Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 1. 5 januar 1912 - De tekniske fagkonsulenter - Det geodætiske grundlag for økonomiske opmaalinger i Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5 januar 1912
TEKNISK UKEBLAD
3
De tekniske Fagkonsulenter.
Hr. ingeniør Thoresen har i »Teknisk
Ukeblad« nr. 49 1911 gjort endel
bemerkninger til min artikel vedrørende de
tekniske fagkonsulenters virksomhet.
Artikelen var ikke ment som spark;
den var skrevet for muligens at faa
klargjort forholdene for bygherrer. Disse
har hittil neppe faat den rette veiledning,
om de fra først av maatte komme til at
henvende sig paa feilagtig sted.
Hvor en bygherre skal henvende sig,
avhænger av de enkelte tilfælder; nogen
bestemt regel kan ikke opsættes. Men
det maa fas^laaes, at skal alle
interesser ved en planlæggelse og utbygning av
vandfald m. v. varetages, saa maa det
nødvendige mellemled, »konsulenter«,
benyttes; disse bør naturligvis være
op-merksom paa sin eller sit kontors
begrænsning.
At et anlægs byggesum er saa liten
at det ikke lønner sig at anvende
konsulenter indtræffer sjelden, om end
utgifter til flere konsulenter kan synes
bygherren overflødig. Det er dog ikke
nødvendig at honorarerne til konsulenterne
gir en forøkelse av de
bygningsomkostninger, som hadde fremkommet uten
anvendelse av saadanne.
Bygherrerne maa desuten faa en bedre
forstaaelse av den betydning solide
forarbeider, saasom maalinger og
hydrologiske undersøkelser, har for et anlægs
forsvarlige planlæggelse, teknisk og
økonomisk set.
Et vandkraftanlæg bør naturligvis
behandles set fra forskjellige sider. En
kyndig maskinteknisk gjennemgaaelse kan
ogsaa faaes, uten at bygherren behøver
at sætte sig i direkte forbindelse med
verkstedet. Konsulenten maa nemlig
for-utsættes at sitte inde med større
teknisk indsigt end en bygherre og bedre
kunne utnytte et mekanisk verksteds
erfaring.
Om vandbygningstekniske konsulenter
tillater sig antydningsvis at arrangere
turbiner med videre i en kraftstation,
berettiger dette ikke et mekanisk
verksted til at planlægge et kraftanlæg med
detaljer, saaledes valg av byggematerialer,
murprofiler etc. Vandbyggeren konstruerer
nemlig ikke turbiner, svinghjul og
lignende. Anordningerne f. eks. i en
kraftstation er ikke alene avhængig av den
valgte turbintype; terrængforholdene
spiller en ikke uvæsentlig rolle.
Konsulentfirmaer, som vil arbeide med
vandkraftanlæg, reguleringsanlæg o. lign,
burde naturligvis tilknyttes fagkundskap
i de forskjellige brancher. Forholdene
her hjemme er dog endnu for smaa til
at et saadant arrangement vilde være
økonomisk heldig, Spørsmaalet kan heller
ikke i den nærmeste fremtid bli aktuelt,
saalænge konsulenterne hos de mekaniske
verksteder og bygningsentreprenører
møter saa liten forstaaelse og daarlig
samarbeide.
I hr. ingeniør Thoresens artikel er en
del andet, som det kunne ha sin interesse
nærmere at behandle; jeg vil dog
foreløbig indskrænke mig til dette.
Forøvrig henvises til min forrige
artikel og hvad deri er fremholdt.
Kristiania 12te december 1911.
M. C.
Det geodætiske Grundlag for
økonomiske Opmaalinger i
Norge.
Av kaptein K. S. Klingenberg.
I »Teknisk Ukeblad« nr. 46 for 1908
har kaptein J. C. M e i n i c h fremlagt
resultaterne av det av ham som
fungerende chef for Opmaalingens
trigonometriske sektion utarbeidede forslag til
geodætisk grundlag for et økonomisk kartverk
over Norge.
Hans forslag gaar ut paa anvendelse
av G a u s ’ konforme cylinder projektion
(alt-saa konforme retvinklede koordinater)
anordnet i en række av aksesystemer. Disse
aksesystemer knyttet han til landets civile
inddeling (amterne) bestemt av den
fordring, at de ved projektionen bevirkede
længdeforrykkelser ikke bør overstige
1: 10 000 av en linjes sande længde.
