Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 8. 23 februar 1912 - Om eiendomsretten til opfindelser, som gjøres av opfindere i andres tjeneste, av Alfred J. Bryn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
TEKNISK UKEBLAD
Nr. 8 1912
hvilken spørsmaalet om arbeidsherrers
eiendomsret til de av funktionærer gjorte
opfindelser her i Norge efter min erfaring
har git anledning til tvist, er
militæretaten.
Det viser sig at de norske militære
myndigheter anser sig berettiget til at
disponere over de av officerer gjorte
opfindelser av militærteknisk art, og det
hvad enten opfindelsen er gjort i eller
utenfor tjenesten.
Jeg skal nævne et prægnant eksempel.
En officer opfandt et middel, en
beskyttelseshætte til at hindre fugtighet fra at
trænge ind i brandrør og spolere disse,
mens de laa lagrede i armeens magasiner.
Herpaa erhvervet han patent. Han fik
en fabrik til at sætte fabrikation igang,
og kom overens med armestyrelsen om
leveranse av disse beskyttelseshætter til
en viss pris. Efter at ha levert disse
hætter i nogen tid, merkede han at
bestillingerne avtok og sluttelig helt
ophørte; han bragte da i erfaring at armeen
var begyndt at skaffe sig hætterne fra
andet hold (utlandet).
Da han under henvisning til sit patent
krævet enten avgift for de fra andet
hold skaffede hætter, eller en gang for
alle 10 000 kr. for avstaaelsen av
patentretten, fik han til svar noget i den
retning, at armestyrelsen ikke ansaa sig
bunden av patentet, da det henhørte
under officerens pligter at sørge for midler
til at beskytte artillerimateriellet, og
staten derfor hadde fri dispositionsret over
patentet. Herpaa svartes der fra
officerens side med saksanlæg; før dette
imidlertid blev inkaminert fik man paa høiere
hold betænkeligheter, og foreslog officeren
at la saken avgjøres ved voldgift. Der
kom nu voldgift istand, og ved
voldgiftsavgjørelsen blev enstemmig
forlangendet om 10 000 kr. som betaling for
patentet anerkjendt som berettiget.
Denne sak bragte aapenbart de
militære myndigheter til at ta spørsmaalet
om forholdet mellem det offentlige og de
militære tjenestemænd med hensyn til
de av disse gjorte opfindelser op til
drøftelse.
Under 27de august 1906 utfærdigedes
av Forsvarsdepartementet følgende
cirkulære :
»Paa foranledning av et indtruffet
tilfælde finder departementet at
burde indskjærpe, at militære i den
tekniske etat, i særlig nedsatte
tekniske kommissioner eller lignende,
som under arbeider i militæretatens
tjeneste av teknisk art gjør
opfindelser av betydning for
militæretaten i den specielle branche, som de
enten i almindelighet eller for
tilfældet har at bearbeide, selvfølgelig
er forpligtet til at stille disse
opfindelser til militæretatens
disposition, hvorfor patent ikke maa
uttages uten departementets
samtykke.«
Omtrent tre aar senere, 10de februar
1909, utfærdigedes yderligere et cirkulære
saalydende:
»I forbindelse med cirkulære av
27de august 1906 (nr. 21 1906)
bestemmer departementet, at
fastlønnede militære av enhver grad, der
gjør opfindelser av interesse for
militæretaten, ikke maa offentliggjøre
eller paa nogen maate utnytte disse
hverken i ind eller utland, forinden
Forsvarsdepartementets bestemmelse
er indhentet om hvorvidt dette
anser sig berettiget til at disponere
opfindelsen — uten eller mot
erstatning (jfr. foranciterte cirkulære
nr. 21 1906) — eller til at forby
deres offentliggjørelse eller
utnyttelse«.
Hvad det første av disse cirkulærer
angaar, vil jeg bemerke at det saavidt
jeg kan forstaa intet andet indeholder
end hvad der er ganske selvfølgelig.
Som arbeidsherre anser staten sig
berettiget til at kræve andel i de
opfindelser, som dens tjenestemænd gjør under
utførelse av et bestemt teknisk arbeide,
naar opfindelsen indgaar som led i dette
arbeidsresultat. Det er ogsaa helt
rimelig at arbeidsherren maa ha ret til at
bestemme naar eller paa hvad maate
opfindelsen skal beskyttes eller utnyttes.
Det eneste uttryk som ikke er klart i
cirkulæret er »stille opfindelsen til
militæretatens disposition«. Imidlertid synes
ogsaa dette uttryk at kunne forsvares,
naar hensees til at patentloven, saavel
den ældre som den nye, uttrykkelig
uttaler, at kongen kan bestemme at en
patentert opfindelse skal kunne benyttes
av det offentlige mot erstatning.
