Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 15. 13 april 1893 - Om ventilation, af Olaf G. Amundsen (forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 15
TEKNISK UGEBLAD.
115
gang i timen, hvad der var rnere end tilstrækkeligt, Der
var mange, som mente, at det var skadeligt at ventilere,
fordi man fik tør luft; rnen taleren, hans familie og leieboere
havde nu levet 19 år i den tørre luft og havde ikke seet
andet end gode følger deraf. Som anført af foredragsholderen
var der også tvist mellem fagmændene, hvilken
fugtigheds-grad luften skulde have, og som regel anså taleren det
overflødigt at tilføre luften fugtighed. Uddunstningerne fra de
personer, som opholdt sig i værelset, og deres åndedræt
tilførte luften ikke så lidet fugtighed. Hvad kulsyregehalten
angik, da vilde forholdet forsåvidt væsentlig forbedres ved
anvendelse af elektrisk lys; men ved de nyere konstruktioner
af gaslamper var der ligeledes gjort enorme fremskridt i
retning af at undgå kulsyreudvikling. En almindelig
lysgas-snitbrænder udviklede som i foredraget oplyst 92,8 liter
kulsyre i timen. Nu benyttede de auerske glødelys-lamper
i forhold til lysstyrken ikke mere end en ottendedel af den
gasmængde, som forbruges af en snitbrænder, og
kulsyre-mængden var da mindst aftaget proportionalt med
gasforbruget, efter al sandsynlighed mere. Den ringe
varmeudstråling fra de auerske gasglødelamper tyder på, at
sandsynligvis en stor del af gasflammens røde varmestråler
gjennem glødehættens høie temperatur overføres til lysstråler.
Der var en ting, som foredragsholderen ikke havde pointeret,
det var den enorme fordel, man havde af ventilation ved at
få varme gulve. Ved at anbringe aftrækskanalerne langt
nede helst lige ved gulvet opnåede man nemlig at holde
temperaturen ved gulvet i et ventileret værelse 3 å 4° høiere,
end hvor der ikke var ventilation. Det af flere arkitekter
tidligere benyttede princip at sætte aftrækskanalerne høit
oppe på væggen lige ud i luften var nu heldigvis forladt.
Foredragsholderen havde nævnt, at luftkanalerne
hensigts-mæssigst kunde gjøres af zink. Dette troede taleren ikke
var heldigt, da zinken var en altfor god varmeleder og var
tilbøielig til at afsætte fugtighed i mellemgulvet. Taleren
havde bygget sådanne kanaler af pløiede bord 5 tommer
høie og 10 å 12 tommer brede, og ved anvendelse af sådanne
kanaler var det umuligt på gulvet at kjende, hvor kanalerne
var anbragte. Taleren vidste ikke, om det var
foredragsholderens mening, at tilførsel af varme uden skade kunde
undværes i aftrækskanalerne; efter talerens mening kunde
sådan ikke undværes. Han havde forsøgt istedetfor
støbejerns skillevægge at anvende en halvstens mur; men sugningen
blev i sådanne piber ganske utilfredsstillende. Hvor man
ikke havde ventilationsovne. kunde man opnå et godt resultat
ved at anbringe 3 indsugningskanaler i brandmuren med en
halv stens mellemrum i forbindelse med luftkanalen. Brand
muren bliver helt gjennem opvarmet, og man opnår på denne
måde en god lufttilførsel. At rense den tilførte kolde luft
viste sig umuligt, uden hvor der var adgang til maskinelle
foranstaltninger. Når vinden stod på med nogen kraft vilde
den hvirvle op støv, selv om man indrettede luftkammer. De
store indtagskanaler for kold luft, som foredragsholderen
foreslog anbragte i nærheden af røgpiberne vilde afkjøle piberne
i den grad, at skulde man opnå tilfredsstillende træk, måtte
der spenderes temmelig meget varme fra ovnen for at afgive
tilstrækkelig varme til piberne. Hvor man derimod havde
anledning til at anvende maskinkraft, var man jo herre over
situationen, og da havde man jo adgang til efter ønske både
at filtrere og vaske luften. I al den tid taleren havde an
vendt ventilation, havde han fundet sig langt bedre tjen
dermed end ved den usunde metode at Infte gjennem vindu
erne, hvorved temperaturen ved gulvet efter hver luftning
altid i koldt veir gik ned til 6-8°, og det varede længe, fø:
den kom op igjen. Ventilation af kjøkkenet Imvde talerei
hos sig arrangeret ved at anbringe en aftrækskanal midt
mellem 2 røgpiber, adskilt fra disse ved støbejernsplader,
hvorved der var opnået en stærk sugning. Med hensyn til
ventilation af priveter da havde foredragsholderen ikke nævnt,
hvorledes han vilde få sugning istand. Taleren var enig i
det angivne princip, det var det ene rigtige; men det stødte
i mange tilfælder på praktiske vanskeligheder. Disse rum
lagde man jo så langt som muligt fra beboelsesleiligheden, og
det var da vanskeligt at få ført nogen aftrækskanal ind til
en varm pibe. Efter talerens mening skulde man søge at
løse dette spørgsmål ved at benytte et middel, som
forebyggede stank i priveterne, og et sådant havde man i torvstrø.
