Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Nr. 14. 5 april 1912
- Om elektrisk jernsmeltning, referat av Grønwalls foredrag, av V. B.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5 april 1912
TEKNISK UKEBLAD
187
Om elektrisk Jernsmeltning.
Referat av ingeniør Grønwalls foredrag i P. F. den 13de februar 1912.
Den elektriske jernsmeltning turde
allerede være kjendt i Norge gjennem den
indberetning som den av regjeringen
nedsatte elektrometallurgiske kommission
utgav forrige aar. Jeg vil her si at det
er et virkelig gedigent og godt arbeide
som komitéens medlemmer har utført.
Der er i de senere aar i en række land
utgit den ene bok efter den anden om
elektrisk jern- og staalsmeltning, men
efter min mening har ingen været saa
saklig og velskreven som den norske
komitéindstilling.
Mig bekjendt er der endnu ikke
fremkommet nogen anden smeltemetode som
praktisk er prøvet, end elektrometalls. Jeg
kommer derfor hovedsagelig til at omtale
den metode for elektrisk malmsmeltning
som er utarbeidet av mig og mine to
kamerater, Axel Lindblad og Otto
Stålhane. De svenske
originalpatenter eies av Aktiebolaget Elektronnet all,
hvorfor vi bruker at kalde ovnskoustruktionen
for »Elektrometalls system«. Navnet
elek-trometal er jo nu blit bekjendt ogsaa her
i Norge ved A< S Norsk Elektrometal,
hvilket seiskap har tilsikret sig eneretten til
vore norske patenter for ovnen.
*
Av det skematiske billede av den
elektriske masovn sees (tig. 1), at
smelterummet har faat formen av en stor digel
som er overdækket av et kuppelformet
hvælv, Sjakten er ophængt over
smelterummet. Naar beskikningsgodset synker
ned fra sjakten i smelterummet, utbreder
det sig saa at der mellem beskikningen
og hvælvet dannes et frit rum.
Kulelektroderne som tilfører den elektriske
strøm, føres ind i smelterummet gjennem
hvælvet og gaar ind i beskikningen paa
dens frie overflate. Ved denne anordning
opnaaes at beskikningsmaterialet selv
Fig. i.
beskytter murverket for ødelæggelse ved
straaler fra elektriske lysbuer.
Den ved reduktionsprocessen dannede
gas suges ut gjennem en vifte i pipens
øvre del og trykkes ind i smelterummet
gjennem rør, hvis mundinger er placert
midt imellem elektroderne. Denne
gascirkulation tjener først og fremst til at
forstørre ovnens reduktionssone
derigjen-nem, at gasen optar endel av den varme
som utvikles i nærheten av elektroderne
-— dels ved direkte opvarmning, og dels
derved at kulsyren i den indstrømmende
gas spaltes og danner CO, idet den
optar varme. Denne varme avgives ved
malmens reduktion, naar gase» kommer
høiere op i sjakten.
*
Naar den elektriske strøm gaar
gjennem smelterummet avgives den største
del av energien like ved kulelektroderne,
og alene 5 à 10 °/0 avgives kanske i
be
skikningen. Følgen herav blir at der
dannes en smeltningssone omkring hver
elektrode, mens der i midten av
smelterummet kommer til at staa en usroeltet
pillar av beskikningen. Denne pillar
hjælper til at bære beskikningen i sjakten.
Hvis der ikke skulde anvendes nogen
gascirkulation, vilde temperaturen allerede
i sjaktens nedre del bli saa lav at der
praktisk talt ikke vilde finde sted nogen
reduktion av malmen ved hjælp av
kul-oksyd, og den avgaaende gas vilde
bestaa av næsten ren kuloksyd. Da vilde
sjakten være unødig, og ovnen vilde
funktionere omtrent paa samme maate som
en kiseljernsovn. Jeg skal senere vise
at kraft- og kulforbruk i saa tilfælde vilde
bli betydelig større. Gascirkulationen er
desuten nyttig til at avkjøle hvælvet over
smelterummet. Denne avkjøling sker jo
indvendig saaledes at der ikke
derigjen-nem foraarsakes noget som helst
varmetap. En anden ting som er meget vigtig
for ovnens drift, er reguleringen av
elektroderne eller rettere sagt den elektriske
strøms spænding. Ved alle elektriske
ovner regulerte man før spændingen ved
at regulere elektroderne, d. v. s. man
hævet eller sænket elektroden, naar
strømstyrken økedes eller avtok i forhold til
normalen. Dette var en ulempe, fordi
det var umulig at holde det gastæt
omkring elektroderne. Gasen lækket ut og
brændte med større eller mindre lue inde
ved elektroden, hvorved endel av denne
fortærtes. Vi har derfor løst dette
problem paa den maate at spændingen
reguleres ved transformatoren, mens
elektroderne staar stille og kun reguleres,
naar de avbrændes saa meget at en
sænkning er nødvendig; og dette sker kun et
par gange i uken. Spændingsreguleringen
foregaar ved utkobling av vindinger i
transformatorens høispændingsvikling, og
Fig. 2. Jernkontorets anlæg ved Trollhättan.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:59:19 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/tekuke/1912/0203.html
