Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 2.
TEKNISK UGEBLAD.
Indhold: «Staburstil». - Vandføringen i Mesna, Moelven
ogBru-mundelven. - Oversigt over skibsbyggeriet i Skotland for året 1889. -
Tekniske nyheder: Gas og elektricitet i Stockholm. - Stålpladerne
til «Texas». - Suezkanalens indtægter. - Exprestog rnellem Chicago og
San Francisko. - Jernbanenettets udstrækning i Mexico. -Den franske
minister for de offentlige arbeider. - Efter Johnstownulykken. -
Bog-og bladnyt. - Norsk Patentblad no. 73 med planche CCXIX-
CCXXIV. -
«Staburstil».
(Af arkitekt Karl Norum).
nærværende blads no. 47 har hr. arkitekt E.
Sissenére leveret en liden reiseberetning fra
Pariserudstillingen, der indeholder udtalelser,
som ikke bør stå uimodsagt. Jeg havde tidligere
tænkt at tage til gjenmæle i anledning af denne
beretning, men fraværelse på reiser har hidtil hindret
mig derfra. Jeg føier mig nemlig særlig opfordret
dertil, da jeg som firmaet Jacob Digres arkitekt
er en medvirkende årsag - sammen med hr. v.
Hanno på grosserer Egebergs vegne - til at den
såkaldte «staburstil» er bragt frem på sidste
Pariserudstilling.
Enhver fagmand iallefald ved, at når der tales
om «staburstil» eller eller «norsk» stil overhovedet,
så er dette betegnelser, som ingen hjemmel har i
kunsthistorien eller i dennes definition af begrebet
stil, som et helt gjennemført, ejendommeligt udtryk
for en periodes både religiøse og profane liv.
Analyseres vor norske stil på denne måde,
så falder helheden strax fra hinanden, og vi står
tilbage med en del romanske, gothiske eller
renæssance reminicenser, hvis behandling endog som oftest
tyder på et primitivt og lidet udviklet åndeligt
standpunkt hos bygmesteren., Men noget andet er
der dog også igjen, og er dette end ikke nok til,
at der med ret kan tales om en norsk stil, så tør
vi visselig kalde det en «norsk bygningsmåde». En
bygningsmåde, der har sine karakteristiske
eiendom-meligheder, fremgåede dels af særegne klimatiske
forholde og dels af hensyn til det materiale, man
af flere grunde var omtrent udelukkende henvist
til benyttelsen af, nemlig træet.
Det er denne karakteristiske norske
bygnings-måde, således som den er os overleveret i nogle
endnu existerende kirker og profanbygninger fra
middelalderen, - man kan for den sags skyld gjerne
kalde den «staburstil», endskjønt betegnelsen er
altfor snever for en videre udvikling, - som jeg
har tænkt, at der måtte kunne gjøres noget ud af,
nærmest i retning af en speciel norsk villatype til
export, udført i en let og billig konstruktion.
Det var et første forsøg i denne retning, som
blev gjort af Jacob Digre ved den nordiske
udstilling i Kjøbenhavn 1888, og at dette forsøg ikke
har manglet hverken bifald eller opmuntring, derom
vil firmaet kunne fremlægge udtalelser i mængdevis
«Mange arkitekter hjemme tror, at det uden videre går an at
påtvinge udlændingen vor staburstil–––––––––––––––».
E. Sissenére: Fra Pariserudstillingen.
fra udlandet. Når forsøget i Paris ikke blev
gjentaget på en mere fyldestgjørende og effektiv måde
end tilfældet var, så er grunden udelukkende den,
at firmaet ikke blev tilstået plads til opførelse af
hus i terrænet, og måtte derfor indskrænke sig til
udstilling af en enkelt bygningsdel og en villatype
i model*).
Dersom en sådan negtelse ikke var faldt, vilde
«staburstilen» ganske vist med fuld fortrøstning have
optaget konkurrancen med det «norske hus», som
nu befriet fra al konkurrance, blinker med to
guldmedaljer ved Eiffeltårnets fod.
Der er gjort flere forsøg på en kunstnerisk
behandling af vor gammel-norske bygningsmåde -
om ikke netop i den specielle branche, jeg ovenfor
har antydet, - og som det forekommer mig, med
held. Det norske hus ved Pariserudstillingen i
1878 og især flere af vore nyere jernbanestationer
er karakteristiske prøver herpå.
Efter hvad jeg her har anført og efter hvad
jeg personlig har beviser for, tør jeg påstå, at når
hr. Sissenére fremsætter en udtalelse om, at det
nytter ikke at påtvinge udlændingen vor staburstil,
så er en sådan udtalelse grebet ud af luften, -
måske et udtryk af hr. S.s personlige opfatning,
men uden støtte i en virkelig opinion blandt
ud-lændige**).
Jeg føler mig overbevist om, at der ud af det
eiendommelig norske i vore gamle træbygninger,
ved kyndig og hensynsfuld bearbeidelse vil kunne
kunne lykkes at skabe en norsk hus t yp e, der
uden at tabe sit karakteristiske præg, på samme
tid tilfredsstiller tidens fordringer til komfort og
smag i enhver retning, og som vi på grund heraf
*) Om denne model, som nu ifølge anmodning er udstillet
i «Museum van Kunstnijverheid» i Harlem, kan
forøvrigt bemærkes, at den på grund af skjødesløshed fra
administrationens side ved den norske afdeling, ikke var
udpakket og opstillet endnu ved udgangen af juli, da
nedskriveren heraf besøgte udstillingen. Juryen havde
da forlængst afsluttet sin gjennemgåelse af afdelingen.
*) Det tyder således t. ex. ikke på aversion mod
stabur-stilen, hvad Figaros «Guide Bleu» anfører om Jac.
Digres fagade på udstillingen: «–––––-C’est un chalet
tres verni, tres décoré, tres sculpté, d’un aspect tout a
fait elegant,» - medens det «norske hus» ved
Eiifel-tårnet ikke omtales med et ord.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
