Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NAPOLÉONS MODER
120
jeg vilde være dømt til at henleve resten af mine dage i
sorg. Med det trøstende haab snart at høre, at du har for
sonet dig med keiseren, omfavner jeg dig og hele din fa
milie af ganske hjerte.
Din hengivne moder."
Napoléon havde sat sig fast i hovedet, at broderen skulde
lade sig skille fra sin hustru, som han endnu altid kaldte
„enken Jouberthou". Han tænkte fremdeles paa at formæle
ham med en prinsesse og at give ham en trone. Men Lucien
elskede sin hustru ikke mindre høit end før og vilde ikke
høre tale om skilsmisse.
Det første forsøg paa en forsoning glippede. Moderen blev
imidlertid ikke træt af at tale hans sag ligeoverfor keiseren.
Hun foranledigede et møde mellem sine to sønner i Mantua
(1807) i haab om, at de ved mundtlig samtale kanske let
tere vilde komme til forstaaelse.
Lucien beskriver sammenkomsten i sine memoirer:
Det var aften, da han kom til Mantua. Han blev ført ind
i en stor sal, som var oplyst med fakler. Da han traadte ind,
sagde en officer ganske sagte:
„Sire! Deres broder Lucien!"
Den, som ordene var henvendte til, syntes intet at høre.
Han sad foran et stort, rundt bord, der var helt bedækket af
et umaadeligt kart over Spanien. Hans venstre kind var
støttet mod den venstre haand. Den anden haand stak mer
ker i kartet med naale af forskjellige farver.
Lucien sagde ikke et ord. Skjønt overbevist om, at det
maatte være keiseren, var han dog tilbøielig til at tvivle
derpaa, saa forandret fandt han ham fra tidligere dage. Na
poléon var ikke saa fyldig, som broderen havde hørt for
tælle; men han var ikke destomindre aldeles ulig republikens
lille general.
Endelig lagde keiseren sig tilbage i sin stol og ringte paa
en klokke.
Broderen gik et par skridt frem og sagde:
„Sire! Det er mig Lucien!"
Napoléon reiste sig meget hurtig. Lucien vilde omfavne
ham; men keiseren blev staaende übevægelig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