Hvert system vilde herved faa paa begge
Tabel 1.
Akse. Meridianstripe nr. Aksen langs meridianen Meridianstripens halve bredde i vinkelmaal Maksimumsavstanden vest eller øst for aksen
indtræffer paa bredde Anmerkning
km. n. b.
I . . . . 1 < o tn i°— io’1 f 76 vest 1 68,5 øst 6i° 58° 1 Mellem Bergen og
Nordfjord i°—20’ vest aksen.
II ... . to r D i°— ro’ 68,5 vest 58°
III ... . 0 o 1 f i°—io’ vest i øst ] 68,5 øst 6o°
IV . ’. . . k) o 1 00 Q cn r* li®- 15’ vest I i°—50’ øst 68,5 vest 83 øst 6o° 66°— 2O(
V . . . . O\ o 1 0^ ( i°—50’ vest ( 2° O’ ØSt 83 vest 83 øst 66° — 20’ 68°-40’
VI ... . °o 1 0^ 2° — 0’ 83 vesto.øst 68°—40’
VII ... . © 1 0^ ( 2°— 0’ vest l 2°— 5’ øst 83 vest 80 øst 68°—40’ 700— 0’
VIII .... M 00 o 1 (0 0^ 20_ 5- I 80 vest I 78 øst 70°— 0’ 2 2 Byen Vardø.
Av tabel I og av oversigtsskissen (fig. 1),
hvorpaa dette meridianstripesystem er
avlagt, sees at der ved anordningen er tat
hensyn til vort lands beliggenhet i forhold
til meridianerne, idet meridianstripernes
bredde — regnet i vinkelmaal — vokser
med den geografiske bredde og saaledes,
at maksimumsavstanden fra akserne for
det sydlige Norge paa en undtagelse nær
er konstant 68,5 km. og for det nordlige
Norge, østlige del av Finmarken undtat,
konstant 83 km.
Som det yderligere vil sees av
over-sigtsskissen, vil paa grund av landets
beliggenhet i forhold til meridianerne og
disses konvergens mot nord i
virkeligheten systemet stille sig gunstigere med
hensyn til projektionsforrykkelse, end det
synes at fremgaa av de i tabellen
anførte maksimumsavstander.
sider av aksen (utgangsmeridianen) en
største bredde av 90 km.
Da en anordning i aksesystemer, hvor
akserne i forhold til en utgangsakse er
anordnet gjennemgaaende gjennem det hele land
og med bestemt avstand mellem akserne,
alt-saa en anordning i meridianstriper uten
hensyn til landets civile inddeling, men
med bibehold av den av kaptein Meinich
foreslaatte projektion, synes mig mere
praktisk, fremkom jeg paa et foredrag i
Ingeniør- og Arkitektforeningen med et
utkast til en saadan anordning. En
gjen-nemarbeidelse av dette utkast er senere
av den trigonometriske sektion forelagt
Opmaalingens chef og approbert av ham.
Da spørsmaalet om det geodætiske
grundlag for et økonomisk kartverk, eller
i hvert fald for de økonomiske
opmaalinger som utføres av skogtaksationen og
utskiftningsetaten, for tiden er aktuelt,
og spørsmaalet om indførelse av
retvinklede koordinater ved Opmaalingen
omfattes med megen sympati av civile
ingeniører, tør kanske et referat av
ovennævnte Meridianstripesystem være paa
sin plads.
Som utgangsakse er valgt meridianen
gjennem Kristiania observatorium, som
ogsaa er utgangsmeridian for
landstrianguleringens geografiske koordinater
(tabel I).
Nævnte beliggenhet betinger endvidere
at aksen for 5 av striperne ikke ligger
midt i vedkommende stripe.
Hver stripes O-punkt er avmerket paa
kartet, nemlig for de 4 ’vestlige striper
skjæringspunktet mellem vedkommende
akse og den 58de breddecirkel, for stripe
V aksens skjæringspunkt med den 66de
breddecirkel, for stripe VI—VIII
vedkommende akses skjæringspunkt med den
68de breddecirkel. Dette er væsentlig i
overensstemmelse med kaptein Meinichs
forslag.
Som 0-punkt kan forøvrig vælges et for
anledningen bekvemt beliggende punkt
paa vedkommende akse, saaledes at den
numeriske værdi av X-erne biir bekvem
at regne med.
Angaaende dette meridianstripesystem
skal forøvrig anføres :
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
