Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. 45. 10 december 1949 - Erhvervsvirksomhedernes goodwill-problemer, af Max Kjær Hansen - Minneskunskaper eller tillämpningskunskaper? av sah
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
932
TEKNISK TIDSKRIFT
anstaltninger, sora vi kender og gennemfører.
Så simpel er sägen iinidlertid ikke. Problemet
løses endnu mindre gennem små fine hefter og
dejlige film om, hvor vidunderligt man har det
i bedriften. Derför styrter folk ikke til og synes,
at allt er dej ligt. Det sker kun, hvis der er et
reelt grundlag for tilfredshed. Gennem en
ana-lyse af medarbejdernes meninger og ønsker kan
man få klarlagt, hvad der er brug for. At give
folk reklamesnak eller personaleforanstaltninger,
de ikke interesserer sig for, men som ledeisen
synes 0111 som en hyggelig hobby, løser ikke
personalepolitiske vanskeligheder. Den reelle
indsats må tage sigte både på forholdene i
ar-bejdstiden og på forholdene i fritiden. Det kan
blandt andet give sig udtryk i støtte til
uddan-nelse og i støtte til at få noget ud af ferien.
Det siger sig selv, at personalepolitikken må
indrettes efter medarbejder-grupper. Der er for
det første personalepolitikken over for arbejdere,
det man i England og Amerika kalder industrial
relations. Her bliver hovedproblemet en
tilpas-ning af forholdet mellem arbejdere,
arbejds-plads og arbejdsgivere. Så er der spørgsmålet om
funktionærpolitikken, der beskæftiger sig med
tilrettelæggelsen af vilkårene for funktionærer
som sælgere og kontorfolk. Disse problemer
mel-der sig i alle virksomheder, enten de er store
eller små, og jeg vil hævde, at personalepolitik
i dag er et livsvigtigt problem for enhver
virk-somhed. Den gennemføres ikke ved at skrive
smukke personalehåndbøger, men ved at udføre
et positivt arbejde for at tilpasse bedriftens
ind-stilling efter tidens ånd.
I dag synes man, at der skal sørges bedre for
den lille arbejder end for den store driftsherre.
I hundreder af år har det været omvendt. Nu
bliver det bedriftens opgave — enten den synes
om det eller ikke — at tilpasse sine vilkår i
retning af denne indstilling.
Organisationen af goodwill-arbejdet
Til slut et par ord om organisationen.
Spørgsmålet er: Hvordan tilrettelægges et
goodwill-arbejde? Svaret bliver: Det er en
ledelsesfunk-tion — udelukkende en ledelsesfunktion. I store
virksomheder kan der være brug for en månd,
i Norden vel sjældent mere. Men man kunne
under større forhold vel tænke sig en afdeling,
der væsentligst arbejdede med disse spørgsmål.
Jeg understreger iinidlertid, at det hverken er
reklamechefens eller personalechefens job.
Personalechefen repræsenterer personalefunktionen.
Han antager folk, står for træning og for
personaleadministration. Han skal også praktisk
administrere personalepolitikken. Men
tilrettelæggelsen af den må være et ledelsesproblem. På
tilsvarende måde ligger det med
goodwill-arbej-det udadtil. Skal bedriften tilpasses, er det et
arbejde, der må sættes noget ind på. Dette kan
kun den øverste ledelse gøre, eventuelt ved hjælp
af en sekretær, som ofrer en del af sin tid på
arbejdet. Opgaven løses ikke ved at læse
ame-kanske bøger og overføre de deri beskrevne
for-anstaltninger. Der kræves et selvstændigt
ana-lysearbejde inden for den enkelte bedrift og
derefter en vurdering af de konstaterede ønsker.
Goodwill-problemet er i første række opstået i
förbindelse med de sociala forskydninger, der
har fundet sted. Det hænger sammen med, at
det at sælge og producere varer i dag ikke alene
er noget teknisk og kommercielt, men også i høj
grad en social funktion. Der må tages hensyn
til det samfund, bedriften tilhører. Jeg tror ikke,
at et menneske normalt klarer sig i et samfund,
hvis det ikke indretter sig i overensstemmelse
med de almindeligt vedtagne regler, og lige så
lidt tror jag, at et foretagende eller et økonomisk
system vil hævde sig, hvis det ikke
tilrette-lægger sit liv sådan, at det gavner, ikke alene
sig selv, men også samfundet. Tilrettelæggelsen
af en sådan politik — udadtil og indadtil — det
er erhvervslivets goodwill-problem.
Minneskunskaper eller tillämpningskunskaper? Var
och en, som står mitt uppe i praktisk eller
teknisk-vetenskaplig verksamhet och som måste följa med framstegen
inom sitt område, märker hur snabbt vetandet tillväxer.
Inför ett kunskapsmaterial, som på detta sätt sväller, måste
de lärare, som utbildar nästa generation, fråga sig, hur
man på bästa sätt skall använda ungdomens tid och
intresse. Följande tre utvägar brukar tillgripas:
de gamla kurserna behålls oförändrade, men det viktigaste
av det nya läggs till i form av bihang till kurser eller
övningar (vilket leder till att studietiden förlängs);
de gamla kurserna behålls i huvudsak oförändrade och
man överlåter åt lärjungarna att lära sig de nya kapitlen
själva efter utbildningens slut (om de kan och ids);
på ett tidigt stadium införs specialisering (vilket leder
till ett trångt kunskapsområde utan utblickar; med tanke
på att kanske de viktigaste framstegen har gjorts genom
samarbete mellan vetenskapens olika grenar, är en sådan
smalspårig utvidgning särskilt olämplig).
En faktor, som man nu borde ta mera hänsyn till vid
val av utbildningsmetod, är hjärnans förmåga att fatta
ett kunskapsstoff och behålla det. Vår hjärna fattar
ganska långsamt — snabbare än vanlig lästakt går det i
varje fall inte — och det som en gång tillfälligt har gjort
ett intryck försvinner i allmänhet fort genom den
mekanism, som vi kallar glömska. Många vetenskapliga
undersökningar har gjorts på detta område och det är att anta,
att minnesåterstoden varierar efter formeln e~kt, varvid
halveringstiden är mycket olika för olika slag av
kunskapsmaterial; i regel gäller, att ju mer inre sammanhang
ett material har, desto lägre blir A–värdet och desto bättre
minns man det.
När nu en studerande skall läsa in en stor samling fakta
för en tentamen, har han att föra en ständig kamp mot
glömskekurvans nedförsbacke. Om man med c betecknar
den kunskapsmängd, som minnet har tillgängligt vid tiden
t, skulle man med grov approximation kunna ställa upp
följande formel för tentamensläsning
Enligt denna ökar kunskapsförrådet för varje tidsenhet
med skillnaden mellan vad man har lärt sig f och vad
man glömmer kc. Man kan öka f genom flit eller god
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
