Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 12. 22 mars 1912 - Om aeroplaners likevegt og hvilke veier man bør gaa for at gjøre flyvemaskinerne sikre, av Einar Sem-Jacobsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22 mars 1912
TEKNISK UKEBLAD
161
ikke vente at finde. Bestræbelserne gaar
nu ut paa at bygge aeroplaner slik at de
av sig selv holder sig paa ret kjøl
overfor alle mindre kastevinde, hvirvler etc.,
saa kun førerens opmerksomhet kræves
under særlig vanskelige forhold.
Endvidere at finde styreorganer der
automatisk angir flyveren, naar han utfører en
feilagtig manøver.
Ingeniør Doutres automatiske stabilisator.
Fig. 1, 2, 3, 4, 5 og 6.
Det er dette ingeniør Doutre har søkt
at opnaa med sin automatiske stabilisator,
hvis værd jeg hadde anledning til at prøve
under en længere prøveflugt i stormet
veir paa den militære aerodrom ved Reims
i begyndelsen av november 1911.
Denne stabilisator som jeg i det
følgende skal beskrive, er en liten maskin
Det er den klassiske feil som alle
nybegyndere begaar. Men denne feil er
ikke saa kriminel, den skyldes ikke
udelukkende flyveren.
Den hastighet som det her er tale om
er den relative hastighet; den skyldes to
faktorer: Aeroplanets egenhastighet og
vindhastigheten, den sidste er i forhold
til aeroplanets fart dels positiv dels
negativ. Men disse to hastigheter er begge
meget variable. Vindhastigheten er aldrig
konstant. Betragter man en grafisk
vind-maaler,vil man se hvordan vindhastigheten
hyppig kan variere mange mange meter
fra sekund til sekund, og aeroplanets
egen-hastighet er heller ikke en konstant
faktor, den avhænger av motoren som ofte
kan være temmelig lunefuld.
Men alle disse herav følgende
variationer i den relative hastighet vil igjen be-
Anemometret bestaar av en liten plan
flate P som træffes normalt av den
relative vind. Den avbalanceres ved to
fjærer R.
Avtar den relative hastighet, skyver
fjærene den plane flate frem, hvorved
høiderøret v. hj. a. regulatoren, sættes i
nedadgaaende stilling. I det øieblik
vinden igjen blir normal, indtar platen atter
sin likevegtsstilling.
Det maal som opfinderen har satt sig,
er at holde aeroplanets relative hastighet
saavidt mulig konstant; av denne
avhænger nemlig samtidig baade bærevnen
og likevegten.
Accelerometrets hensigt er øieblikkelig,
og i ethvert øieblik at maale de sjok som
aeroplanet mottar, og som frembringer
positiv eller negativ acceleration der
influerer paa hastigheten.
Fig. 2. Horisontalt snit av Doutres stabilisator. Fig. 3. Biplan Maurice Farman forsynet med D.s stabilisator.
der kan anbringes paa et hvilketsomhelst
aeroplan med høideror. Aeroplanet søker
paa grund av denne stabilisators
indvirken automatisk at indta sin longitudinale
likevegtsstilling, om denne et øieblik av en
eller anden grund tapes.
De ulykker der skyldes tap av den
longitudinale likevegt henføres til to
kategorier : 1) Aeroplanet steiler. Det taper
sin hastighet og falder ned paa halen.
2) Aeroplanet stuper forover og styrter
ned med en forfærdelig hastighet.
I flyvekunstens første dage — for 3—4
aar siden, da motorer paa 50 HK og
derover endnu ikke var almindelig at anvende
paa et aeroplan, var de første slags
ulykker de almindeligste. Flyverens
hovedsagelige opmerksomhet var da
koncen-trert om for enhver pris at undgaa at
hans aeroplan steilet; dette var den
største fare.
Efterhvert som motorerne er blit
kraftigere og kraftigere er faren for at
flyvemaskinen skal stikke ned med næsen
blit den hyppigste, eller i hvert fald den
der hyppigst medfører døden for flyveren.
Den første gruppe av ulykker er let at
forklare. Flyveren vil stige tilveirs og
gir for meget ror — høideror, maskinen
taper litt efter litt sin hastighet. Der
kommer tilslut et øieblik da hastigheten
er alt for utilstrækkelig, apparatet falder
pludselig.
virke at den vinkel aeroplanets
længdeakse indtar med flyvebanen, uavladelig
veksler og dermed flyvemaskinens
bæreevne. Hvis nu ikke flyveren ved hjælp
av høideroret eller aeroplanet automatisk
med tilstrækkelig hurtighet indstiller sig
overfor disse variationer i bæreevne, vil
resultatet bli nedstyrtning.
Hvad nu end grunden kan være til
hastighetens avtagen, aarsaken til ulykken
er mangel paa tilstrækkelig relativ
hastighet. Herav følger nødvendigheten av at
forhindre et saadant hastighetstap under
en viss grænse, ved at styre aeroplanet
over i en glideflugt hver gang dette
hænder. Man forstaar at denne slags uheld
er mindre og mindre at frygte jo
kraftigere motorerne biir.
Med et system for drivkraften hvor
denne er lik aeroplanets vegt, vil en
saadan ulykke aldrig indtræffe. Derfor har
man ogsaa stadig øket motorkraften for
aeroplanerne.
Følgen er blit at hastigheten betydelig
er øket og — alt forøvrig uforandret —
er derved bæreflaternes heldningsvinkel
avtat.
Med denne indledning skal jeg gaa
over til Doutres stabilisator.
Denne bestaar av 3 hovedorganer:
1. 1 anemometer.
2. 1 accellerometer.
3. 1 regulator.
Accelerometret bestaar i sine
hovedtræk av to bevægelige metalmasser M der
hver kan forskyves langs en metalstang.
De to spiral fjærer R bringer disse
metalmasser tilbake i sin likevegtsstilling naar
aeroplanet har indtat sin normale
hastighet. Disse fjærer motsætter sig ogsaa
enhver bevægelse av metalmasserne, om
aeroplanet helder paa sig uten at
forandre hastighet.
Regulatorens opgave er med den
fornødne kraft at overføre til høideroret de
trykforandringer som skyldes
accelerometret og metalmasserne. I sin
konstruktion minder denne regulator meget
om regulatoren paa en almindelig
torpedo.
Fig. 2 viser et snit av denne
stabilisator. Den plane flate P er fæstet til
rørene A, som glider med ganske ringe
friktion i aluminiumkassen F.
Luftstrømmens tryk mot den plane flate opveies
av fjærene R, der er fæstet til disse rør
ved smaa ringer. Metalmasserne M kan
forflytte sig langs rørene A. Stængerne
E er fast forbundet med stangen T, der
tjener som stempel for regulatoren. Denne
stang er anbragt i selve aksen av
hjælpemotorens (regulatorens) cylinder.
Komprimert luft strømmer ind i cylindrens
kammer C, og strømmer derfra videre ind
i kamrene I eller H, eftersom stangen T
forflyttes i den ene eller anden retning,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
