Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70
TEKNISK UGEBLAD.
1Ode april 189O
bestemte at denne skulde udredes, ikke af den
private arbeidsherre, men af den hele, som korporation
organiserede bedriftsgruppe. Det er ikke stedet, i
denne summariske redegjørelse at gå nærmere ind
på, hvorledes disse forskjellige løsninger er blevne
forsøgte gjennemførte. Det er tilstrækkeligt at
nævne, at ved Pariserkongressen var den overveiende
stemning hverken for en bibeholdelse af det gamle
franske system eller for en overgang til det nye
tyske. Og det uagtet især dette sidste ingenlunde
savnede forsvarere, der fremholdt, hvorledes det i
forbindelse med den obligatoriske sygeforsikring og
den obligatoriske alderdomsforsikring dannede «et
kjæmpemæssigt værk, smedet med en social cyklops
hammer». Imod det indvendtes den svækkelse, som
det måtte befrygtes at ville medføre af det private
initiativ og den individuelle ansvarsfølelse, og som
i Tyskland allerede begyndte at vise sig i den siden
den nye lovs ikrafttræden indtrådte forøgelse af
ulykkestilfældenes (eller rettere sagt af de for
ulykkestilfælde tilkjendte erstatningers) antal -
fremdeles dets kostbarhed, idet en officiel
assuranceadministration aldrig kunde blive så billig som en
privat, samt endelig tvivlene om, hvorvidt det
virkelig vilde hidføre den sociale beroligelse, som dets
ophavsmænd havde ment at kunne stille i udsigt.
Hvad man i almindelighed syntes at foretrække, var
en forsikringspligt, indskrænket til de af den
såkaldte professionelle resiko flydende ulykkestilfælde
- de ulykkestilfælde med andre ord, som det
hverken stod i arbeidsherrer eller arbeiderens magt at
forebygge, men for hvilke resikoen uafvendeligt lå
i bedriftens egen natur. Men samtidig med at en
sådan forsikringspligt indskreves i loven, måtte
denne også på den nøiagtigste måde angive, hvad
der i juridisk mening skulde forståes ved professionel
resiko. Man var også for det meste enig om, at
en hertil indskrænket forsikringspligt ikke behøvede
at fremkalde oprettelsen af en statsassurancekasse,
men at valget af forsikringens form
hensigtsmæs-sigst overlodes til arbeidsherrerne selv, således at
staten alene forbeholdt sig en kontrol med, at de i
landet virkende private ulykkesforsikringsselskaber
frembød de nødvendige garantier for vederhæftighed.
Men medens meningerne således mødtes i disse
hovedpunkter, fremtrådte der under den fortsatte
diskussion en stedse klarere erkjendelse af, at der
i hele denne sag ikke - ialfald ikke endnu - ’kunde
Nive tale om et universelt system, men at hver af
de forskjellige ordninger, som Europa fremviser, var
knyttede nær til nationale, økonomiske og historiske
forhold, der gjorde dem berettigede på det hjemlige
område, men gjorde dem mindre skikkede til at
opstilles som gjenstand for almen efterligning. Især
lod der til at være en stærk følelse af, at så var
tilfældet med den tyske obligatoriske forsikring, og
selv dennes varmeste forsvarere gik i regelen ikke
længere end til at prise den som noget efter de
tyske forhold godt afpasset og med den tyske
nationalkarakter og de tyske idéstrømninger vel
overensstemmende, men uden at vove at anbefale den
som et almeneuropæisk forbillede.
I sit slutningsmøde havde kongressen udtalt sig
for dannelsen af en permanent international komité,
med det hverv at samle alle oplysninger af teknisk,
statistisk og legislativ art, der dreiede sig om de
på kongressen behandlede emner, at udarbeide
planen for en ensartet statistik over de industrielle
ulykkestilfælde, samt at forberede afholdelsen af og
planen for den næste kongres. På enkelte hold havde
man fra først af tænkt sig noget videregående. Det
var bleven antydet i en af Numa Droz, det bekjendte
medlem af det schweiziske forbundsråd, indsendt
rapport, og i tilslutning dertil havde også nedskri
veren af disse linier bragt sagen på bane overfor
kongressens bureau. Da hr. Droz imidlertid var
bleven forhindret fra selv at fremmøde og nærmere
at udvikle sine antydninger, og da bureauets franske
medlemmer i det hele viste sig lidet tilbøjelige til
at gå ud over den på forhånd afmærkede ramme for
kongressens kompetence, fandtes Øieblikket ikke
beleiligt til at inhærere forslaget om en udtalelse
- nærmest rettet til den til 1890 indkaldte
Berner-konferance - til fordel for istandbringelsen af et
permanent internationalt bureau til indsamling og
bearbeidelse af de arbeidslovgivningen i det hele
vedrørende oplysninger. Den internationale komité
med det ovennævnte begrænsede mandat blev kort
efter kongressen dannet med M. Linder som
præsident og begyndte i de første dage af 1890 sin
virksomhed ved udgivelsen af en bulletin og med
afholdelsen af møder, der hidtil udelukkende have
været viede til drøftelsen af det for Øieblikket i det
franske senat hvilende lovforslag. Således som dette
forslag nu er formuleret, falder det nær sammen
med de ved Pariserkongressen fremherskende
synsmåder, idet det afviser den almene obligatoriske
forsikring efter tysk mønster, overlader
erstatningens fastsættelse til domstolene i tilfælde af direkte
skyld hos arbeidsherren og, i tilfælde af ulykker
fremkaldte ved den professionelle resiko, nærmere
en begrænset erstatningspligt, der skal påhvile
arbeidsherren og for hvilken det overlades disse at
dække sig ved dannelsen af korporationsmæssigt
organiserede, gjensidige assuranceforeninger.
Paris, marts 1890.
F. Bætzmann.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
