Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226 MARIE ANTOINETTE, DRONNING AF FRANKRIGE
hændt, saa havde hun dog ikke troet det muligt at skulle
opleve alt, hvad der var skeet.
Altfor mange begivenheder var styrtede over hende, til
at ikke hendes spændkraft en tid maatte slappes, og til at
modløsheden ikke en tid maatte overvelde hendes sjæl. Paa
slottet gik man taus og nedslagen omkring; de enkelte lyse
timer fordunkledes hurtig af nye bekymringer.
Prinsesse Lamballe var den eneste, som formaaede at for
jage Marie Antoinettes sørgmodighed.
I hendes træk og holdning fandt man ligesom en hentyd
ning til hendes senere skjebne: der laa over hendes per
sonlighed et skjær af taalmodig lidelse og sorg. Dronningens
angstfulde sind kunde et øieblik lulles til ro ved at se ind
i disse trofaste blåa øine, der var saa fulde af mildhed.
Prinsessen gjorde vold paa sin egen frygt for at dulme
venindens angstfyldte tanker, for med sit fortryllende væsen
at oplive dette hjem fuldt af savn og smerte. „Let som en
fugl" siger Lescure „kom hun for at drage dronnin
gen bort fra de tyngende tanker."
Men fordi om det gamle venskab knyttedes paanyt med al
sin gamle styrke, glemte ikke Marie Antoinette den yndling,
som hun havde sendt bort.
Hun fulgte med uro den flygtende fru Polignac og var paa
det høieste bekymret for hende. Hun blev ikke træt af at
skrive til hende og af at overøse hende med kjærlige ord, som
om hun endnu sad ved hendes side. Ofte skrev hun til hende
hver anden dag; en enkelt gang skrev hun endog til hende
to gange paa én dag.
Intet af, hvad der vedrørte den bortdragende, blev glemt
af hende. Man finder i alle dronningens breve til veninden
den samme omsorg for hende, det samme inderlige sprog.
Hun tåger del i alle hendes sorger og interesser; ofte sætter
hun sig til skrivebordet uden at vide, hvad hun vil skrive,
og kan næsten ikke skrive for taarer.
„Kun et ord, mit kjære hjerte," skrev hun i juli maaned
1789 til fru Polignac. „Jeg kan ikke modstaa lysten til at
omfavne dig endnu en gang! Jeg skrev til dig for tre dage
siden gjennem hr. de M., som lader mig læse alle dine breve,
og med hvem jeg ikke ophører at tale om dig. Dersom du
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
