Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 3. 19 januar 1893 - Nogle meddelelser om gasindustriens historie, af A. Kent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TEKNISK UGEBLAD.
19 januar 1898
Nogle meddelelser om gasindustriens historie.
(Ved ingeniør A. Kent.)
Et foredrag afholdt i den norske
ingeniør-og arkitektforening den 9 december 1892 i
anledning af gasindustriens hundredeårs fest.
I de ældste tider*) fik man sit lys fra
ildstederne, og det varede sandsynligvis længe, inden
man lærte at forbrænde tran eller olie i lamper.
Længe efter at lamperne var komne i brug,
begyndte man at bruge lys. I begyndelsen af
det 13de århundrede var talglys en storartet
luxus og Voxlys ubekjendt. Først ved enden af
middelalderen begyndte man at bruge Voxlys i
større skala, især på grund af den katholske
kirkes kultur. Endnu senere lærte man at gjøre
lys af stearin, hvilket stof blev opdage, af
Chev-reul i 1820.
En opdagelse, der her bør omtales, er den
Argandske brænder, der, som enhver ved,
udmærker sig ved, at vægen er rørformet, og på
grund heraf kan man føre en luftstrøm indeni
flammen. Ved større blus kan man herved undgå
den røg, som ellers vilde fremkomme. Denne
opfindelse gjordes af Ain é Argand i Paris ved
revolutionens begyndelse i 1789 og står i
forbindelse med den revolution, der omtrent samtidig
forandrede anskuelserne om forbrændingen og
gasarterne.
Lysgasen har imidlertid også sin historie.
I de ældste tider havde rnan ikke nogen klar
forståelse af luftens eller gasarternes væsen.
Naturen selv producerede fra underjordiske
petro-leumskilcler og stenkulslag gasarter, der gjennem
åbninger i jordskorpen trængte op til jordens
Overflade, hvor de ved antændelse brændte med en
sterkt lysende flamme. Dette fænomen var
gjenstand for tilbedelse ved den hellige ild i Baku.
Man kjendte jo ikke sammenhængen og troede
på vor herres særlige nærværelse på et sådant
sted. Sådan naturgas fandtes imidlertid også i
England og i 1659 omtalte Ph. Shirley en. kilde
af brændbar gas ved Wigau i Lancashire. Senere
tog imidlertid videnskaben disse foreteelser
nærmere under overveielse, og allerede omkring 1680
beskjæftigede en læge og professor Becker fra
Miinchen sig hermed, og ligeledes en
engelskmand St. Hales, i et skrift, «Elastic inflammable
air of coal.» (Elastisk antændelig luft af kul).
Det var imidlertid en engelsk præst, Dr. Clayton,
(Dean of Kildare), der i 1739 fremførte afgjø-
*) Indledningen væsentlig efter Schilling". Handbuch fur
Gasbeleuchtium’.
rende og udførlige iagttagelser herom i de
engelske «Philosophical transactions.» Han undersøgte
enhver brændbar kilde i Lancashire og påviste
sammenhængen mellem stenkullenes forekomst
og udviklingen af gas i dybet, og dette
foranledigede ham til at undersøge, om man ikke
ad kunstig vei kunde fremstille brændbar gas af
stenkul. Dette lykkedes ham ved tør destillation
af stenkul i en retort, og af beskrivelsen af
experimentet fremgår det, hvor rigtigt han forstod
at iagttage: Han udtaler herom følgende:
«Først kom der kun en vædske, derefter en
sort olie, som jeg ikke på nogen måde kunde
kondensere. Engang så jeg, at den luft, som
strømmede ud, fattede ile ved antændelse af et
lys og fortsatte at brænde med voldsombed,
eftersom den strømmede ud.»
Denne præst har altså tidlig forstået at
tørdestillere stenkul, men uden at trække nogen
praktisk nytte deraf.
I 1786 lod Lord Dondunald på sit gods
Culross-abbey sine cokesovne forbinde med et
kjølerør, hvori de flydende produkter skilte sig
fra gasen. Denne fandt arbeiderne imidlertid
snart kunde brænde, idet de skruede ind rør på
hovedledningen, antændte gasen og fik herved
lys. Lorden fandt sådant behag heri, at han
samlede gasen i indelukkede kar og lod den brænde
på sit herresæde som et slags fyrværkeri.
Tiden var imidlertid nu moden til at få nogen
praktisk nytte af gasen.
Denne tanke opstod temlig samtidig hos to
mænd i slutten af forrige århundrede. Disse
mænd, der arbeidede uafhængig af hinanden, var
de skarpsindige og fremragende ingeniører,
skot-lænderen William Murdoch og franskmanden
Philipp Le Son. Skotlænderen var en overmåde
dygtig ingeniør, der med englændernes praktiske
greb forstod at sætte ideerne fra videnskabens
og spekulationens verden over i virkelighedens.
Han var beskjæftiget ved en mine i Cornwall,
og her havde han befattet sig med det
Clayton-ske experiment, at samle stenkulgas på
svineblærer og lade gasen brænde, idet den strømmede
ud af et rør, der var fæstet til blæren. På et
af ham selv konstrueret landeveislokomotiv måtte
også svineblærerne med gas holde for. Den
vigtigste frugt af hans undersøgelser var imidlertid,
at det i 1792 lykkedes ham at belyse sit
beboelseshus og sine byråer ved hjælp af gas, der
var produceret ved regelmæssig drift.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
