2 0 0 INDIVIDUALITET. Frihed for de lavere staaende. Den Enkeltes uberettigede — eller berettigede — Egoisme bliver afværget ved alle Andres berettigede Egoisme. I Almindelighed naa'r allerede Barnet at gøre de Erfaringer, gennem hvilke man bliver Samfundsmedlem: at i Længden lykkes det os ikke at vinde vort Velbefindende paa Bekostning af Andres Ildebefindende. Og overfor de Voksne, der ikke i Barndom- men har lært dette, har Samfundet Ret — saa længe det har Magt til at øve Tryk paa den Selvhævdelse, der træder Andres for nær. Derfor kan Overmennesket ikke uden voldsomme Konflikter virkeliggøre sit nye Friheds- krav, før det er lykkedes at vække Flertallets Ønske om at komme til at nyde samme Frihed. Da først omdannes den Lov eller Skik, der har forhindret den Enkelte i at »tage sig Friheder«. Naar Individualisten er kommen til Klarhed over, hvad hans virkelige Interesse kræver, er han imidlertid i de fleste Tilfælde villig til selv at overholde Samfundets Love og bidrage til, at der vises Lydighed overfor dem, fordi han véd, at uden dem vilde han være nødt til at spilde sine Kræfter paa at forsvare sig mod brutal Vold og derfor kun højst ufuld- komment vilde naa at udvikle sit egentlige Jeg. Og dersom Individualisten har Anlæg for Harmoni, saa indser han ogsaa snart, at ikke den raa, men den forædlede Kraft er den stærkeste; at ikke Stangjærnet, men det valsede Staalbaand, der kan vikles om en Finger, er det højeste Udtryk for Metallets Ejendommelighed. Energi i den fineste Sjælsstemning, Finhed i det vold- somste Kraftudbrud, hensynsløst Mod til at følge Tanken til de dristigste Slutninger og Fordommen til dens løn- ligste Vraa — men Mildhed mod hvert Væsen, der kan