PERSONLIGHEDENS FRIHED. 1 9 9 oc ikke blot Individet til Gode, og at den derfor til Slutning bliver ikke et egoistisk, men et altruistisk Maal. Og man véd allerede nu saa meget om, hvoiledes Nietzsche selv virkeliggjorde sin Lære om Overmennesket, at det for bestandig burde være forbi med den dumme Snak om Nietzsche som Tøjlesløshedens Profet, han, som af Naturen havde den strengeste Sandhedskærlighed, den mest afgjorte Sans for høviske, værdige Former, en stor Trang til sympatisk Venskab, han, der var glad og tilfreds ved en ganske enkelt Levevis, der ejede en yderst hensynsfuld Selvstændighed, et absolut selvbehersket Væsen. »Kristendommens Etik var hos ham en anden Natur«, og enhver ufin Handling var ham en Umulighed. Hvorledes end Nutidens Undermaalere af »Over- mennesker« misbruger Mesterens Lære, bliver disse Mis- brug dog i Længden ufarlige. Thi før eller senere støder de mod de faste Grænser for egen Individualitet: Andres Individualitet. Den raat Hensynsløse, den koldt Selvtilfredse bliver saaledes mere og mere ene; derved synker hans Per- sonlighed og med den ogsaa Værdien af den Livsgærning, for hvilken han har villet bevare sin Raaheds Styrke. Den sædelige Tøjlesløshed faar sit Korrektiv i Samfundets eller i de højere staaende Individers Modstand. Ja, selv den sædelige Nyskaber faar ikke Ret, før han kan skafte sig Ret og bevise sin Ret! Han maa derfor nøje beregne, hvad det vil koste ham, han maa vide og ville sin Risiko. Og i denne Kamp mellem Samfundets og Indi- videts Patos, i disse Vanskeligheder for Overmenneskets Selvhævdelse ligger Korrektivet mod de Farer, der ellers vilde følge af Kravet — det retfærdige Krav — om større etisk Frihed for de højere staaende og mindre