Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
351
MARIE ANTOINETTE OG REVOLUTIONEN
havde skuffet dem, idet han havde givet dem haab om støtte
der, hvor den ikke var at finde, og haab om hjælp derfrå,
hvor den aldrig kom.
Omstændighederne blevimidlertid til slutning sterkere end
den fredsommelige Leopold. Franskmændene blev kjede af
den larm og de trusler, som de udvandrede opførte udenfor
grænsen.
De følte trang til at bringe den trættende larm til taushed.
Krigslysten vaagnede hos dem; de begyndte at føre et tru
ende sprog mod udlandet.
Leopold maatte give efter for den offentlige mening. Skjønt
han bevarede et sidste haab om at undgaa forpligtelsen til
at kaste sig ind i en krig, underskrev han et forsvarsforbund
med Preussen.
Et uforudset slag skulde imidlertid for en tid idetmind
ste omstyrte den bygning, der var reist under saa megen
anstrengelse. Den første marts 1792 bortkaldtes Leopold af
Østerrige pludselig af en kortvarig sygdom.
Trods den bitterhed, som Marie Antoinette havde næret
mod broderen paa grund af hans lunkenhed, blev hun dybt
rystet over hans død. I det første udbrud af smerte raabte
hun, at han var bleven forgivet af franske revolutionsmænd,
en antagelse, som løb rundt og fandt tiltro.
Men dronningen havde ikke tid til at græde. Hun maatte
tænke paa sine egne anliggender, paa de forandringer, som
dette dødsfald kunde medføre i den politiske situation.
Leopolds efterfølger var en sygelig yngling paa fire og tyve
aar.
Visselig erklærede han, at han nærede de samme hensig
ter som sin fader; visselig skrev storkansleren, fyrsten af
Rosenberg, til en dame ved det franske hof: ,Jeg haaber,
at den nye hersker vil forblive tro mod de forpligtelser, som
er indgaaede under den afdøde, og at han vil gjenoprette
tronen og den kongelige myndighed i Frankrige." Men den
aldrende fyrst Kaunitz talte fremdeles fredens sag.
Marie Antoinette blev urolig over den uvished, den tøven,
som hun mødte paa alle kanter. Under et paataget navn
sendte hun baron Goguelat til Wien for at udbede sig et
bestemt svar fra sin nevø. „Der er ingen tid at tabe,"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
