Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 19. 11 mai 1893 - Sneforholdene på Bergensbanen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148
TEKNISK UGEBLAD.
11 mai 1893
banen var mere end gode nok, og taleren forstod ikke,
hvorfor man på Bergensbanen skulde behøve at opføre bedre
overbygninger. Overbygningerne på Merakerbanen kostede
20-25 kr. pr. løbende meter. De var ikke synderlig tætte,
men det behøvedes heller ikke. Om der føg lidt sne ind
gjennem de jalousivis lagte bord, så der dannede sig et lidet
snelag langs den ene skinne, var ikke det til nogen gene
for togene, og var der snefog en dags tid eller to, så blev
der alligevel ikke mere sne, end at en overbygning på op
til et par hundrede meters længde kunde renses på nogle
timer. Fra Storlien og indover stod disse overbygninger som
oftest i lave jordskjæringer. I de første år havde man holdt
linien klar ved hjælp af sneplouge, men man havde havt så
meget arbeide med at tage væk snekanterne, og man havde
derfor anbragt overbygninger for at være kvit dette arbeide
med en gang. Forsåvidt der på et enkelt sted på
Bergensbanen skulde være en fremadskridende bevegelse i fonnen,
så gik det an at tage lidt væk af den og på den måde holde
den stangen. Det var ikke - allermindst uden speciel
lokalkundskab - godt at udtale noget bestemt med hensyn til
driften over fjeldene på Bergensbanen, men elter erfaringerne
fra Arvedalsbanen i det Nordentjeldske skulde man antage,
at driften kunde holdes gående også på Bergensbanen.
Arvedalsbanen går på den øverste halve mil i høifjeldet, stærkt
udsat for sne under meget vanskelige terrænforholde. Banen
tilhører Rørås værk, men drives af staten; Eørås værk har
imidlertid efter kontrakt at udføre snearbeidet. Banen var
ved anlæggelsen ikke beregnet på at drives om vinteren;
men værket har fundet, at den også måtte drives om vinteren
for at skaffe ned 3 500 tønder Malm, ligesom også udlaudet
vilde have en jævn forsendelse året rundt. Der blev da sat
op skjærmer på de værste steder, og driften begyndte, men
det viste sig, at sneforholdene blev så slemme, at driften
meget ofte blev standset, og der nødvendiggjordes overmåde
kostbare snearbeider. Det følgende år blev der da på de
værste steder opsat 2 parallele skjærmer 12-16 fod høie.
Vinden holdt sig temmelig konstant fra en bestemt kant.
Terrænet er et skråfjeld med stigning l: 6, eller så omtrent.
På den måde gik det, og senere havde udgifterne til
sne-arbeide været ubetydelige. Ifjor og iforfjor var der ikke
indtrådt nogen standsning på grund af sne på den bane.
Efter at have seet virkningerne af det sneskjærmsystem i
forbindelse med sneoverbygninger i fjeldskjæringer og på
udsatte steder, tvivlede taleren ikke på, at Bergensbanen
vilde kunde drives ialfald nogenlunde regelmæssigt til enhver
tid. Man vilde muligens i begyndelsen få endel standsninger,
thi sneens behandling krævede endel erfaring eg øvelse, som
ikke vindes på en gang; således var det gået Nordenfjelds,
og således vilde det kanske også gå på Bergensbanen, men
det var ikke noget at blive skræmt for.
Overingeniør Lekve: Der måtte selvfølgelig anstilles
specielle undersøgelser under anlæggets gjennemførelse og
sandsynligvis også i den første tid af anlæggets drift for at
få erfaring om, hvorledes man skulde stille sneskjærmerne,
samt angående hvor man skulde bruge skjærmer, og hvor
man skulde bruge indbygninger. Alt hvad man nu kunde
gjøre var mere i store træk at fastslå, hvilke af disse midler
skulde komme til anvendelse. Snemålingerne havde frembragt
et nokså vigtigt resultat, idet det var konstateret, at det
ikke var nødvendigt at bruge lange, kontinuerlige
indbygninger, som tidligere almindelig antaget; dette måtte betragtes
som decideret afgjort. Det var meget muligt, at de
fortsatte undersøgelser, angående hvilket system fortrinsvis burde
benyttes, vilde føre i samme retning som erfaringerne fra det
Nordenfjeldske, at man fortrinsvis holdt sig til anvendelse af
sneskj ærmer, som udelukkende var anvendte på vore
norden-fjeldske baner. På foranledning af hr. Steenbergs forespørgsel
om de roterende sneplouge oplyste taleren, at man i Preussen
havde bygget enkelte roterende sneplouge af en enklere
konstruktion end de amerikanske, idet man havde sløifet
dampkjedler på sneplougen og forenet vifte og skjærehjul til et.
