Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
201
LETIZIA RAMOLINO BONAPARTE
Mod slutningen af sit liv tænkte hun hyppig tilbage paa
de mange, som døden havde berøvet hende, paa de smaa
børn, som hun havde mistet paa Corsica, og paa sin mand.
Hun tænkte paa Ludvig’s og Hortenses ældste søn, der var
død i saa ung alder, paa sin svigerdatter Josephine, paa
Eugene og Murat, og paa de børn, som hun havde mistet i
sin alderdom: Elise Baciocchi og den skjønne og elskvær
dige „Paulette“. Mellem alle disse grave blev hun staaende
opreist, seiv da hendes taarer flød over Napoléons jordhøi
paa St. Héléna og over kongen af Roms kiste.
I hendes allersidste leveaar skulde døden endnu herje i
hendes slegt: Samme aar som hertugen af Reichstadt døde,
omkom ogsaa Napoléon Louis, Napoléon 111’s begavede broder.
Paaskedag 1834 faldt hendes dattersøn prins Baciocchi af
hesten; hans hoved blev knust mod en søile.
„Der hviler en ond skjebne over den tredie generation
af Bonaparterne,“ sagde hun. „De dør en voldsom død.“
Lammet, blind, levende i erindringernes verden, omgi
vende sig med ting, som gjenkaldte for hende billederne af
de kjære, der var vandrede bort, modtog hun kun enkelte tro
faste,der kom for at tale med hende om dem, som hun begræd.
Time efter time stirrede hendes udslukkede øine mod det
sted, hvor keiserens buste stod.
Fjorten aar var forløbne siden hans bortgang. Dog min
dedes hun endnu hvert træk fra hans barndom; hun hørte
hans stemme, som talte han til hende i dette øieblik.
Henved et fjerdedels aarhundrede havde hun tilbragt i en
værdig tilbagetrukkenhed, tro mod sin søns minde, næsten
glemt af den nye generation.
Men de, som huskede hende, følte beundring for denne
kvinde, der saa ædelt havde baaret livets vekslende tilskik
kelser. Kroget og bøiet under sin møisommelige vandring
ragede hun endnu op over sine gjenlevende børn, den
sidste store i slegten!
Den franske poet Béranger skrev om hende:
„La noble dame, en son palais de Rome
Aime å filer, car, bien jeune autrefois,
Elle filait, en allaitant cet homme
Qui depuis I’entoura de reines et de rols.
14*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
