Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 5O.
TEKNISK UGEBLAD.
199
Porstmester Scheen kunde ikke være enig med
veidirektøren i, at den i udkastets § 4 omtalte
forstuddan-nede mand skulde autoriseres af skovdirektøren; loven var
med hensigt gjort så enkel som mulig, så enhver
skovskoleelev, hvoraf mange var i privat virksomhed, med lethed
kunde håndhæve den, og disse folk skulde også stå under
kontrol af distriktets forstmand; drev alligevel en sådan
skoveier med ulovlig hugst, vilde dette dog snart blive
bekjendt under vore gjennemsigtige bygdeforholde.
Skovdiinensienerne var meget forskjellige her i landet,
og i Nordland voxer skoven naturligvis meget langsommere
end på Vestlandet; grænsen for når træet skulde hugges,
kunde imidlertid ikke sættes efter dets alder; men efter når
det blev frøbart, således at man stadig var sikker på at få
skov igjen, og ikke som nu, hvor en mand aldeles kan
snau-hugge sin skov, og mene at frø kommer der nok altid, i
hvert fald fra naboens skov, og så en vakker dag huggede
også denne ned sin skov, og så ligger det skovbare terræn
der, uden nogensinde at blive besået. Uvexterlig skov var
der ingen sag at få lov til at nedhugge blot ved at henvende
sig til forstmanden; vistnok kostede dette nogle kroner; men
en mand, som interesserede sig for sin eiendom, vilde ikke
se på det lille beløb, som det her kunde blive tale om.
Taleren vilde nok anse det for det ubetinget heldigste, om dette
gebyr blev udredet af statskassen, men var bange for, at
Storthinget ikke vilde gå med på det.
Bruun gjorde opmærksom på at trærnes voxealder ikke
alene varierede med den mere eller mindre nordlige
beliggenhed, men også med jordbundens beskaffenhed. Hvis
skoveiere benyttede egne forstmænd og således var fri for
skovskjønnets kontrol, havde de dog al grund til at
overholde loven; huggede de ulovlig, løb de nemlig en stor resiko
ved at deres last kunde konfiskeres.
Ingeniør Stenberg troede at hele denne sag var
noget utopisk; han betvivlede ihvertfald, at det lod sig gjøre
under vor,} forhold at skride således ind i den private
eiendom sret som her foreslået. Skulde der imidlertid gjøres noget,
måtte der gåes betydelig længere, end der her havde været
tale om; det var jo ikke alene tømmer til sliberierne, man
havde brug for, men også bygningstømmer; dette blev nu
stadig vanskeligere at få fat i, hvorfor man f. ex. i
brobygningen mere og mere måtte gå over til at bruge jern, et
forhold som taleren fandt at være meget sørgeligt. Efter
talerens mening skulde det eneste rette middel til at få
bevaret skovene være det, at man forsøgte at skaffe sig
betydelig mere statsskov end der nu haves.
Apotheker Schøien; hvis loven skulde være
berettiget måtte den grunde sig på almengyldige hensyn, som
klimatiske forholde o. 1., og på de præmisser kunde han give
den sin tilslutning; at beskytte træet længere end indtil det
var frøbart, måtte han på det bestemteste protestere mod,
enten man nu gjorde det for at skaffe bygnings tø m mer eller
sliberitømmer eller af hvilkensomhelst anden speciel grund.
Loven gjorde et så voldsomt indgreb i den private
eiendoms-ret, at den som sagt kun kunde være berettiget når der
gjorde sig rent almengyldige hensyn gjældende.
Kaptein Peters; hvad der især tiltalte ham ved loven
var § 8, efter hvilken det blev en frivillig sag for
amtskommunerne, om de vilde indføre den eller ikke; disse fik
derved anledning til at diskutere den, og selv om den ikke
blev vedtaget, tjente den dog til at give dem et alvorligt
varsko om at behandle sine skove med varsomhed.
Statsråd Ar et an de r vilde ligeoverfor Schøien sige,
at når samfundsinteresserne fordrede noget måtte de private
interesser vige, det var et princip, hvorpå mange af vore love
var byggede, således loven om forhold ved naboeiendomme,
vasdragsloven m. fl. Taleren fandt det heldigt, om man
kunde gjøre loven så bøielig, at der gaves anledning til at
lempe reglerne efter de lokale forholde i de forskjellige
herreder; han var fuldstændig enig i, at man så meget som
muligt måtte lade den hvile på kommunale foranstaltninger.