Med denne ploug var der anstillet forsøg i vinter, som havde
ledet til et særdeles beldigt resultat. Denne konstruktion
vilde muligens kunne udvikles derhen, at den kunde blive af
større betydning for os.
Ingeniør Steenberg: Den omtalte fon ved Dyrskar var
enkelte år ganske uskyldig. Enkelte år så man slet ikke
noget til den, så det var nok nødvendigt at være forsigtig
med jernbanelinien i skråterræn, forat det ikke skulde hænde,
at en fon på et eller andet sted skulde ødelægge
jernbanelegemet. Ved Dyrskar havde man forsøgt med stort
mandskab at holde veien klar af fonnen, men resultatet havde
været, at fonnen havde kalvet. Det var nok derfor
nødvendigt at tage alt hensyn til disse eventuelle horisontale kræfter
ved indbygninger i skråterræn. Når hr. Støren mente, at
sneindbygningerne på Merakerbanen var mere end stærke
nok, da måtte man for Bergensbanens vedkommende tage
hensyn til, at i distrikter nærmeie ud mod havet er der
ganske anden kraft i vinden end i det terræn, hvor
Merakerbanen ligger, hvor der tildels kanske også var endel skov.
Indbygningernes dimensioner og overslag over omkostningerne
fik opsættes i forhold til de naturlige forhold. Skulde disse
fonner, hvorom der her var tale virkelig have en tendens til
at bevæge sig, vilde det være hensigtsmæssigt at lægge
jernbanen i fyldinger. Straks nedenfor Nystuen lå veien før så
begravet af sne, at man kjørte i høide med télegrafstolperne.
Nu var veien lagt i fylding, og senere havde man ikke mærket
nogen videre ulempe af sneen. Taleren vilde sluttelig
henstille til foredragsholderen at oplyse, om ikke Eidgfj ordlinien
med hensyn, til snehindringer muligens vilde være vel så
heldig stillet som den omtalte linie gjennem Finsedalen.
Overingeniør Lekve skulde med hensyn til
sneindbygningernes styrke bemærke, at åenne selvfølgelig på hvert
sted måtte bero på de forhåndenværende forhold. Taleren
skulde fremholde som en gunstig omstændighed, at i
Finsedalen nedenfor Finsekanret traf vindretningen ikke
indbygningerne i ret vinkel, men skrå på deres længderetning.
Langs dalføret længere oppe i Finsedalen til Taugevaud vilde
vinden muligens træffe indbygningen vinkelret, og her måtte
formentlig anvendes noget stærkere konstruktioner end de,
der anvendtes på Nordvestra Stambanan. Med hensyn til
snefonnerne var taleren bestemt af den mening, at man ikke
havde noget væsentligt at frygte for dem. I Dyrskar var
forholdet anderledes, idet både veien og fonnen her lå i en
temmelig brat skråning. At gå ind på en drøftelse af de
forskjellige alternativer for Bergensbanen vilde føre for vidt,
så meget mere som man ikke kunde skille selve høifjeldet
og nedstigningen vestenfjelds. Taleren havde i sit foredrag
nævnt, at målinger havde vist at der var mindre snemasse
på overgangen til Eidsfjord end gjennem Finsedalen og
Mold-ådalen og på den sydlige del af Hardangervidden har man et
bølgeformigt terræn, hvor banen kan lægges i fyldinger.
Sådant terræn har den ulempe, at man får en varierende
vindretning på linien, og vinden vil da lettere kunne optage og
føre med større snemasser end i et ved høidedrag begrændset
dalføre. Selve overgangen fra Hallingdal til Eidsfjorden var
imidlertid gunstigere og sneforholdene der lettere end over-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
