Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
TEKNISK UGEBLAD.
7de februar 1889
vist til kilden, som i dette tilfælde og i denne tid må
forudsættes at være England.
Og her vil man utvivlsomt finde bekræftet, hvad jeg har
tilladt migat anføre, og hvad d’hrr, ikke har modsagt, at i denne
tid røstede man ikke ved svære bygninger som vore med lutter
faste bind, men fordelte bæreevnen på enkelte hovedbind,
altså ganske efter samme princip som det, der i
murkonstruktionen fandt sit, udtryk i stræbesystemet, hvilket dengang
stod i fuldt flor og, som jeg har henvist til, både var kjendt
og* i anvendelse hos os efter alle kunstens regler.
Principets anvendelse i tømmerværket synes dog at være
gået forud og det meget forud for dets anvendelse i
murværket, hvis man kan fæste lid til hvad der påståes t. ex.
om den delvise oprindelighed af tagrøstet over St. Svithun i
Winchester, hvilket alene på stedet nærmere kan undersøges.
Det var specielt under hensyn til dette exempel, der står
Kristkirken i Nidaros så overmåde nær, at jeg i min
herom-handlede skrivelse til Kirkedepartementet benyttede det
udtryk, at det ved den forestående rekonstruktion af røstet over
vingerne ved Kristkirken i Nidaros vilde være berettiget
«bl and t andet» at tage hensyn til hvad Værneskirkens
røst oplyser. En udtalelse der ikke kan afbøies ved den
omstændighed, at d’hrr. Bull, Christie og Nicolaysen fremdeles sees at
befinde sig i den vildfarelse, at disse vinger blev opløste i
tredie fjerdepart af tolvto århundrede. De hidrører fra sidste
fjerdepart af elevte århundrede, hvilket jeg på forskjellige
steder har tilladt mig udførligt at eftervise *).
Denne konstruktionsmåde med hovedbind og løsbind
betinger derhos ingenlunde til støtte for «tvallpieces»
murkon-soler, hvis formodede afsavn i Håkonshallens indre d’hrr,
fremholder til værn mod sin anakronisme. Det burde dog
ialfald d’hrr. Bull og Christie ikke være uvidende om.
Desuden. Hvorledes kan d’hrr, efter hvad der i denne sag af
dem selv er fremlagt, fremkomne med et sådant argument:
På den rekonstruktionsplan der er fremlagt i samme
hefte af «Teknisk Tidsskrift» og findes fremstillet på dets
pi. VIII og IX, hvilken ligeledes er forfattet af hr. Christie,
og efter hvilken der, med de tvende andre herrers tilslutning
*) S. «Femti daterede norske bygninger fra middelalderen»
s. 14, hvor den herhenhørende literatur er angivet. S.
endvidere «Hist. Tidssk.» 3die række b. I.
Det er mig ikke ubekjendt, at bl. a. hr. Nicolaysen
har troet, og, som det synes, fremdeles tror at kunne
tilsidesætte de i senere år vundne resnltater, og udtale sig,
som om aldeles intet vur indtruffet. Men det kan lidet
nytte, thi literaturen kan ikke udryddes, og den taler
for sig selv. Det er unyttigt at tro, at man kan sætte
en prop i forskningen ved at lukke sine egne øine, fordi
den bringer andre resultater, end dem man selv tidligere
har troet på, og geråde i vrede herover. Jeg kan dog
f. ex. virkelig ikke in casu bære nogen skyld og i så
måde føle mig betynget, fordi vor bygningskulturs
forhold og udvikling i middelalderen ved undersøgelse i
hovedpunkter viser sig afvigende fra, hvad hr.
Nicolaysen og flere med og efter ham tidligere har troet var
det rette, uden dog at forsøge at samarbeide sin viden
til et helt og klart billede, hvorved de lige fuldt som
jeg vilde fået fat i sammenhængen. Heri vil jeg dog
ingenlunde have lagt en underkjendelse af det opbudte
arbeide og den herved vundne fortjeneste, specielt ikke
for hr. Nicolaysens vedkommende, idet jeg fuldt ud
vurderer hans møjsommelige samlervirksomhed og specielle
påvisninger, og i mine forskjellige fremlæggelser om
bygningsarkæologiske spørgsmål altid har henvist dertil,
hvor leilighed forefandtes, og det agter jeg fremdeles at
gjøre, om jeg hertil måtte få yderligere anledning. Hver
sit! det er vist det retfærdigste.
blev bygget på Håkonshallen til ud i 2det halvår 1886, der
har man dog vidst at finde fodfæste for ikke mindre end fire
og firti netop sådanne ivallpieces som de, hvorom her er tale,
trods det formodede afsavn af konsolstene i hallens indre,
hvorfor skulde man da ikke medio trettende århundrede have
kunnet finde fodfæste eventuelt for tolv!
