Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164
TEKNISK UGEBLAD.
27de Septbr. 1888
f Professor Dr. Emil Winkler.
Dr. E. Winkler, professor i brobygning ved
den tekn. høiskole i Berlin, afgik ved døden den
27de august d. år, rammet af et hjerneslag. Dr.
Winkler har været en af vor tids mest
fremtrædende ingeniører, som ved siden af sin
lærervirksomhed i ingeniørfaget har gjort sig meget fortjent
ved sine teoretiske undersøgelser angående
bygværkers stabilitetsforhold og ved udgivelsen af flere
større tekniske værker. Winkler var født den
18de april 1835 i Falkenberg ved Torgau. Han
fik sin tekniske uddannelse, efter først at have
opholdt sig et års tid ved den tekniske skole i
Holz-minden, ved den polytekniske høiskole i Dresden.
Winkler var derpå i kort tid i praktisk
virksomhed og blev derefter ansat som privatdocent i
fast-hedslære i Dresden, hvorfra han efter nogle års
forløb i 1865 blev kaldet til Prag som professor i
ingeniør-bygningslære ved den derværende
polytekniske skole. I 1868 gik Winkler til den tekniske
høiskole i Wien for at beklæde professoratet i
jernbane- og brobygning, hvilken stilling han indehavde
indtil 1877, da han fulgte en kaldelse til den
omorganiserede høiskole i Berlin, hvor han senere har
virket som lærer i brobygning.
Under sit ophold i Østerrige havde Winkler
i anledning sammenstyrtning af en jernbanebro, efter
opdrag af regjeringen at undersøge
stabilitetsfor-holdene ved mange af de der udførte jernbanebroer.
Winklers værker omhandler dels
jernbanebygning og dels brobygning, og det er navnlig i de
sidstnævnte, som turde være de omfangsrigeste og
og grundigste arbeider om brolægning som forefindes,
at Winkler har nedlagt sine egne ligeså omfattende
som indgående teoretiske undersøgelser.
Sommeren 1882 foretog Winkler en reise her i
landet fornemmelig for at lære vore brobygninger
at kjende, og man finder i anledning denne reise
en af Winkler forfattet interessant afhandling om
vore jernbanebroer i «Wochenblatt flir Architekten
und Ingenieure» for marts måned 1883.
Hvor afholdt Winkler har været af dem, som
han kom i berøring med, fremgår af den
hyldning, som blev ham tildel i sommer i anledning af,
at det var 25 år siden han begyndte sin tekniske
lærervirksomhed.
Underjordiske elektriske ledninger.
Noget af det vigtigste ved de elektriske
ledninger i det hele taget er, at de er godt isolerede
og let tilgjængelige, så at de bekvemt kan
efter-sees og repareres. For de underjordiske ledningers
vedkommende er begge disse fordringer vanskelig
at skaffe tilveie. Da selve jorden på grund af sin
gode ledningsevne er en af de elektriske ledningers
værste fiender, så er fremfor alt en god isolering
nødvendig.
Til mindre anlæg anvendes hyppigst kabler,
hvor der udenom kobberledningen er viklet flere
lag koutschuk, guttaperka, tjæret ham og tilsidst en
tæt jerntrådsvirring. Isolationslaget bør mindst
være 3 gange så tykt som selve ledningen.
Frem-og tilbageledningen må lægges hver i sin særskildte
kabel. De forsøg, som er blevne gjort med at lægge
begge i en, er faldne høist uheldig ud, idet
strømmen inden kort tid sluttes i selve kabelen gjennem
det tynde isolationslag. Grunden til at det for
telefoniens og telegrafiens vedkommende går an at
lægge flere ledninger i en kabel er dels, at de
benyttede strømme er meget svage og dels, at de ofte
fører samme sort elektricitet.
Vil man have kabler af større styrke og
varighed kan man istedetfor at benytte jerntrådsvirring
indeslutte dem i blyrør. Noget af det vanskeligste
ved disse to slags kabler er at få istand en til-
strækkelig isolering på de steder, hvor 2 ledninger
- hvad enten 2 hovedledninger eller en hoved- og
en biledning - skal forbindes eller skjødes. Et
stykke af metaldækket og isoleringslaget må i så
fald skjæres væk, hvorpå kobbertrådene forbindes
på vanlig måde. Udenom kommer flere lag af’
silketråd, beg og guttaperka og tilsidst en tyk
blytråds-virring, der gåes over med en flamme for at kunne
erstatte jerntråden eller blyhylsen. Hvis ikke dette
udføres på det nøiagtigste, vil isoleringen inden
kort tid brænde over.
Da blyrør gjennemgående har vist sig at være
upraktiske og dyre, har man i den senere tid gået
over til andre isolationsmåder hvoriblandt jernrør.
For samme pris kan man nemlig få et jernrør af
omtrent dobbelt så stor diameter som et blyrør, og
følgelig kan isolationslaget gjøres meget tykkere.
Bly isolerer vistnok en del bedre end jern; men
det har lidet at sige mod jernrørets større diameter
og mindre modtagelighed mod ydre tryk. Edison
var den første, der dannede et fuldstændigt system
med jernrør. Begge hovedledninger, der er
indesluttede i et fælles temmelig vidt rør, dannes af
segmentformige kobberstænger, som skrues og loddes
til hinanden. Ledningerne, som holdes i den
rigtige afstand til hinanden og til røret ved hjælp af
træklodser, isoleres ved en isoleringsmasse, hvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
