Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. 36. 6 oktober 1951 - Koaksialkabelanlægget Danmark—Holland, av Niels Erik Holmblad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10 TEKNISK TIDSKRIFT
Fig. 2. Princip og projekteret niveaudiagram for søkabelsystem Danmark—Holland.
vil kunne få stor betydning for hele telefon- og
telegraftrafikken mellem Skandinavien og
Vest-europa naar den kommer i brug i oktober 1951.
Udgifterne til den samlede danske andel i
ka-kelanlægget er kalkuleret til 19 000 000 kr., der
dækker udgifterne til den danske
landkabel-strækning samt halvdelen af søkablet til Holland,
idet den anden halvdel i overensstemmelse med
de almindelige regler betales af Holland. Den
danske andel i søkablet vil blive ca. 4 000 000 kr.
Det er i første række de med specielle
under-søiske forstærkere forsynede søkabler Rømø—
Oostmahorn, der især frembyder nye tekniske
forhold af interesse. For strækningen
Köbenhavn—Rømø er der dog også visse forhold,
hvor-ved dette anlæg adskiller sig fra helt
almindelige koaksialjordkabler.
Søkabelsystemet Danmark—Holland
Søkabelsystemet mellem Danmark og Holland
består af to ens søkabler (det vestlige dog godt
1 km længere end det østlige), hvert forsynet
med to undersøiske forstærkere nedsænket på
havbunden samtidig med kabeludlægningen.
På dansk side er søkablets første
forstærker-station på land terminalstationen på Rømø,
denne ligger kun ca. 5 km fra
landingspunk-tet. På holländsk side ligger
terminalstationen i Leeuwarden, ca. 40 km fra
landingspunk-tet. Der er derför ved kysten i Oostmahorn
oprettet en gennemgangs-forstærkerstation for
stråks ved landingspunktet at forstærke det lave
modtageniveau op samt give det tilstrækkelige
sendeniveau ud på søkablet. Oostmahorn er
for-bundet med Leeuwarden ved to koaksialkabler
af lignende udførelse som søkablerne, dog med
noget større dæmpning pr. km, se fig. 4, kurve b.
Der overføres på hvert kabel 36 bærefrekvente
telefonkredsløb, der i henhold til de af CCIF
stillede fordringer til internationale
telefonkredsløb har en indbyrdes bærefrekvensafstand på
4 kHz, hvorved der på hvert telefonkredsløb kan
overføres et talefrekvensbånd på i det mindste
300 til 3 400 Hz. De 36 kredsløb kræver således
et frekvensbånd på 144 kHz, der i retningen
Holland—Danmark er beliggende fra 24 til 168
kHz, i retningen Danmark—Holland fra 208 til
352 kHz. Der anvendes altså forskellige
frekvenser i de to retninger, hvorved man får en effektiv
"firtrådsudnyttelse" af det enkelte kabel. Den
laveste overførte frekvens er 24 kHz, idet inan
ikke kan gå væsentlig længere ned, dels af
hen-syn til modforvrængningen, dels af hensyn til,
at skærmvirkningen af koaksial-yderlederen
bliver for lille ved lavere frekvenser.
Til adskillelse af de to taleretninger ses der at
være en frekvensafstånd på 40 kHz, hvilket er
nødvendigt for fuldstændigt at kunne skille de
to taleretninger ved filtre. (I virkeligheden
trans-mitterer kablet dog frekvenser mellem 20 og 172
kHz for det lave bånd og mellem 204—356 kHz
for det høje bånd, men de yderste 4 kHz ved hver
grænse af båndene udnyttes ikke til tale.) Man
mister således et område svarende til fem
telefonkredsløb på hvert af kablerne ved denne
driftsform. Dette ville kunne undgås ved at
benytte kablerne på den måde, at man på det ene
kabel udelukkende transmitterede i den ene
retning, på det andet i den anden (normal
"firtråds-drift"), og de undersøiske forstærkere ville
der-ved tilmed blive simplere. Når man dog har valgt
den angivne driftsform, skyldes det alene, at
denne giver større driftssikkerhed, idet en fejl
på et af kablerne kun vil afbryde halvdelen af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
