Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 21. 24 mai 1912 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
200 000 perioder og derover, fordi der
mot massen indtræder en
høifrekventskortslutning paa grund av viklingernes
kapacitet, og der avgives ingen energi
utad.
Professor Goldschmidt har forbedret en
saadan maskin paa en maate som har
vakt opsigt i Tyskland. I hans maskin
fremstilles et lavere periodetal, som ad
elektrisk vei hæves i maskinen.
Poldelingen og hastigheten svarer da til det
lavere periodetal, hvorved de mekaniske
vanskeligheter formindskes.
Imidlertid er endnu ingen av den
traadløse telegrafis opgaver strandet paa det,
at man ikke har kunnet fremstille nok
avsenderenergi i høifrekvensform, men
paa at man ikke har kunnet utstraale
den. Antennevanskeligheter har
begrænset opgavernes løsning. Har man
engang konstruert antenner (master),
hvormed man kan utstraale 500 eller 1 000
kw., da svigter maaske funkemetoden, og
da kan maskinens utvikling faa større
betydning.
Paa grund av denne utviklingsmulighet
har A. E. G. efter opfordring av
»Telefunken« allerede flere høifrekvensmaskiner
i arbeide, og to av disse er omtrent
færdige.
Nu noget over fremstillingen av
svingninger ved funker.
Man frembringer ved funkeutladninger
høifrekvensstrømmer av mere end 100 kw.
energi, og med frekvenser fra millioner
pr. sekund og nedover til faa tusen. En
anslaat stemmegaffel demonstrerer godt
den moderneste funkemetode. Energien
tilføres stemmegaffelen ved et kort slag,
og denne energi omsættes til og utstraales
som et hendøende akkustisk bølgedrag.
Er tonen helt eller næsten helt ophørt,
kommer et nyt slag. Slagene svarer til
de elektriske funker. En funkes
energikvantum omsættes til en svindende
vekselstrømsrække. Ved vore stationer følger
i almindelighet 1 000 funker efter
hverandre i hvert sekund. Antar vi at
vekselstrømsperioden er 100 000, og at hver
bølgerække ophører efter 100 svingninger,
saa vil pauserne mellem bølgerækkerne
forsvinde, idet den nye funke sætter ind
netop i det moment, da den foregaaende
bølgerække netop er ophørt.
Den fuldkomneste form for
funkemetoden er systemet med den syngende
»löschfunke«. Tre elektriske egenskaper maa
fremhæves. Pauserne mellem
bølgerækkerne er forsvindende smaa.
Gruppeavstandene er like lange, og bølgerækkerne
følger med absolut regelmæssighet,
hvorved der frembringes en tone i
mottagertelefonen. »Löschfunken«, det vil sige
den hurtig sluknende funke, har endelig
ogsaa den fordel at den kun eksisterer
under de aller første svingninger.
Hvorpaa den slukner og utsvinger en lang
bølgerække. Energitapet er begrænset til
en minimal brøkdel av tiden, eller er
praktisk talt overvundet.
Slukningsprincippet som er opfundet av professor Max
Wien, er efter lange laboratoriumsarbeider
utarbeidet til absolut driftssikkerhet selv
for 100 kw.s svingningsenergi.
Hvad antennerne angaar, saa faar disse
høifrekvensenergi tilført fra avsenderen,
og endel av denne utstraales igjen ved
fjernvirkning. Det er i den senere tid
lykkes at skaffe litt mere lys i det som
foregaar i antennen. En række av
enkeltfænomener som tidligere syntes at
være uten sammenhæng, forklares nu
under et.
I denne forbindelse maa henvises til
de forsøksresultater, som den avdøde Erich
Rathenau offentliggjorde i E. T. Z. i aaret
1894. Rathenau benyttet to jordplater
som var nedgravet i stranden ved Wannsee,
og sendte til disse fra et
akkumulatorbatteri en avbrutt likestrøm av 3 amp.,
som ved en nøkkel blev aapnet og sluttet
i tempo som morsetegn. Mottagerne
bestod likeledes av to plater som var
sænket ned i sjøen, og mellem hvilke var
indkoblet en telefon. Tegnene kunde
opfattes i en avstand av indtil 4.5 km.
I de følgende aar hvilte jordforsøkene
fuldstændig, og først i de sidste to aar
har doktor Kiebitz, ingeniør ved
telegrafens forsøkskontor, gjort forsøk med
forbedrede jordanordninger, hvis delvis ret
gunstige resultater er offentliggjort.
Tilskyndet herav har ogsaa Telefunken
anstillet systematiske forsøk og anmeldt
flere patenter paa visse forbedringer. Disse
synes ret lovende for mottagerstationer,
og muligens ogsaa for meget store
avsenderanlæg.
