Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
TEKNISK UGEBLAD.
24de mai 1888
Storthing om bevilgning af kr. 12500 til Anlæg af
en telefonlinie mellem Lillehammer og Kvam i
nordre Fron».
Sees hen til den forbausende raske udvikling
telefonen har fået hertillands sammenlignet med de
lande, hvor dens anvendelse ikke alene mellem men
også inden byerne er statsmonopol må dette forhold
vistnok i væsentlig grad tilskrives den
omstændighed, at telefonkorrespondancen her har været i
hænderne på private selskaber og er gjort til gjenstand
for fuldstændig fri konkurrance. Herimod kan
indvendes, at konkurrancen vistnok ofte reduserer
priserne på soliditetens bekostning, men man må på
den anden side ikke glemme, at hvor der er
konkurrance er der også for de private selskaber større
opfordring til i enhver henseende at imødekomme
publikums ønsker og krav i videre udstrækning end
hvad tilfældet vilde være for det offentlige eller et
monopoliseret selskab. Ulemperne af 2
konkurrerende selskaber i samme by har man hidtil kun
havt i Kristiania.
Departementet må således antages at have
truffet det rette ved at bibeholde den hidtil
etablerede fremgangsmåde ligesover for telefonforbindelser
mellem byerne, hvor man allerede har telegrafen.
Ligeledes må vistnok alle være enige i den
opfatning, at staten træder støttende til for de
landdistrikters vedkommende, hvor berettigede krav om
telefonforbindelse reises, uden at det viser sig
lønnende for private selskaber helt at overtage anlæg
og drift. Specielt må det i den foreliggende
proposition foreslåede anlæg ansees fuldt berettiget og
påkrævet, derimod kan der angående måden, hvorpå
departementet har troet at søge løst de med et
sådant anlæg forbundne tekniske vanskeligheder,
herske divergerende anskuelser, hvilke også er
fremkommen i propositionen.
Departementet sees nemlig væsentlig af
«budget-mæssige hensyn» at have forkastet det ved lignende
anlæg før anvendte prøvede system med dobbelt
revolverende telefonlinie og valgt det såkaldte Van
Bysselbergh’ske, hvorved omtrent l/s af
anlægsomkostningerne indspares. Til dette resultat er
departementet, der såvidt mig bekjendt selv ingen
fagmand har på dette område, kommet stik modsat den
eneste sagkyndige udtalelse, (telegrafdirektøren) som
af forelæggelserne sees at være indhentet under
sagens behandling.
Jeg går nemlig ud fra, at det belgiske firma
Mourlang & Go.’s mening ikke kan være tillagt
synderlig vægt ved en afgjørelse som denne
ligeoverfor telegrafdirektørens saglige grunde, da nævnte
kompagni som patentindehaver af Van Rysselbergh’s
system naturligvis er stærkt interesseret i at dette
foretrækkes, hvorved hele anlægget må overdrages
dem uden konkurrance.
Der må også formodentlig for departementet
have været vægtigere grunde tilstede end Mourlang
& Co.’s garanti, når det har troet fuldstændig at
kunne ignorere telegrafdirektørens meddelelser om,
at man i andre lande efter at have prøvet systemet
igjen har forladt det. Det slags garanti, som her
sees at være given, er nemlig så tøielig og kan
gjøres afhængig af såmange forholdsregler ved
driften, at den kan blive mere generende for
modtageren end leverandøren. Hvis firmaet ikke alene
havde overtaget anlægget men også tilsyn og drift,
vilde garantien havt betydning.
Angående Van Bysselbergh’s system foreligger
forresten andre fagmænds udtalelser gående i samme
retning som telegraf direktørens. Hr. direktør Bryn
siger nemlig i det foran nævnte foredrag:
«Herrerne vil for nogle år siden have hørt meget
tale om det van Rysselbergh’ske system til
samtidig telefonering og telegrafering på samme
linie. Der har vist også været holdt foredrag her
i foreningen, såvidt jeg ved, om dette emne,
hvorfor jeg her ikke skal indlade mig noget videre på
detaljerne af systemet, men kun nævne, at det jo
måtte være en meget naturlig tanke at søge
udnyttet de telegraftråde, som man jo allerede i for veien
havde overalt, og endnu smukkere og mere tiltalende
måtte deri tanke være, at kunne benytte
telegraftrådene samtidig som de benyttedes til telegrafering.
Det vakte derfor en berettiget og stor opsigt da
Belgieren van Rysselberghe fremkom med sit system,
som påstodes at kunne holde hvad det lovede på en
meget fuldkommen måde, At dette måtte være
tilfælde, syntes også at måtte forholde sig rigtig, da
både den belgiske og franske stat erhvervede sig
retten af patenthaveren til at benytte opfindelsen,
og virkelig også med temmelig store omkostninger
satte sådan samtidig telefonering og telegrafering i
gang mellem en del byer og de større
industricentrer. Imidlertid har opfindelsen ikke havt den
betydning, som man fra begyndelsen af var tilbøielig
til at håbe. Det har vist sig at være forbundet
med for mange ulemper og vanskeligheder for
telegraferingen, hvorfor man på flere af de steder, hvor
systemet fra først af blev taget i brug, atter har
opgivet det, medens det overhovedet ikke har fået
særdeles stor anvendelse noget sted. Opfindelsen
har derimod havt stor betydning i andre retninger
end fra først af formodet, idet man ved den har
lært metoder til at forhindre eller formindske den
generende induktion fra telegraftråde, der løbe i
nærheden af telefontrådene, ligesom den har givet
Edison idéen til hans nye telegrafsystem:
Phono-plexsystem».
Nu, selv om van Eysselbergh’s system havde
været mere praktisk end det er, så vilde det dog
ikke have været til nogen væsentlig hjælp f. ex.
i vort land, fordi der neppe kunde være tale om
at anvende det på så lange afstande som mellem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