Formanden, var ganske enig i, hvad hr. Bruun havde
anført om nytten og nødvendigheden af ventilation; men hr.
Bruun havde efter talerens mening udtalt sig vel stærkt
ligeoverfor vore arkitekter, når han sagde, at de ikke
interesserede sig for sagen og ikke vidste at vurdere dens betydning.
Taleren var ikke så nøie inde i disse forhold; men han havde
ikke fået det indtryk. Der kunde være mange vanskeligheder
ved at få gjennemført ventilation. Det kostede penge, og
bygherrerne var ikke altid villige til at betale, hvad det
kostede. Taleren vilde nævne dette, idet han samtidig vilde
udtale det ønske, at man vilde indskrænke sig til en objektiv
behandling a± selve sagen.
Ingeniør Amundsen: Som bemærket i hans foredrag
var der mange ting, det kunde være interessant at tage med;
men tiden var begrændset og temaet vidtløftigt; han havde
derfor måttet søge at begrændse sig. Taleren havde ikke
anbefalet zink som det bedste materiale til kanaler; han havde
kun nævnt, at de kunde gjøres af zink; men forudsætningen
var da, at de blev isolerede for at forebygge, at de
udstrålede kulde eller afsatte fugtighed i stubbeloftsfylden. Hvad
angik aftrækket ved ventilation ved temperatur differens var
det selvfølgelig det bedste, hvis man kunde tilføre
aftræks-luften en temperaturforhøielse; men dette havde i mange
tilfælder sine vanskeligheder, og man kunde i almindelige
beboelsesværelser opnå et respektabelt resultat også uden
dette, når blot aftrækskanalerne havde tilstrækkelig omfang
og høide. Anvendelse af støbte skillerumsvægge var som
sagt forbudt, og det hjalp da lidet at angive et system, som
ikke af Bygningskommissionen anerkjendtes. Taleren kunde
ikke indse, at det af ham nævnte system med en fælles
kold-luftskanal behøvede at medføre synderlige ulemper i retning
af pibernes afkjøling, idet det ikke var tanken, at røgpiberne
skulde ligge umiddelbart ved siden af koldluftskanalerne,
men disse skulde anbringes i den tilstødende væg, således at
deres virkning på trækpiberne kun kunde blive ringe, og man
måtte desuden huske på, at vilde man have ventilation, så
fik man finde sig i at ofre lidt mere kul; det var en udgift, som
ventilation medførte. For at skaffe tilstrækkelig aftræk i
priveter var det ganske vist nødvendigt at give
aftræks-luften nogen temperaturforhøielse. Dette kunde letvindt
opnåes ved anbringelse af et par gasblus i selve aftrækskanalen,
eller hvis dertil ikke var rum, kunde man anbringe
gasblussene i en i kanalen udmundende kasse. Der blev hyppig
anvendt varmelegemer til denne aftræksluftens opvarmning,
stående i forbindelse med et centralopvarmningssystem. Men
selv om man havde centralopvarmning, var det jo en lang
tid af året, hvor denne ikke var i drift, og man kunde ikke
fyre op centralapparatet for privetaftrækkets skyld; af denne
grund frembød gasblussene sig her som et meget
hensigtsmæssigere arrangement, ialfald som reserve. Gasblussene
medførte også nogen udgift; men ventilation skaffede som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