De hittil brukte »antenner« bestod i
almindelighet av lodrette traade med en
øvre ledende endeflate som bares av høie
master. Jo større avstanden er, desto
større energi maa anvendes, og jo større
energien er, desto større maa ogsaa
antennen være baade i høiden og i
utstrækningen av den øvre traadflate.
Omkostningerne ved taarnene stiger omtrent
med tredje potens av deres høide. Heri
ligger altsaa den praktiske begrensning
av de traadløse stationers rækkevidde.
Holder derimot jordantennen det som
mange fagfolk lover sig av den, begynder
muligens en ny epoke i bygningen av
traadløse kjæmpestationer for de største
avstander, og da faar muligens
høifrekvensmaskinen fortrinnet for funkerne. Men
endnu er det ikke sikkert om
jordantennen arbeider med samme økonomi som
de gamle antenner.
For mottagelsen anvendes samme slags
antenne som ved avsendelsen. Ved
avstemning av mottageren opnaar man paa
den ene side større avstand, og paa den
anden side muligheten for at opta
signaler fra den ene eller den anden avsender
efter indstillingen.
Den elektriske avstemning anvendes
ikke alene ved antennen, men ogsaa ved
flere andre enkelte apparater som hører
til en moderne traadløs station.
Hvorledes iagttar man nu de svake
strømmer i mottagerantennen? Telefonen
kan ikke anvendes; ti dens lydplate er
altfor træg til at følge mottagerstrømmens
100 000 eller flere perioder, heller ikke
kunde det menneskelige øre opfatte disse
telefonlyd. En omformning av energien
er altsaa nødvendig og vekselstrømmen
omformes derfor til likestrøm. Dette sker
ved en »likeretter« kaldet »detektor«,
som nu for det meste bestaar av en
metalspids som berører et specielt mineral,
f. eks. platina og blyglans. Hver
bølgerække frembringer altsaa et
likestrømsstøt som bevæger telefonmembranen. Hver
avsendt funke frembringer altsaa en
membranbevægelse. 1 000 funker i sekundet
høres altsaa som en tone med svingetal =
1 000.
I stigningen av anvendelsesomraadet ser
man tydeligst de sidste aars tekniske
fremskridt. Stationernes rækkevidde er relativt
steget; ti man kan nu omsætte 50—75 %
av maskinenergien i antenneenergi. Man
kan derfor nøie sig med mindre
primæranlæg. Ved at pauserne mellem
bølgerækkerne er borte, kan en og samme
antenne tilføres mere energi, og paa grund
av »Löschfunken«s korte varighet kan
man forvandle store energimængder til
svingninger uten at ødelægge
funkeelektroderne. Andre stationers og
atmosfæriske utladningers forstyrrende
indvirkning er overordentlig formindsket.
Avsenderens høie syngende eller pipende tone
trænger gjennem et tropisk tordenveirs
larm selv om denne er 10 à 100 ganger
sterkere. Apparaterne er forenklet,
regulering er omtrent helt bortfaldt, saa
der nu kun stilles en fordring til
betjeningspersonalet, den at kunne avsende
telegrammer og at kunne opta dem efter
gehør.
Princippielt forskjellig er konstruktionen
av de forskjellige apparater, eftersom de
er bestemt til militærbruk eller civil
tjeneste. I tilfælde av krig kommer det
jo an paa at bringe sine egne
telegrammer igjennem, trods fiendens forsøk paa
at hindre det. Der kræves hertil stor
mængde variationer og en lang toneskala,
likesom alle forandringer i den elektriske
indstilling maa kunne utføres hurtig.
Det er derfor selvfølgelig, at
militærapparaterne biir baade komplicerte og dyre.
Apparaterne til handelsflaaten biir baade
enklere og mindre, ogsaa av den grund
at der som regel kun skal overvindes
kortere avstander. »Telefunken« bygger tre
typer av disse. En stor for store passager-
og fragtdampere, en middelstor for smaa
passagerdampere og en liten type for
fiskerbaater, fyrskibe og motorbaater. Enkelte
av de sidste utstyres kun med
mottagerapparat uten avsender.
Den almindelige avsenderstation for
skibe leverer 1.5 kw. i antennen, og
hermed er der telegrafert over flere 1 000
km. Man skulde derfor tro at man med
35 kw. vilde naa over fantastiske
avstander. Dette er ikke tilfældet. De nævnte
avstander er nemlig kun naadd om natten,
om dagen naar de samme stationer kun
6—700 km. Marconi var den første som
paaviste, at aarsaken hertil var at lyset
ødelægger de elektriske bølger, og det i
desto større grad jo høiere
vekselstrømmens periodetal er. Nu er det vistnok
let at frembringe lave periodetal, men
meget vanskelig at utstraale dem
økonomisk, ti de fordrer overordentlig høie
antenner.
Marconi var den første som bragte
istand en varig forbindelse paa 3 100 km.,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
