INDIVIDUALITET. Det er selvindlysende, at dersom denne Idé blev omsat i Handling af en uforberedt Generation, vilde den komme til at opvise en Del afskrækkende Følger. At søge sit eget Jeg, fuldtud at leve sit eget Liv, følge sit eget Temperament — vilde kun blive ilde anvendte Slagord for Mennesker, der var umodne af Aar eller Aand, eller for dem, hvem Sanseligheden er hele Jegets Indhold. For stærkt udprægede Individualiteter, der støt- tede sig til den i dybere Forstand sande Tanke: Alle Schaffenden sind hart — vilde der være en anden Fristelse, den at pleje Raaheden eller Haardheden, Selv- tilfredsheden eller Kulden, Listen eller Heftigheden i deres Temperament som værende en væsentlig Del af deres Personlighed, en Vildmark, der ikke bør dyrkes, men tvertimod bevares vel, i Fald de ikke skal miste Energien i deres Ejendommelighed, Styrken i deres Skaber- eller Handlekraft. Begge disse Arter af »Selvhævdere« misbruger *nu Nietzsche som Forsvar for deres Tøjlesløshed eller Bru- talitet, deres Selviskhed eller Hensynsløshed. Alt kan jo misbruges. — Hvad har ikke Kristendommen tjent som Paaskud for!? Og Nietzsche anede sin Skæbne, da han ønskede at have Tornehæk omkring sin Have, saa Kvæget ikke kunde bryde ind! For Enhver, der med Alvor læser Nietzsche, er det, trods hans baade ubevidste og forsæt- lige Modsigelser, aldeles klart, hvad en af hans Kom- mentatorer har fremhævet: at Nietzsches store Grundtanke — den, at Enhver med alle sit Legems, sin Sjæls og sin Viljes Kræfter bør stræbe efter at hæve sin Person- lighed og søge, om muligt, at naa op til Overmenneskets Højde — at denne Tanke middelbart vil komme Slægten