PERSONLIGHEDENS FRIHED. 2 0 5 de tværtimod anser Offervillighed for at have større Be- tydning for Menneskehedens Lykke end den antisociale Selvhævdelse — de har relativ Ret, saa længe der endnu kæmpes mod de sociale Misforhold, der berøver Fler- tallet den menneskeværdige Tilværelse, som gør en vir- kelig Individualisering mulig 1 Men de glemmer, at i det Store og Hele gælder Spørgsmaalet Underklassens Selvhævdelse lige over for Overklassens Egoisme! Og de har absolut Uret, dersom de tror, at der — under de nye Forhold, som man haaber, at Omdannelsen vil skabe — kunde være nogen Lykke uden den Lyst- og Magtfølelse, som opstaar ved den rigest mulige Kraft- udvikling. Det er ikke nok, at ikke længer nogle faa Rige kan undertrykke de mange Fattige. De mange aandeligt Fattige maa ikke heller undertrykke en eneste af de aandeligt Rigel En ny Samfundsorden, der gav Alle Udviklingsmuligheder og lettere Arbejdsvilkaar, blev uden Tvivl et betydningsfuldt Middel til Personlighedens Vækst, men heller ikke mere. Kun dersom der tillige kan op- naas en fuldere Frihed for Individualiteten, vil lykke- ligere Mennesker komme til at nyde de bedre Livsvil- kaar — ellers vil disse kun skabe velnærede Trælles dyriske Tilfredshed! Den altruistiske Moral — hvad enten den er kristelig, positivistisk eller socialistisk — lider af samme Ensidig- hed: ubetinget at anse Dyden for at være det, der umiddelbart gavner Andre, og Lasten for det, der umid- delbart skader dem. Tilværelsen er imidlertid saa rig, at denne Definition langt fra omfatter hele Problemets Indhold og Betydning. Der ligger en uendelig dyb Betydning i Blakes Digterord: