Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 13.
TEKNISK UGEBLAD.
59
den måtte støttes på alle måder og ikke søges ødelagt ved
indskrænkninger, som konkurerende lande ikke havde.
Lund følte sig tilfredsstillet ved sit oprindelige forslag,
men gik gjerne med på de 16 år.
Schioll fremholdt at bevægelsen i alle lande gik i retning
af at udvide aldersgrænserne.
Storthingsmand Koth ønskede ikke at indblande sig i
diskussionen, men vilde kun fremkomme med et par faktiske
oplysninger. Aldersgrænsen for børn var sat til 14 år, fordi
de så længe er skolepligtige; at den for unge folk i flere
lande er sat til 18 år kom vel deraf, at befolkningen i disse
udviklede sig senere end i de lande, hvor alderen var sat
lavere; ihvertfald var det sikkert, at udviklingen gik
langsommere hos de germanniske folk end hos andre folkeslag.
Det var ganske naturlig, at de unge mennesker selv vilde
blive utilfredse med loven, der greb ind i deres personlige
frihed; men vi havde mange exempler på lignende indgreb i
næringsfriheden ved brændevinslovgivniugen etc., hvor
hensynet til det almenes vei gjorde det nødvendigt, og det fik
da være et spørgsmål, om det ikke var til nytte for
samfundet, at disse unge mennesker fik anledning til at udvikle sig.
Bache- Wiig. Det var ikke så meget på grund af deres
arbeide, men mere fordi, at man ikke fik adgang til at
antage sådanne unge mennesker som læregutter, der
nødvendiggjorde en forandring af loven.
Bruun. Efter de oplysninger han havde fået, arbeidedes
der i papirfabrikene uafbrudt, således at folkene tog sine
måltider og sin hviletid under arbeidet, medens maskinerne var
igang, altså var det ikke mulig ved sådanne anlæg at
anvende folk, som kom ind under denne lov. For at rette
herpå stillede han forslag om at der i § 25 Hr. a. skulde
udslettes ordene «dog ikke udover de i § 17 bestemte
timeantal».
Apotheker Schøyen vilde stemme såvel for Størmers som
for Bruuns forslag, l et land som vort, hvor industrien er
i sin begyndelse, gjaldt det at hæmme den så lidet som
muligt, strænge forordninger var her ikke på sin plads. Loven
var brav som en ramme, indenfor hvilken man fik se at
udvikle forholdene, men fra begyndelsen af måtte
indskrænkningerne være så få og så lempelige som mulig.
Bache-Wiig. Ved papirfabrikerne havde folkene sin
fuldstændige frihed med hensyn til ordningen af måltiderne; i
almindelighed ordnede de sig således, at de byttede på. Ved
hans fabrik var beskjæftiget en 40 å 50 mand, som måtte
afskediges i tilfælde denne lov blev vedtaget.
Efter en kortere debat om voteringsmåden, hvori deltog
d’hrr. Stolz, Bruun, Schøyen, Størmer, Lund og Bache-Wiig
og hvorunder sidstnævnte gik over til Størmers forslag
stillede ingeniør Neergaard forslag om, at voteringen skulde
udstå til man var færdig med diskussionen af hele loven.
Dette forkastedes.
Derpå vedtoges Størmers forslag rned 15 stemmer mod
7, ligeledes Bruuns med 18 stemmer og endelig enstemmig Lund
og Stolz’s redigeret i overensstemmelse med Størmers forslag.
ad § 23. Der indskydes efter «maskiner under gangen«
(«egue arbeidsmaskiner undtagne*).
Lund. Under henvisning til umuligheden af at få
kontrolleret lovens oprindelige bestemmelser, anså han en videre
motivering for overflødig.
Forslaget vedtoges.
ad § 25. Tilslut tilføies «heller ikke, hvor det gjælder
redningsarbeider».
Stolz. Dette var tilføiet, da det med vore store
distancer måske kunde vise sig vanskeligt at få tilsynets tilladelse
i løbet af de lovbestemte to døgn, specielt da også
bjergværkerne, som ofte lå på meget afsides steder, var medtagne
i loven.
forslaget vedtoges.
ad § 26.
Størmer. Ved denne § havde Lund og Stolz ikke gjort
nogen bemærkning; den sidste pasus forekom ham imidlertid
uheldig, da en fabrikherre, som havde måttet reparere en
søndag og glemte strax at anmelde det for tilsynet, resikerede
at få sig en mulkt på indtil 1000 kroner. Han foreslog
derfor at stryge sidste del af sidste pasus, som altså derved
kom til at lyde således: IJopsætteligt reparationsarbeide kan
foregå uden tilladelse.
Lund fandt det tilstrækkelig blot at stryge ordet «strax».
Schøyen. Udtrykket mopsættelige reparationsarbejder*
var uheldigt; det kunde give anledning til tvist, om hvad
der skulde ansees som uopsætteligt.
Bruun var ikke enig heri; med uopsætteligt mentes sådant
arbeide, som ikke kunde foretages, medens fabriken var igang.
Størmer udtalte sig i overensstemmelse med Schøyen og
ændrede sit forslag derhen, at ordet uopsætteligt også
skulde udgå.
Schøyen vilde stemme for Størmers forslag, omendskjønt
det muligvis gik vel vidt.
Bache-Wiig. Da søndagsarbeide var dyrere end
almindeligt arbeide resikerede man ikke at fabrikanterne reparerede
mere end høist fornødent om søndagene; han stillede
følgende forslag:
Reparationsarbejder, som ikke kunne foregå under driften
kunne foretages uden særskilt tilladelse, men bliver at melde
tilsynet.
Stolz vilde optage Lunds tanke og foreslog at §’eu skulde
blive stående med undtagelse af at ordet «strax» skulde udgå.
Ved votering bifaldtes Størmers forslag mod 8 stemmer.
ad § 27. Intimationen forandres til:
For enkelte anlæg eller for hele klasser af bedrifter, som
medføre særskilt fare for sundhed, liv og lemmer eller ved
hvilke arbeidet er mere end almindeligt anstrængende, kan
Kongen, efter at have indhentet tilsynets og vedkommende
arbeidsgivers erklæring bestemme osv.
Stolz. Man havde været meget forsigtig med at foreslå
forandringer; men her var en sådan høist fornøden; efter
lovudkastet fik man ved denne § endnu en autoritet
indblandet i sagen, nemlig kommunebestyrelserne, hvilket måtte
ansees høist uheldigt.
Forslaget vedtoges.
ad § 28, Denne forandres således:
Det påligger arbeidsgiveren at våge over, og arbeiderne
selv at iagttage, sømmelighed og gode sæder på
arbeids-stederne.
Stolz denne § måtte sees i forbindelse rned § 38, som var
foreslået omredigeret således, at der var anledning til at
ilægge arbeiderne mulkt fra 2 til 100 kroner for overtrædelse
af denne §. Således som §’en oprindelig var redigeret kunde
fabrikherren straffes med bøder fra 5 til 1000 kroner, når
sømmelighed og gode sæder ikke iagttoges, medens man ikke
havde anledning til på nogen følelig måde at ramme den,
som egentlig havde forbrudt sig; i det høieste kunde
fabrikherren ilægge ham en mulkt svarende til en halv dags
arbeidsfortjeneste.
Broch kunde ikke være med på den foreslåede redaktion;
at straffe arbeiderne for sådanne overtrædelser fik man
overlade til den almindelige lovgivning.
Stolz. Hovedmassen af de her forekommende forgåeiser
kom ikke under det juridiske gebet. Da en sådan arbeider
kunde forlange 14 dages opsigelsesfrist, havde han i den
mellemliggende tid rig anledning til at chikanere
arbeids-herren, derigjennem at han skaffede ham flere mulkter på
halsen ved forsætlig at gjentage sin forgåelse. Tabet af en
halv dags fortjeneste kunde i sådanne tilfælde ikke spille
nogen rolle for vedkommende.
Bruun var enig i forslaget og ønskede også, at der i §
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
