Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
145
MARIE ANTOINETTES UNGDOM
mere velbygget. Harcourt var ondskabsfuld nok til at bemæg
tige sig denne løgn; han fraraadede sin elev at spise eller
drikke noget, der ikke var undersøgt af lægerne, og lod skimte
frem, at kvinder, der stod ham nær, ønskede at forkorte hans
dage. Dette øretuderi gjorde et saa pinligt indtryk paa den
Hile kronprins, at han senere aldrig saa sin moder uden at
vise skræk for hende.
Fra det øieblik, da dronningen hævede en tarvelig adels
familie fra provinsen til de stillinger, som familier af ædlere
byrd gjorde fordring paa, havde landets mægtigste slegter
følt kulde mod hende. Aristokratiet tilgav hende aldrig, at
hun ydmygede det til fordel for enkelte venner, som de be
tragtede som staaende langt under sig.
Da man ikke var buden til Trianon, brød man sig ikke
om at komme til Versailles. Det kongelige slot blev lagt øde;
man frigjorde sig fra forpligtelsen til at vise sig der.
Hofdamerne, som ikke mere behøvede at indfinde sig uden
om søndagene og ved fester, udgjød sig i bagvaskelser
ikke alene over de udvalgte, som havde adgang til Marie
Antoinettes private kreds men især over denne dronning,
der fordelte sine naadesbeviser saa uligt og saa uretfærdigt.
Indehaverne af hofstillinger, og folk, som forretninger kaldte
til Versailles, var de eneste, som viste sig om søndagene,
nåar kongen var samlet med ministrene.
Den lille stad, der havde været skuepladsen for Ludvig
den fjortendes triumfer, hvor man var løben sammen fra hele
Europa for at lære hoftone og høflighed, var mod slutningen
af Ludvig den sekstendes regjering ikke stort bedre end en
landsby, som man nødig besøgte, og hvorfra man skyndte
sig bort saa hurtig, man kunde. Om hverdagene var palad
sets gaarde, forværelserne og de indre gemakker, hvor glim
rende skårer tidligere havde færdes, saa menneskeforladte,
at en fremmed kunde have troet, at kongen var reist bort.
Ærgjerrighed og havesyge var dog lige stor. Nu søgte man
imidlertid ikke beskyttelse hos herskerparret, men ved kry
bende henvendelser til de mennesker, der nød kongens og
dronningens gunst.
Clara Tschudi: Marie Antoinette 10
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
