Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 1. 5 januar 1912 - Det geodætiske grundlag for økonomiske opmaalinger i Norge - Elektriske fjernledningsanlæg med store spændvidder, av H. Thv. Feÿdt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5 januar 1912
TEKNISK UKEBLAD
5
For byernes vedkommende overstiges
avstanden 66 km. fra aksen kun av 2 byer,
nemlig Tromsø og Vardø, henholdsvis 75
og 78 km.
Elektriske Fjernledningsanlæg
med store Spændvidder.
Av ingeniør H. Thv. Feydt.
En opgave som den projekterende
ingeniør for elektriske kraftoverføringsanlæg
specielt i vort land hyppig faar at befatte
sig med, er ledningsføring ved abnormalt
store m astavstande. Kupert og ulændt
terræng, avvekslende fjeld og dal,
skog-tykninger og brede vandveier
vanskeliggjør ofte linjestikningen. Særlig hos os,
hvor de høie spændinger — op til 50 og
60 000 volt — i motsætning til ellers i
Europa — snart ingen sjeldenhet mere er,
turde det være særlig nødvendig at strække
fjernledningerne — horisontalt som
vertikalt — mest mulig retlinjet, at undgaa
altsaa »slangelinjer« med overspændinger
og »spændingssækker«, samt forøvrig
utsatte og svake punkter paa linjen.
Hensynet til driftssikkerhet — like vigtig for
kraftstation som konsument — saavelsom
sikkerhet for liv og lemmer fordrer, at
der særlig for de abnormalt store
spændvidder anstilles indgaaende beregninger
og vælges de rette forhold. Det er
vistnok bekjendt, at der i andre lande, f.
eks. i Tyskland, stedse forlanges av
myn-digheterne nøiagtige ledningsberegninger
og statiske mastberegninger forelagt til
approbation.
Der skal i det paafølgende nævnes
enkelte av de punkter, som ved saadan
projektering i første række er at ta hensyn
til, og til slutning gjennemgaaes en av
forfatteren i forrige aar for det nu
desværre endnu i navnet forsvundne
Lahmeyer-selskap beregnet overspænding paa 300
meter over Main i nærheten av dennes
utløp i Rhinen. Anlægget utførtes av nævnte
firmas arvtager i begyndelsen av 1911.
Matematiske utviklinger skal nedenfor
saavidt mulig undgaaes og kun herover
henvises til forhaandenværende, rikholdige
litteratur over disse emner (spec.
»Bean-spruchung und Durchhang von
Freileit-ungen« av dipl.-ing. Weyl, »Uber den
Durchhang von Freileitungen« av G.
Nicolaus, E. T.Z. 1907, hefte 37 & 38,
franskmanden Blondels metode etc.).
Ved alle friledningsberegninger maa
pilhøide og paakjending, som staar i et visst
forhold til hinanden, først og fremst
be-agtes. Biir en ledning, der er befæstiget
i den ene ende, paakjendt paa stræk i
den anden, saa er det bekjendt nok, at
jo større stræk, jo mindre pil. Forholdet
mellem pil og paakjending er dog ikke
ganske saa enkelt, da ledningsmaterialets
elasticitet spiller ind og foraarsaker en
længdeforandring av ledningen ved
forskjellige stræk. Den første grundregel i
al fasthetslære er jo, at
længdeforskyv-ningen inden visse grænser er direkte
proportional med kraften som
frembringer samme, omvendt proportional med
ledningstversnittet og proportional med
ledningens oprindelige længde.
Elasticitetskoeff. E = =
SI
kraft pr. flateenhet
længdeforskyvningsforholdet
Elasticiteten bevirker at den sterkere
strukne ledning forlænger sig og ikke
antar den pil den vilde faa, hvis vi hadde
med et uforanderlig ledningsmaterial at
gjøre. Herav følger at materialets art er
av særlig betydning. Paakjending og pil
er bundet til en høieste og laveste grænse.
Den største tilladelige pil er gjerne ved
ledningsføring paa master av given
masthøide fastsatt ved en mindste tilladelige
ledningshøide over marken. Føres
ledningen over en dal, bortfalder oftest dette
hensyn; men ogsaa her er der satt grænse
for pilhøiden, idet der maa sørges for
at de enkelte ledninger i
ledningssystemet forhindres fra ved eventuel sterk vind
at slaa sammen. Paa den anden side er
en økning av paakjendingen begrænset
ved materialets fasthet under
hensyntagen til en bestemt sikkerhetsgrænse.
Endvidere er der to faktorer, som
bidrar til, at ledningspil og ledningslængde
forandrer sig: temperaturforandring og
tillægsbelastning til ledningens egenvegt.
Forhøiet temperatur foraarsaker større
ledningslængde og følgelig større pil,
hvorved altsaa paakjendingen atter
formindskes ; omvendt erholdes ved lavere
temperatur mindre pil og større paakjending.
Under tillægsbelastning forstaaes den
atmosfæriske indflydelse som vind, is- og
rimbelæg foraarsaker.
