Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TYSK KEISERINDE OG DRONNING AF PREUSSEN 63
datteren havde fyldt sit tolvte aar. De glade rhinboeres jubel
raab modtog dem ved strandbredden.
Det var den 17de marts 1850.
Først steg prins Wilhelm iland med sin gemalinde. Saa
fulgte den unge søn, hvis maleriske studenterdragt forhøiede
hans skjønhed. Endelig kom den yngste af familien holdende
en dukke, som hun ikke var at formaa til at slippe under
modtagelsesfesten.
„Den sande og fuldstændige moralske erobring af Rhin
landet,“ siger historikeren Alfred von Reumont, „fandt først
sted under Fredrik Wilhelm IV’s regjering. Lovgivning og
forvaltning havde indledet den paa alle omraader; men tron
arvingens og hans gemalindes tilstedeværelse gjennemførte
den. Deres eksempel viste, hvor meget man kan udrette ved
hensynsfuldhed, ved indgaaen paa berettigede eiendomme
ligheder, ved kjendskab til personer og forhold, ved interesse
for steder og omsorg for dem.“
I denne „moralske erobring" havde Augusta langtfra den
mindst fremragende del.
Vi ved, at hun ikke havde gjort sig afholdt i Berlin, at
hun ligesaalidt var yndet af folket som af hoffet. Kun et
antal videnskabsmænd og kunstnere skattede hende. Og
kanske vilde de heller ikke have gjort det, dersom hun ikke
havde støttet dem varmt.
Det høirøstet brammende hos berliner-borgerne, byens
kjedelighed og tørhed havde stødt hende bort næsten fra
første stund. Men oprøret havde lært hende faren ved at
maatte undvære folkets gunst. Det havde lært hende, at
man „maa blande sig med hoben, gaa ind paa dens følel
ser, føie dens svagheder".*)
Upopulær, som hun følte sig, var hun i ungdomsaarene
for stolt til at jage efter en gunst, som ikke frivillig blev
skjenket hende; og aldrig var hun at formaa til at smigre
eller hykle.
Lukket inde i sig seiv havde hun dog ikke mistet trangen
til kjærlighed. Bag hendes kjølige ydre skjulte der sig tvert
imod en tørst efter mængdens forstaaelse, som blev mere
*) Disraeli.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