Og når denne plan igjen blev fraveget, og man efter en
stands i arbeidet fortsatte efter den nyeste plan, der findes
fremstillet på pi. X, da var det ikke af en årsag, der står
i nogensomhelst forbindelse med konsoler eller ivallpieces, men
fordi man under arbeidet ved hallen stødte på indtil da
ukjendte forhold, som man troede at burde tage hensyn til
på den måde, at man besluttede sig til at rive ned og
virkelig nedrev endel af langmurenes høide, for at gjøre hele
hallen lavere; en forføining der, trods de herom fremlagte
oplysninger (s. «Teknisk Tidsskrift)) for iår s. 66), både i
og for sig og i forhold til den heraf trukne konsekvens, der
fremgår af den ændrede plan, hvorefter nu bygges (pi. X),
dog forekommer mig ikke lidet problematisk. Men det
spørgsmål foreligger ikke her.
På dette tidspunkt var det først man opgav sine
wall-pieces, fordi man ikke fik plads til dem i den
konstruktion af spærrebindene, som man nu troede at burde
vælge, men sandelig ikke fordi man var i forlegenhed for
fodfæste til dem, derom foreligger tilstrækkeligt vidnesbyrd,
såvel i den her omtalte plan, hvorefter der blev arbeidet til
ud i andet halvår 1886, som i den ældste rekonstruktionsplan
af samme forfatter (s. «Norske bygninger fra fortiden»).
Ved en ca. 6 fod tyk mur er man da også i sandhed og
virkelig ikke henvist til konsoler alene for at kunne finde
oplag for spærre bind eller deres enkelte pieces.
Dette d’herrers argument med det formodede afsavn
af konsoler til fodfæste for the wallpieces viser sig altså, i den
forbindelse i hvilken de her har anvendt det kun at være
fyrværkeri.
Min henvisning til det utilstedelige i at overføre
konstruktive motiver der har sin oprindelse fra og alene hører
hjemme ved plankekirkerne (knæforbindelser ved
spærrefødderne) til en svær stenbygning møder ikke d’hrr, med et ord.
Det er gjort af hensyn til «større styrke» og for at opnå «et
l fyldigere karakterpræg» bemærker de kun.
| Tør jeg spørge, hvorledes har da Værneskirkens røst, der
| ikke viser spor af nogen sådan forføining kunnet trodse ca.
j otte århundreder, hvis slige bueknæer ved spærrefødderne
skulde være påkrævet af hensyn til styrken, hvor man har
en inurkrone at røste på istedetfor en 5-6 tommer tyk
«staflægie» ?
Det projekterede røst i dets helhed er en fri fantasi uden
nogensomhelst holdbar tilknytning i bygningshistorien, der
åbenbart har foresvævet d’hrr, i en nok så uklar tilstand,
såvel ved forfattelsen og godkjendelsen af denne
rekonstruk-tionsplau, som ved forfattelsen af deres her omhandlede
erklæring.
Det er «en misforståelse« siger d’hrr., at der mellem
røstets åser, som af mig fremholdt, tænkes indskåret
stubbe-loft, og at røstets konstruktive dele herved partielt vil blive
indklædte.
Så er altså tegningen feilagtig! thi på den er
der angivet indskåret stubbeloft og underklædning under
tagåserne, til og med antydede blændingsplanker, der skal
markere aserne, på undersiden af himlingen (s. «Teknisk
Tidsskrift» pi. X).
Og når man ikke vil indskjære stubbeloft og
underklæde aserne, og man ikke vil forfare på den
middelalderlige maner med dobbelt tagdække af planker, som jeg har
tilladt mig at henvise til, hvad er det så for en forføining
man vil træffe «af praktiske hensyn, dels for at opnå større
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