Forandres denne belastning, forandres
ogsaa pil og ledningslængde.
Sjelden er desuten masterne at betragte
som faste punkter, da samme paakjendes
paa bøining, og under forskjellige
belastninger likeledes vil anta en større eller
mindre horisontalpil.
Vi ser altsaa at der er et fuldstændig
»bevægelig« system at betragte, ved
hvilket ethvert av de nævnte momenter
spiller en væsentlig rolle. Bestræbelsen ved
ethvert saadant ledningsanlæg gaar gjerne
derhen at opnaa et minimum av pil for
at kunne reducere masternes høide og
derved mastomkostninger.
Strækpaakjen-dingen økes derfor mest mulig; de
vigtigere kabelfabrikanter er nu ogsaa ved
materialprøvninger istand til at avgi
paa-lidelige opgaver over materialets fasthet.
Nogen forsigtighet m. h. p. dette punkt
bør dog tilraades ; paakjendingen bør neppe
drives saa høit, som kabelleverandøren
garanterer. Det er saaledes forfatteren
bekjendt, at ved en 200 m. overspænding
med siliciumbronsekabel av garantert 70
kg. fasthet pr. mm2 maatte de 35 mm2
ledninger 3 gange utskiftes, da kun 60—
65 kg. fasthed opnaaddes under
montagen, og den erholdte pil derfor ikke
god-kjendtes av vedkommende »Behörde«.
Efter foranstaaende biir opgaven i
korthet følgende: Naar den maksimalt
optrædende paakjending paa ledningen
samtidig dækker sig med den høieste, for
materialet tilladelige paakjending, hvorledes
forandres da paakjending og pil ved
veks
lende temperaturer og med saavel som uten
tillægsbelastning ?
Som bekjendt varierer klimatforholdene
adskillig for de forskjellige egne. I vort
land — specielt i indlandet — og
forøvrig i Nord- og Mellem-Europa er gjerne
den største tillægsbelastning at søke i sne
og is, mens i de aapne kystdistrikter og
endmere i sydlige soner, troperne,
usedvanlig sterke vinde forekommer, som
fremkalder betydelig høiere tillægsbelastning
end sne og is. Ogsaa den temperatur
som ledningen efter lufttemperaturen og
efter direkte straalevarme antar, avviker
med de forskjellige egne. Nøiagtige
opgaver over samtidig optrædende
belastninger ved is og vindtryk foreligger ikke,
men man er gaat ut fra, at disse
belastninger ikke optræder samtidig, væsentlig
av den grund, at vestlige vinde — ved
hvilke sandsynligvis ogsaa hos os
maksimal vindbelastning vil konstateres —
gjennemgaaende er av mild temperatur.
»Der Verband Deutscher
Elektrotech-niker« har under »Normalien für
Freileitungen« nøiere precisert hvilke
fordringer der maa stilles til
fasthetsbereg-ningerne, og som væsentlig gaar ut paa:
Fasthetsberegningen skal den ene gang
utføres ved en temperatur av 5 0 C. og med
maksimal tillægsbelastning av is, den anden
gang ved 4- 20° C. uten tillægsbelastning.
Der er gaat ut fra, at maksimal
isbelastning ikke vil optræde ved lavere
temperatur end 4-5°. (I vort klima vil vi
vistnok maatte basere vore
ledningsberegninger paa en lavere minimaltemperatur
end 4- 20°, f. eks. 4- 30 til 4- 35°).
Under antagelse av at issamlingen paa
ledninger for høiere tversnit er større end
for tyndere, biir isbelastningen at regne
proportional med tversnittet. Eksempler
fra specielt tysk praksis viser, at naar
isens vegt regnes med 0.015 kg. pr.
mm2 ledningstversnit og pr. meter
ledningslængde, er der tilstrækkelig
sikkerhet forhaanden.
Med denne nævnte isbelastning er ogsaa
samtidig tat hensyn til vindbelastningen.
Talrike gjennemregninger av eksempler
har vist, at ogsaa ved smaa tversnit er
den antagne isbelastning i almindelighet
større end maksimal vindbelastning,
saa at beregningen kun behøver at
gjen-nemføres for førstnævnte. Naturligvis
gjælder ogsaa her: ingen regel uten
undtagelse.
For endvidere at konstatere, at den
største ledningspil ogsaa ved høieste
temperatur — i Tyskland antat til 40° C. —
(hos os visstnok noget rikelig) ikke er
større end ved nævnte to
belastningstilfælder, skal beregningen hver gang ogsaa
gjennemføres ved maksimal temperatur.
De vigtigste til anvendelse kommende
formler skal kort nævnes (idet der dog
samtidig bemerkes, at disse formler ogsaa
beholder almindelig gyldighet ved mindre,
altsaa normale spændvidder):
Vi gaar ut fra følgende almindelige
betegnelser :
x = spændvidde mellem masterne i cm.
p — paakjending i et vilkaarlig tilfælde
i kg/cm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
