Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 45. 9 november 1893 - Om nogle nyere experimentalforsøg fra elektricitetslæren, af Norberg-Schulz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
828
TEKNISK UGEBLAD.
november 189$
tageiser, at jeg iaften havde tænkt at ville
fortælle foreningens medlemmer.
Som jeg allerede tidligere har udtalt, er det
først og fremst ungareren Nikolaus Tesla og ved
siden af ham professor Thomson, som har været
banebryderne for denne gren af elektrotekniken.
Det er som før nævnt de hurtige svingninger
sammen med de høie spændinger, hvis
virkninger Tesla ad experimenternes vei har søgt at
udforske. At skaffe disse raske svingninger er
imidlertid forbundet med mange vanskeligheder;
først og fremst er det da de mekaniske midler,
der endnu er utilstrækkelige til at skaffe det
ønskelige svingetal. Før jeg imidlertid gar over
til at forklare, hvorledes Tesla delvis har løst
disse vanskeligheder, skal jeg gjøre nogle
bemærkninger i sin almindelighed.
Tesla’s experimenter arbeider alle hen imod
et fælles mål: at skaffe en ny, praktisk og Ullig
belysningsmåde, hvor de disponible kræfter
udnyttes bedre end ved alle nu kjendte jordiske
lyskilder. En moderne glødelampe giver blot ca.
5 °/o af energien ud som sysstråler, resten går
tabt i form af varme. En flamme giver oftest
endnu dårligere nytteeffekt, da den altid
hovedsagelig udsender nytteløse varmestråler.
Siden vi ved, at de elektromagnetiske bølger
ligesåvel er ætherbølger som lysbølgerne, at disse
sidste altså i virkeligheden er en elektrisk
vibration, så påtrænger strax den tanke sig:
Hvor-for skal vi ikke i fremtiden kunne håbe at skaffe os
lys fra de elektromagnetiske bølger ved at omsætte
dem direkte i lysstråler uden derfor at tage varmen
til hjælp?
Den eneste forskjel mellem begge
bølgebevægelser er bølgelængden eller svingeperioden.
Men her er også forskjellen enorm stor,
medens de korteste elektriske svingninger, som
vi kan producere, har en bølgelængde af 30
centimeter, har de synlige lysstråler i gjennemsnit
blot en bølgelængde af 0.00005 centimeter og er
altså 600000 gange kortere.
Hvorledes skal vi kunne tænke os denne
reduktion i bølgelængden udført? Kan vi tænke
os den med maskiner? Lyssvingningerne følger
efterpå hinanden med en hurtighed af 4000-7000
billioner gange i sekundet, medens vore
vexel-strømmaskiner kun leverer nogle hundrede bølger
i sekundet. Tesla udtaler herom:
«Mægtige elektrostatiske effekter er det middel,
hvorved vi skulde kunne opnå en sådan omsætning.
Ved de langsomme elektromagnetiske bølger kan
vi ikke forandre en gas’s molekulare eller
atomiske ladning, vi kan ikke bringe den til at
vibrere og give lys, og det er kun ved at
fremkalde vibrationer i de uendelig små molekiiler«
at vi endnu kan øine noget middel til at
fremkalde de uendelig små bølger i ætheren, som yi
kalder lys.»
For at forstå tankegangen heri, skal vi i
korthed kaste et blik på de, for tiden herskende
anskuelser over molekylarbevægelserne.
Teorien om gaserne forudsætter, at gasernes
molekyler beveger sig i alle mulige retninger
med stor hastighed, hvorunder de uafbrudt støder
mod hinanden og mod andre legemer, der ligger
i deres bane. Den vei molekylerne kan
tilbagelægge uden noget sammenstød kaldes den «frie
bane.» Jo mindre tryk gasen er udsat for, desto
mindre antal molekyler der med andre ord er
samlet i et bestemt volum, desto længere bliver
følgelig den frie bane, idet sammenstødene bliver
sjeldnere. I et lukket glasrør, hvori luften er
stærkt fortyndet - et såkaldt Geisler’s rør -
er følgelig molekylernes frie bane forholdsvig
meget lang. Den stiger så overordentlig stærkt
med luftfortyndingen, at medens den frie ban©
for et luftmolekyb under almindeligt tryk blot
er YIOOOO millimeter, så er den ved en luftfortyn-
ding af
atmosfære henimod 10 meter.
100 mllioner
En sådan luftfortynding kan let skaffes tilveie
med do nuværende apparater og svarer til
lufttætheden 90 mile over jordfladen.
Bringer vi et med elektricitet ladet legeme
ind i en gasart, vil de nærmeste molekyler
tiltrækkes for atter at stødes bort. efterat de har
været i berørelse med legemet. Molekylernes
hastighed bliver følgelig forøget og sammenstødene bliver
voldsommere. Vexler nu legemets ladning
hurtigere og hurtigere, vil indvirkningen på
gasmolekylerne blive kraftigere og kraftigere, legemefc
vil blive udsat for et voldsomt bombardement,
der vil kunne bringe såvel legemet som de
nærmeste gaspartikler i glød.
Dette er Tesla’s forklaring på den række af
interessante experimenter han har anstillet, og
som jeg nu vil gå over til at meddele nogle at
For at frembringe raske svingninger af høi
spænding har Tesla delvis benyttet specielt
konstruerede vexelstrømmaskiner, delvis - når
virkningerne skal være særdeles kraftige -
kondensatorudladninger, begge i forbindelse med specielt
konstruerede induktionsapparater, hvis hensigt er
at forøge spændingen.
En vexelstrømmaskine kjender vi alle, jeg
skal derfor indskrænke mig til at meddele3 at
man med disse maskiner har nået at skaffe et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
