PERSONLIGHEDENS FRIHED. 2 0 3 teisen af Livet, og Individualisten godkender derfor, at Staten beskytter denne Mulighed for alle Arbejdere. Men han godkender derimod ikke, at Staten i mindste Maade forhindrer Nogen i at bruge sin Hviledag, som han lyster — og allermindst, at den gør det ved paa- tvungne Gudstjenester. Selv en meget udpræget Idealist kan gaa med til en Lov, der hindrer den Svage i at ødelægge sig selv med berusende Drikke. Men Individualisten bliver en absolut Modstander af alle saadanne Krav, som at de Svage skal stifte Love for de Stærke, at de Selvbeherskede — af Hensyn til dem, der ikke kan beherske sig — skal paalægge sig en Tvang, der ikke er nødvendig fol- deres egen Skyld. At opdrage de Svage og Ubeherskede ved at give dem Eksempel paa frivilligt Maadehold er den Maade, hvorpaa Individualisten løser dette og lig- nende Problemer. Naar Samfundet er blevet dybt gennemtrængt af Individualismens Idé — vil Lovgivningens Opgaver blive vanskeligere, men færre end nu. Da vil de mest Ud- viklede hverken ofre deres egen Frihed eller de Lavere- staaendes Udvikling for den midlertidige Tvang. Og det vil blive meget vanskeligt — men ikke umuligt — nøje at afpasse denne. Hvad der allerede nu er sikkert, det er, at ingen tænkende Individualist betragter Frihed som Maalet, men derimod som Middel til eller snarere Grundbetingelse for Udviklingen. Frihed og Udvikling staar i en stadig Vekselvirken, saa at jo mere Udvikling man opnaar, des mere Frihed — og jo mere Frihed, des mere Udvikling. Thi kun frigjorte Kræfters Bryd-