Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
N o, 16.
TEKNISK UGEBLAD.
77
mellem de organer, hvoraf det samlede tilsyn bestod -
specielt om det stedlige tilsyns repræsentation og magtområde
- fremdeles stod åben. Spørgsmålet blev om den ordning
og magtfordeling, loven havde valgt, var den bedste; den
lagde unægtelig hovedvægten ved kontrollen på det stedlige
tilsyn og havde, da ansættelse af inspektører ikke er
påbudt i loven, også synbart måttet indrettet sig således, at
loven kunde virke uden hjælp af disse. Heri lå efter
talerens formening netop lovforslagets svage side. Den havde
måttet arrangere sig for begge tilfælde; men det var klart,
at når den ene del af tilsynet (det stedlige) var det for begge
tilfælde fastslåede, medens man kun havde turdet opstille
den anden del (inspektørerne) som en «immaginær» størrelse,
der for tilfælde kunde bortelimineres, så kunde hovedvægten
selvfølgelig ikke vel lægges på den størrelse, som ikke er
bestemt given - og deraf havde den hele § fået sit præg.
Fastslog man derimod - således som før vedtaget -
ansættelse af inspektører som en nødvendig betingelse
for lovens ikrafttræden, stillede sagen sig mere klar; man
kunde da regne med dem som givne størrelser, og på bassis
heraf for alvor diskutere magtfordeling og indbyrdes
arrangement mellem inspektører og stedligt tilsyn. Der havde blandt
dem, som havde havt lovforslaget under behandling, gjort sig
to hovedanskuelser gjældende nemlig:
1. Den som lagde hovedvægten på det stedlige tilsyn,
udrustet som en mindst 5 mand stærk korporation og kun
tildelte inspektørerne en kontrollerende myndighed med
lovens gjennemførelse, men uden stemme i tilsynets
forhandlinger. Hertil sluttede den kgl. prop. sig og
2. Den som lagde hovedvægten på inspektørernes befatning
med sagen og kun tildelte det stedlige tilsyn en
hjælpende og suplerende rolle, således som antydet i Knud-
seus forslag, og således som det var ordnet i de fleste
europæiske lande. For at kunne bedømme, hvilket af disse to
alternativer der burde gives fortrinnet, var det nødvendigt,
lidt nøiere at se på det arbeide, som loven krævede udført
af dens håndhævere og de kvalifikationer, som disse følgelig
måtte være i besiddelse af. §§ 4-14 omhandlede mekaniske
og teknisk-hygieniske foranstaltninger, der krævede et
forstudium og sådanne kundskaber og erfaringer, som neppe
kunde forudsættes at findes i tilstrækkeligt mon hos en
sundhedskommissions medlemmer, og heller ikke kunde man
vente, at disse som ulønnede funktionærer, skulde kunne afse
den tid og det studium på at sætte sig ind i disse nye krav
på tekuiken, der her fordredes. Heller ikke kunde det
forudsættes, at de vilde magte af eget kundskabsforråd at
inven-tere eller levere tegninger til arrangements, hvortil
brugs-eieren måtte kræve deres hjælp, og end mindre, som omhandlet
i § 3, at give erklæringer angående et helt anlægs
bygnings-tekniske og maskinelle arrangement. I alle disse spørgsmål
måtte inspektøren, der selvfølgelig forudsattes at være
sagkyndig, indtage en prædominerende plads navnlig i den første tid.
Det vilde neppe vise sig tilstrækkelig kun at givex ham en
kontrollerende myndighed ligeoverfor det stedlige tilsyn, han
vilde nødsages til at gribe ind på en mere direkte måde
ligeoverfor fabrikerne; thi ellers vilde de arbeidere, som skulde
beskyttes, neppe få den fulde nytte af ham. Videre var §§
17-24, der handlede om børns, unge mennesker og kvinders
arbeide, af en sådan beskaffenhed, at ingen
sundhedskommission trængtes for at kontrollere dem; børnene skulde jo før e n d
de tilstededes arbeide have attest fra vedkommende
embedslæge for, «at deres helbredstilstand ikke gjør dem uskikkede
til det arbeide, hvortil de bestemmes«; desuden skulde
skolebørn beskyttes mod ulovligt arbeide i skoletiden. Der
behøvedes ingen mandstærk sundhedskommission til at kontrollere
lister over børns og unge menneskers navn, alder, bopæl osv.,
heller ikke til at påse, at børn og kvinder ikke smøre
axelled-ninger og maskiner eller for at meddele - med eller uden
departementets approbation - lempningsbestemmeiser, eller
til at kontrollere søndags- og helligdagsarbeide. Det var
egentlig kun §§ 8 og 27, der handlede om særlig
sundhedsfarlige bedrifter, som skulde kræve lægekyndigt tilsyn, og når
man derfor foreslog at sundhedskommissionen overalt, hvor
der fandtes industrier, som gik ind under loven, skulde
op-nævne et medlem som stedligt tilsyn, måtte dette formentlig
tilfredsstille alle rimelige fordringer, og- turde væsentlig af
hensyn til landets store udstrækning og mindre udviklede
kommunikationer være mere betryggende end hr. Knudsens
forslag i arbeiderkommissionen. Sundhedskommissionerne vilde
gjennem denne ene repræsentant altid holdes å jour med
fabrikens tilstand i hygienisk henseende og havde desuden,,
når hensynet til de almindelige sundhedsforholde krævede
det, ret til at gribe ind med fuld myndighed.
