Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 21. 25 mai 1893 - Foreningsefterretninger - Om anbuds- og kontraktvæsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 21
TEKNISK UGEBLAD.
165
bestemmelse om, at alle anbud skulle bedømmes af mindst 3
personer.
Blandt andre hovedpunkter, hvorpå komiteen havde lagt
særlig vægt ved udarbeidelsen af sit forslag, kan mærkes
bestemmelserne om forarbcidernes nøiagtighed og
entreprenørens forpligtelser og hans rettigheder; endvidere bør
an-byderen tilståes den nødvendige tid til de undersøgelser,
som han måtte anse ønskelige før anbudets indleveren,
ligesom disse bør afgjøres inden deri kortest mulige frist; større
forpligtelser, end det offentliges tarv kræver, bør ikke
pålægges entreprenøren, ligesom fordringer til kaution, mulkt
og garantitid bør være så lempelige som mulige. Der bør
kunne udbetales entreprenøren forskud og den nødvendige
tid til kontraktens opfyldelse skal tilståes ham, ligesom man
har optaget bestemmelser om voldgiftsret (skjøn) til hurtig,
sagkyndig og billig afgjørelse af mulige tvistigheder mellem
parterne.
Til hver § havde komiteen opstillet "specielle motiver"
til nærmere forklaring af hver §’s betydning og forståelse;
behandlede derefter nærmere de vigtigere paragraffer.
Komiteens forslag vilde antagelig blive omsendt til de
forskjellige administrationer og efter indhentet erklæring
muligens blive gjældende.
Man turde da nære det håb, at dette arbeide vilde
bringe et ensartet system ind i måden for anskaffelser og
bortsættelser af arbeider for statens regning, til lettelse af
kontrollen og til betryggelse for både det offentlige,
entreprenøren og arbeiderne, ligesom det muligens vilde medvirke
til, at projekter og planer blev udtømmende behandlet, før
arbeidet iværksættes. Hvad enten kontraktvæsenet blev
anvendt i større eller mindre udstrækning, så vilde ensartede
forskrifter altid være til gavn, både ved arbeidets udførelse
og ved dets kontrol og specielt måtte den indenlandske
industri ved den beskyttelse, som man havde søgt at give
denne, antages at måtte profitere betydeligt ved
forskrifternes vedtagelse.
Ved den efter det indledede foredrag åbnede diskussion
foreslog formanden, at forslaget til forskrifterne skulde
oplæses og diskuteres paragrafvis.
Ved § l, omhandlende offentlig anbudsindbydelse,
forespurgte statsråd Nysom, hvorvidt komiteen var gaaet ud
fra, at alle arbeider for statens regning skulde være
gjenstand for almindelig anbudsindbydelse; isåfald synes §§ 2 og
3 overflødige.
Ingeniør Stenberg meddelte hertil, at der inden
komiteen havde været dissens om, hvorvidt §en ikke burde
redigeres således, at den p ab ø d, at alle offentlige arbeider
og leverancer skulde udbydes, idet der var foreslået, at
ordene "som bortsættes for statens regning" skulde udgå.
Komiteen var imidlertid bleven stående ved §s nuværende
ordlyd nden nærmere at have taget under behandling
spørgsmålet om, hvorvidt kontraktvæsenet burde anvendes eller
ikke. Meningen var altså, at hvis man havde bestemt sig
for bortsættelse af et arbeide, da burde almindelig
anbudsindbydelse" anvendes, medens bestemmelserne i §§ 2 og 3
mere var at betragte som undtagelser, som administrationerne
havde adgang til at benytte sig af, når de fandt, at statens
tarv derved bedre rammedes.
Overretsagfører Bruun formente, at der udtrykkelig
burde forlanges, at alle arbeider for statens regning offentlig
skulde udbydes.