I henhold hertil kan muligens
departementet ha ret til at bestemme en gang
for alle, at de i den tekniske etat ansatte
militære som gjør opfindelser i tjenesten
skal behandle saken som om dette
expropria-tionskrav likeoverfor opfindernes andel i
patentet en gang for alle var stillet. Kan
departementet anses berettiget hertil, er
det klart, at disse militære opfindere
maa finde sig i at ta hensyn hertil
og intet foreta for opfindelsens
utnyttelse, før de erfarer at
ekspropriationsretten ikke vil bli benyttet. Hvis
departementet hadde ment noget mere
end dette, maatte formentlig dette ha
været uttrykkelig sagt f. eks. ved at si
at vedkommende er forpligtet til uten
godtgjørelse at avstaa sin patentret til
det offentlige.
Hvad imidlertid det andet cirkulære
angaar saa tilsteder dette kun en
for-staaelse, og den er følgende: Enhver,
der mottar løn som fast militær
tjenestemand mottar herigjennem løn som
opfinder, forsaavidt det dreier sig om
opfindelser der har interesse for militæretaten.
Hvad enten vedkommende gjør saadanne
opfindelser i eller utenfor tjenesten og
utarbeider dem for sine eller for statens
midler, saa har den norske stat
eiendomsret til opfindelsen; denne eiendomsret
bestaar i nogen tilfælder i foran nævnte
medeiendomsret, i andre tilfælder er det
staten som helt ut eier opfindelsen.
Applicert paa bestemte tilfælder vil
dette kunne fortolkes derhen, at om en
officer der f. eks. er lærer ved
krigsskolen opfinder en for militæretaten særlig
passende skibinding, en teltanordning, et
aeroplan, en sykebaare, en ny krudtsort,
o. s. v. saa er staten medeier i
opfindelsen. Saaledes staar det i cirkulæret; det
kan neppe — særlig naar man
sammenholder det med det første cirkulære —
fortolkes anderledes.
Nu er det naturligvis saa, at der i
enhver etat selvfølgelig ved cirkulærer kan
gives forskrifter om hvorledes dens
tjenestemænd har at forholde sig; særlig i
militæretaten vil man ha bruk for mange
forskrifter, som sigter paa at gjøre
forsvaret saa effektivt som mulig. Det er
ingen tvil om at militære tjenestemænd
alle som en anser sig forpligtet til at
efterkomme alle forskrifter loyalt, og i
mange tilfælder lar hensynet til forsvaret
bli nr. 1 og hensynet til sine private
interesser nr. 2, selv om det omvendte i
et specielt tilfælde var juridisk
forsvarlig.
Men noget kan forskrifter ikke
forrykke eller røre ved og det er de
militære tjenestemænds av statsmagterne
vedtagne lønningsforhold, eller de ved
de almindelige borgerlige love fastslaatte
principper for eiendomsretten.
At et c rkulære som det av 10de
februar 1909 ikke kan ha gjældende kraft
likeoverfor militære som paa den tid var
i fastlønnet stilling, maa jeg anta er
selvsagt; men jeg mener at det heller ikke
kan ha gjældende kraft likeoverfor dem,
som efter den tid har mottat ansættelse
og som ved ansættelsen biir gjort
be-kjendt med cirkulærets indhold. Ti et
regjeringsdepartement kan ikke, uten
gjennem en av Stortinget vedtat lov, berøve
en klasse tjenestemænd en ret som alle
andre statens borgere har ifølge en fælles
borgerlig lov.
Hvis militæretaten forlanger dette
cirkulæres forskrifter vedtat ved mundtlig
eller skriftlig erklæring før vedkommendes
ansættelse, gaar det over til at bli en
arbeidskontrakt, og maa da formentlig
gjælde likeoverfor den enkelte, selv om
det i og for sig er ulovlig at stille et
saa-dant forlangende.
Hvorvidt dette sker kjender jeg ikke til
Efter mit skjøn har man ved
avfattel-sen av disse cirkulærer sigtet langt over
maalet, og derfor slet ikke opnaadd
nogen ting.
For staten har den økonomiske side
av saken efter mit skjøn ingensomhelst
betydning. Drivfjæren til tekniske
fremskridt er økonomisk vinding; de
militærteknikere eller andre teknikere, som gjør
opfindelser for at tilfredsstille et rent
etisk eller humant behov, forekommer
visselig kun rent sporadisk. De er neppe
heller efterspurt. Staten maa likesom
den private finde sig i at betale for
op-finderarbeidet som for alt andet
arbeide.
Statens medeiendomsret til opfindelser
som gjøres av dens tjenestemænd efter
opdrag, benegtes neppe av nogen. Dette
spørsmaals retslige sider biir ikke klarere
ved nogetsomhelst cirkulære.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
