Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 45. 9 november 1893 - Om nogle nyere experimentalforsøg fra elektricitetslæren, af Norberg-Schulz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lo. 45
TEKNISK UGEBLAD.
829
vexelantal af 60000 i sekundet, men dette synes
også at være grænsen for maskinernes evne.
Skal man opnå så stærke vexlinger, som
Tesla holder for nødvendige for at skaffe, hvad
lian kalder « fremtidens lys», må man endnu ty
til kondensatorudladninger, f. ex, udladninger fra
en Leydener flaske.
Som det vil være mine herrer bekjendt, er
nemlig udladningerne fra en kondensator
occila-toriske, d. v. s. svingende frem og tilbage med
korte intervaller, forudsat udladetråden ikke er for
lang og modstanden ikke for stor.
Disse kondensatorudladninger kan foregå med
millioner af svingninger i sekundet.
Tesla har nu anordnet sine apparater på
følge måde:
C
C
Fig. 2.
M er en vexelstrømmaskine med høit
svingetal, PI en transformator for forøgelse af
spændingen. C-C er to kondensatorer, hvis ydre
belæg er forbundet med transformatoren PI’S
sekundære vikling, medens det indre belæg er
forbundet med en ny transformator P2.
Sekundærstrømmen fra PI er kortsluttet gjennem
funkeløbet FI, primærstrømmen for P2 er afbrudt
ved funkeløbet F2. Når maskinen M er i
virksomhed vil der i funkeløbet FI danne sig en
uafbrudt række af stærke funker medens
ladningen i kondensatorerne vil være for svag til at
fremkalde funker i F2. Blæses derimod funkeløbet
i F2 ud, vil i samme øieblik kondensatorerne
optage en stærk ladning, der atter vil forårsage
en kraftig udladning gjennem F2. I P2’s
sekun-dærledning vil samtidig induceres en strøm af
enormt svingetal og af særdeles høi spænding,
indtil funkerne igjen springer over ved FI, da
systemet atter vil komme i ligevægt. For hvert
experiment med P2 må derfor FI blæses ud.
Efter på denne måde at have skaffet sig
strømme af overordentligt høit svingetal har Tesla
kunnet udføre sine experimenter.
De forskjellige experimenter, som kan
an-stilles i fri luft skal vi ikke gå nærmere ind på.
Da molekylernes «frie bane» under normalt
lufttryk er overordentlig liden, kunde man på
forhånd vente, at virkningerne måtte blive forholds-
vis små. Den forøgelse i molekylarhastighederne,
der på den korte bane kan meddeles, må nemlig
blive forholdsvis liden, eller spændinger og
vex-eltal må i fri luft være overordentlig store for
at opnå store virkninger. Anderledes er forholdet
i luftfortyndet rum, hvor molekylernes «frie baner*
er længere og derfor hastighederne og kolisionernes
voldsomhed bliver større.
Kun et fænomen fra experimenterne i fri
luft skal jeg i korthed omtale, nemlig den
elektriske flamme. Forbindes to metalsøiler med
induk-tionsrullens spoleender, vil der på søilernes spids
vise sig to flammer, der har skuffende lighed med
brændende gasudstrømninger. Men der existerer
ikke blot lighed - det er virkelige flammer, thi
de er varme. Ifald svingetallet er omtrent 20000
pr. sekund er varmen allerede følbar, stiger
svingetallet, stiger også
varmeudvik-^-~? lingen og flammerne antager mere og
§ \^} mere form af virkelig brændende flammer.
$-*% Varme og lysudviklingen må efter den
l VY/ før nævnte anskuelsesmåde skyldes
molekylernes sammenstød indbyrdes og
med metalsøilerne. Hindres molekylerne
fra at forlade søilernes nærhed, skulde man derfor
forudsætte en forstærket opvarmning. I
virkeligheden vil også, hvis luftcirkulationen hindres ved
en om søilens ende anbragt glasklokke, luften
opvarmes overordentlig raskt og stærkt.
Tesla udtaler:
*Når man betragter fænomenet med den varme
udladningsflamme, kan man ikke undlade at tro, at
en lignende foreteelse finder sted i den almindelige
flamme; det er iallefald af ikke liden interesse at
er-kjende, at man med andre end kemiske midler kan
skaffe virkelige flammer, der giver varme og lys, uden,
at de skyldes nogen forbrænding eller kemisk proces.
Når man kunde gjøre potentialvexlingerne
tilstrækkelig hurtige og kraftige, vilde utvivlsomt udladningen
miste sin elektriske karakter og blive lig en virkelig
flamme-, og vi vilde vistnok have at gjøre med et
elektrisk fænomen, men i ordets brede og moderne
betydning.»
Yed at hindre gasmolekylerne fra at strømme
bort og give plads for nye kolde molekyler,
måtte man kunne skaffe sig temperaturer af
overordentlig høide, når strømvexlingerne skede
tilstrækkeligt hurtigt. Vi måtte heri kunne finde
et middel til at opnå temperaturer, som vi på
hidtil kjendte måder ikke kan skaffe os. At
dette også er tilfælde bevises ved Tesla’s forsøg
med vakuum.
Man skulde være fristet til at tro, at
hoved-fordringen ved en elektrostatisk glødelampe skulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
