Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 25. 22 juni 1893 - Bergensbanen og Nordbanen - Om Bergensbanen som forbindelseslinie mellem Østlandet og Vestkysten, af Endre O. Johannesen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
TEKNISK UGEBLAD.
22 juni 1893
Der har været udtalt den formodning, at
stortinget kanske iår vil fastslå Nordbanen og
henskyde afgj øreisen af Bergensbanen til et senere
tidspunkt. Man må håbe. at denne formodning
ikke er begrundet og man må på det bestem
teste fraråde en sådan afgjørelse.
Spørgsmålet om, hvorvidt begge linier bør føres direkte
eller kombineres over Kingerike, gjør det
nødvendigt, at fastslå Bergensbanen linieretning samtidig
med Nordbanens. Der foreligger som foran nævnt
heller ingen gyldig grund til nu at udsætte med
at fatte endelig beslutning om begge baners linie-
retning; men under enhver omstændighed bør
Bergensbanen stilles som no. l og Nordbanen
som no. 2. Skulde man ikke iår ville gjøre noget
større skridt fremad i jernbanesagen - hvad der
vilde være meget at beklage - så vilde der være
stærke grunde for i det mindste at begynde med
parcellen Gulsvik-Aal, som vil indgå i
Bergensbanen gjennem Hallingdal uden at berøre
spørgsmålet om linievalget østenfor Gulsvik, og
som vil have stor selvstændig betydning for
Hallingdal.
Om Bergensbanen som forbindelseslinie mellem østlandet og vestkysten.
Af ingeniør Endre O. Johannesen. (Tidl. forstander for statsbanernes statistiske kontor.)
Det er nu snart 20 år siden, at en
jernbaneforbindelse mellem det østenfjeldske og det
vestenfjeldske Norge gjennem den offentlige diskussion
trængte sig langt frem i Eækken blandt de
opgaver, der stilledes til nationen at søge realiseret
i sin økonomiske udvikling.
Jernbanekommissionen af 1874 stillede allerede den gang forslag om
en byggeplan, hvorefter Bergensbanen over
Langfjeldene og Vos skulde være færdigbygget i sin
helhed i 1886, og således allerede for syv år
siden være overgivet til driften.
Men så fort. skulde det ikke gå. Efter de
store jernbanebevilgninger i 1874 og 1875 og
den livlige jernbanebygning i 70 - 80 årene,
- og som, foruden sammenknytning af linjerne
nordenfor og søndenfor Røros, skabte
Smålens-baneii, Drammen-Skienbanen, Merakerbanen,
Jæderbaneii og Bergen-Vosbanen, eller
tilsammen ca. 700 km. jernbaner med ca. 70 millioner
kroner anlægskapital, - indtrådte en stansning
i udviklingen af landets jernveisnet. Et skridt
fremad til realisation af planen om forbindelse
af det østenfjeldske og vestenfjeldske med en
jernbane, var dog taget ved bygningen af Bergen
-Vosbanen, en strækning af Bergensbanen på
108 km. længde, og som nu snart i 10 år har
været i drift.
Man står dog fremdeles ligeoverfor den
største og vanskeligste del af opgaven: at føre
linjen frem til det østenfjeldske jernbanenet.
Ligeoverfor vanskelighederne ved et sådant
anlæg og de kapitaler, som skulde medgå til at
gjennemføre en plan som går ud på forbindelse
af Øst- og Vestland ved en skinnevei, har det
gjentagende været fremholdt dels at sø veien
rundt kysten var den naturlige forbindelseslinje,
dels at foretagendet vilde lægge for stærkt
beslag på nationens økonomiske kraft, i forhold til
hvad der ved en sådan forbindelse skulde kunne
ventes opnået, - en opfatning, som står i nær
sammenhæng med den omstændighed ved
såat-sige ethvert stort foretagende, der kræver
udvikling og vækst, at omkostningerne og
vanskelighederne er lettere at få øie på end summen
af fordelene, end virkningerne af
forbindelseslinjen som en ny faktor i nationens arbeidsliv,
virkninger, der strækker sig udover mange
områder, strækker sig udover slægterne, og udover
de grændser, som forholdene af idag udpeger.
Forståelsen af en jernbaneforbindelse mellem
Østlandet og Vestkysten som ikke blot og bar
en ny og kortere retning for fremkomst, men
navnlig som en ny faktor i udviklingen synes
tildels endnu at ligge fjernere, og forslaget om
at føre en sammenhængende skinnevei frem til
Østlandets jernbanenet har i 20 år ventet og
venter fremdeles på sin virkeliggjørelse.
Forståelsen af jernbanerne overhovedet som bærer
af ny trafik og nye forhold har havt
vanskeligere end man skulde tro for at trænge
igjennem, hvad jernbanernes første historie i de fleste
lande peger hen på, og det kan have sin
interesse i denne forbindelse at hente frem et par
træk fra den tid, da jernbanerne holdt på at
spire frem rundt om i kulturlandene, ligesom nu
de store forbindelseslinjer hos os.
Det bliver da navnlig påfaldende
hvor-lidet selv sin tids fremragende mænd forstod at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