Sundhedskommissionen vilde på denne måde optræde støttende
ligeoverfor inspektøren, hvilket også var i god overensstemmelse
med lovens ånd. Taleren troede imidlertid, at en Indskriden
af den samlede sundhedskommission vilde blive overmåde
sjelden, dels fordi den selv havde en repræsentant i tilsynet,
dels fordi inspektørerne måtte forudsættes at være givet
anledning til at sætte sig ind både i de tekniske og sanitære
kundskaber og erfaringer, som havdes i udlandet, og endelig
fordi bedrifter, der skulde gå ind under
skjærpelsesbestem-melserne i § 27, altså være særlig sundhedsskadelige, er
forholdsvis få. Af det foran omtalte vilde det formentlig fremgå,
af hvilken stand og fagdannelse man havde tænkt sig
fabrikinspektørerne; lovens egne fordringer og den til lovforslaget
benyttede motivering pegede også tydelig derpå; det måtte
være en tekniker, helst en erfaren maskin- og% fabriktekniker.
Stolz gav en historisk fremstilling af sagen, af
hvilken det fremgik, at med undtagelse af Grækenland
og-muligvis Portugal var Norge det eneste land, som ikke havde
nogen fabriklovgivning. Med undtagelse af Danmark og et
par andre lande, som først havde fået sin lovgivning i de
sidste år, og som derfor med en gang havde ansat inspektører,
var udviklingen gået fuldstændig på samme måde, som
departementet nu foreslog hos os; først havde man anvendt forskjellige
lokale tilsyn og så efterhånden, da man ikke fandt sig
tilfredsstillet ved denne ordning, gået over til anvendelsen af
inspektører, indtil disse nu næsten overalt havde hele tilsynet
i sin hånd. En autoritet havde endog udtalt, at en lov uden
inspektører var et dødt bogstav, men med inspektører havde
den endog tildels overtruffet de forventninger, man havde
stillet til den. Trods man således havde næsten hele Europas
erfaring for nødvendigheden af inspektører, og trods at
Justitsdepartementet havde udtalt sig for sådanne, blev det dog
foreslået at sløife dem eller i hvert fald at give dem en
underordnet rolle; vi skulde altså begynde på et stadium,
som alle andre stater - med undtagelse af Spanien - havde
forladt som uholdbart. Vi måtte enten komme til samme
erfaringer som i de andre stater, om denne ordnings
uholdbarhed, eller der måtte påvises, at der her i landet gjorde
sig andre forholde gjældende end andre steder, noget som
vistnok vilde være vanskeligt, da det var en aldeles
international sag. Hertil kom, at der - efter hvad departementet
oplyste - ikke vilde opnåes nogen besparelse ved den
foreslåede ordning; thi vistnok fik sundhedskommissionerne ingen
direkte befatning, men deres arbeide foranledigede dog ligeså
store udgifter som Inspektørerne vilde medføre. I de andre
lande var også sundhedsinspektionen henlagt under
inspektørerne med undtagelse af Danmark, hvor de mindre fabriker
undersøgtes af sundhedskommissionerne samt i England. Ved
forslaget til forandring var man dog ikke gået så vidt af
hensyn til vore forøvrigt meget demokratiske indretninger.
Bruun kunde ikke være absolut enig i det foreliggende
forslag; efter dette havde det lokale tilsyn så liden indflydele,
at man ikke vilde kunde få en ulønnet mand til med lyst og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