Det var vistnok ikke let at skaffe skovskjønnet betaling,
men noget burde de dog have for sit arbeide, og han tænkte
sig da, at dette lettest kunde foregå i form af en
skydsgodt-gjørelse, i lighed med hvad flere andre kommunale
funktionærer have.
Taleren gjennemgik derpå de enkelte §§.
Slutnings-bemærkningen i § l fandt han overflødig, i § 2 burde det
komme ind i lovtexten at uvexterlig skov kan hugges uden
hensyn til dimensionerne; angående § 3 antog han, at det
ikke vilde have nogen vanskelighed at få staten til at betale
forstmandens gebyr, og mindede i den anledning om, at
Storthinget i et lignende tilfælde, nemlig ved bevilgning til en
omreisende forstmand havde stillet sig meget velvillig
ligeoverfor skovvæsenet. § 4 derimod fandt han særdeles
uheldig; efter denne skulde skoveieren kontrolleres af sin egen
tjener, et forhold som i og for sig var aldeles unaturligt, og
som let vilde medføre, at de store skoveiere kunde sætte sig
udover lovens bestemmelser. Taleren var enig i, at loven
burde gjøres så enkel som mulig, og at detaljerne ordnede*
ved reglementariske bestemmelser, men troede dog ikke, at
det gik an ved en så summarisk bestemmelse som i § 6 at
tillægge skovskjøunet et slags dømmende myndighed med
ret til at belægge tømmeret med arrest og til at afhænde
samme, uden at dets myndighed var nærmere specificeret i
selve loven.
Dr. S to l z. Det lod til, at alle nu var enige om lovens
berettigelse; men alligevel var der endnu liden sandsynlighed
for, ut den snart kom til at gå gjennem; det man derfor først
havde at gjøre ^var derfor at søge at få oparbeidet en
almindelig opiniou for den på grundlag af rent almennyttige
hensyn uden at gå nærmere ind på dens detaljer.
Schøien fandt også at diskussion af detaljerne var
uheldig, protesterede mod, at nogen anden af vore love gjorde
et så betydeligt indgreb i den private eiendom sret som her
foreslået. Gjaldt det imidlertid det almene bedste, fik man
nok finde sig deri; men da var det ikke korrekt, at
Amtskommunerne skulde bestemme dens virkefeldt, disse burde
kun have anledning til at træffe bestemmelser om
dimensioner og andet som kunde afhænge af de lokale forholde.
J o h a n n e s e n. Af Stenberg var det udtalt, at man
burde sætte minimumsdimensionerne høiere; dette måtte han
protestere mod af hensyn til trælastindustrteu; for at oplyse,
hvor vigtig denne var for landet, nævnte taleren, at i 1885
blev der i Drammensvasdraget fremført 45 000 tylvter
tømmer, blev dette opsaget og høvlet vilde det indbringe ca. 2,5
mill. kroner i sleben tilstand derimod vilde det samme
kvantum kunne udbringes til ca. 1,5 mill. kroner mere. Nu var
sliberibedriften underkastet en voldsom konkurrance fra
udlandet, og det som havde gjort, at vi kunde holde os, var det,,
at vi havde et så fortrinligt råmateriale. Vor 5", 6" og l"
gran var udmærket for sliberibedriften, men såsnart
dimensionerne blev større tabte den sig. Taleren vilde derfor
meget beklage om minimumsdimensionen skulde sættes høiere
end 4".
Bruun delte ikke Arctanders frygt for § 4, da
skoveieren ifølge § l resikerede at få al sin ulovlig huggede last
konfiskeret.
Scheen. Ved skovvæsenet havdes vistnok tidligere ingen
lov, der gjorde indgreb i eiendornsretten, men troede at
sådanne fandtes ved andre felter af lovgivningen, og i det
foreliggende tilfælde vidste han ingen anden vei at gå.
Han troede, at det vilde være heldigst, at
amtformandskaberne afgjorde om loven skulde træde i kraft; derved
opnåede man, at den lige fra begyndelsen af blev modtaget
med Velvillie, istedetfor at den ellers vilde få opinionen imod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