Amtmand Eas c h: komiteen havde ment, at vedkommende
myndighed først fik bestemme sig for, hvorvidt offentlig anbud
skulde benyttes, og i tilfælde skulde da i regelen "almindelig
anbudsindbydelse" anvendes. § 3 var altså baseret på
forudsætningen af, at kontraktsystemet som regel blev gjen*
nemført.
Efter en debat mellem d’hrr. Statsraad Nysom, direktør
Hjort og ingeniørerne Stenberg og L. Meyer angående
størrelsen af det i § 3, litr. i omhandlede beløb, for hvilket
der burde kunde kontraheres underhånden og som af
komiteen var foreslået til kr. 1000, enedes man med Overingeniør
Lekve om, at forsamlingens udtalelser under diskusionen
skulde udgjøre de bemærkninger, man ønskede tilføiet
udkastet. Hjort troede, at kr. 5000 burde sættes som
maximum for det beløb, for hvilket man kunde kontrahere
underhånden og taleren påviste fra sin praxis som leverandør,
hvordan vedkommende administration var kommen i uleilighed
på grund af det lave beløb, med hvilket den havde
myndighed at afslutte underhåndsakkord.
Bruun vilde også stemme for kr. 5000; det besvær, som
udbydelse til almindelig imbud forskaffede, stod ikke i noget
rimelig forhold til det af komiteen foreslåede beløb.
Ingeniør C. F. Melby fandt, at der vel for anskaffelser
burde sættes kr. 5000 som maximum, hvorimod udførelsen
af et offentligt arbeide burde udbydes til almindelig
kon-kurance, når der var tale om beløb på over kr. 1000.
Easch fremhævede, at forudsætningen havde været, at
underhåndsakkord kun burde anvendes i undtagelsestilfælde^
medens konkurrance i den ene eller anden form skulde være
regelen; hensigten med § 3 var nærmest at lette
administrationen adgang til anskaffelse af mere tilfældige gjenstande,
påkrævede reparationsarbeider osv. I Tyskland med sine
langt større forholde havde man også sat mk. 1000 som
grændsen for underhåndsakkord.
Ved § 4, om anbudsindbydelsernes indhold, henstillede
ingeniør Talen til komiteen, hvorvidt det ikke kunde være
af betydning for de interesserede at få oplyst, hvilke personer
skulde deltage i anbudets afgjørelse.
Eas c h bemærkede, at bestemmelser herom indeholdtes
i § 12.
Ved § 5, om bekjendtgjør els e af anbudsindbydelser,
bemærkede Stenberg, at man fornylig i "Den norske
ingeniør-og arkitektforening" havde havt under behandling en
forestilling til departementet om, hvorvidt det ikke kunde være
føie til, at bekjendtgjørelser af heromhandlede art blev
indrykket in extenso i "Teknisk Ugeblad" som teknikernes
fagblad. Taleren havde dengang med betænkelighed gået med
på, at "Teknisk Ugeblad" burde danne en undtagelse fra
andre fagblade og præciserede, at det måtte være
tilstrækkeligt, når fagbladene fik et kort uddrag af bekjendtgjørelsen
med hensyn til Kundgjørelsestidenden, - tilligemed angivelse
af anbudets gjenstand.
Bruun troede, det var meget vanskeligt at afgjøre, i
hvilke fagblade der burde averteres, da der inden hver
næ-ringsgren som oftest fandtes en flerhed af sådanne. Talen
kunde ikke være enig heri, hos os havde neppe hver
nærings-gren mere end sit ene fagskrift.
Veidirektør Krag kunde fra sin praxis oplyse om, at
han stadig blev oversvømmet af bladfolk, som hver enkelt
anbefalede sit blad som det fordelagtigste til avertering.
Kunde den af komiteen foreslåede ordning blive almindelig
regel, vilde mange penge til avertissementer af tvilsomt værd
kunne indspares; det var i det hele taget meget kostbart at
avertere.
Talen vilde til veidirektøren bemærke, at man ingen
vanskelighed havde med at udskille de virkelige fagblade fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
