Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 33. 16 august 1912 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16 august 1912
TEKNISK UKEBLAD
429
lysets; dette er radiums ^-partikler. Da
atomet utadtil forholder sig elektrisk
nøi-tralt, maa disse negative ladninger
op-veies ved en tilsvarende positiv, som
antages fordelt paa større partikler
(«-partiklerne), der er forholdsvis træge.
Maa-ske er ikke alle disse partikler frie, ’men
delvis forenet til mindre samfund av en
viss selvstændighet.
Denne teori fører til vidtgaaende
slutninger. Derav, at partiklerne er i livlig
bevægelse, følger med nødvendighet de ikke
kan utfylde atomet, men at der maa være
frit rum mellem dem. Atomernes saavelsom
elektronernes størrelse lar sig beregne, og
beregningen viser likeledes, at
elektronerne ikke kan utfylde atomet. Tænker
man sig et vandstof atom saaledes for
størret, at det utgjør en kule av 100
meters radius, da vil et elektrons radius
kun være en mm.; antages, hvad der med
stor sandsynlighet er fundet, at et
vand-stofatom indeholder omtrent 1 000
elektroner, saa vil det let indsees at disse
sidste kun indtar en forsvindende plads
i atomet; det er som om man vilde kaste
en haandfuld knappenaalshoder ind i en
hul kule av 200 meters tversnit; de vil
kun opta en meget ringe del av det store
rum, og elektronerne vil ha plads nok
til at kredse i sine baner uten stadige
sammenstøt. Paa lignende maate maa vi
anta alle grundstoffers atomer bygget.
Selv de fasteste, haardeste legemer som
jern og staal indeholder kun i
forsvindende mængde fast stof, bestaar
væsentlig av tomrum. Haardhet og fasthet
betyr bevægelse. Alt der bevæger sig med
svimlende fart, virker som haardt, en
hurtig roterende papirskive kan brukes
som cirkelsag, og øksehug biter ikke paa
en vandstraale, som springer med en fart
av 100 meter i sekundet. . .
Materien er altsaa porøs, en forestilling
der er os meget værdifuld, fordi den
tilfredsstillende forklarer dens
gjennem-trængelighet, som ellers vanskelig kunde
forstaaes.
Hvad der nu er aarsaken til, at der i
radiumatomet indtrær forstyrrelser,
saaledes at det sprænges og smaadeler
utslynges, vites ikke, men at det kan ske,
maa efter gjengivne teori for atomets
bygning ikke synes underlig. Det vilde snarest
være rimelig, at ogsaa andre grundstoffer
led samme skjæbne.
Og i virkeligheten gjør de det under
bestemte forhold. Vi har nemlig — men
uten at vite hvad det var — set alle
disse partikler og straaler allerede førend
radium blev opdaget.
Det nu saa meget brukte røntgenrør
er, som bekjendt, en hul glaskule, som er
lufttom og hvorigjennem man sender en
elektrisk stram. Under visse
omstændig-heter iagttages, at der i røntgenrøret fra
anoden eller den positive pol utgaar de
saakaldte kanalstraaler; disse bestaar av
positive, forholdsvis store partikler, der
svarer til radiums «-partikler. Fra
katoden eller den negative pol utgaar de
be-kjendte katodestraaler; disse har vist sig
ikke at være straaler i almindelig forstand,
men sværme av uendelig smaa negative
partikler, som bevæger sig med stor
hastig
het; de er med andre ord elektroner og
svarer til radiums ^-partikler. Der, hvor
katodepartiklerne træffer glasset, biir dette
fluorescerende, og fra dette sted utsendes
de kjendte gjennemtrængende
røntgen-straaler, der er av samme natur som
radiums / straaler. Hvad vi i røntgenrøret
ser, er altsaa en radiumsspaltning
lignende proces, fremkaldt ved
luftfortynding og elektrisk strøm.
Lyset kan utfolde en lignende virkning;
utsættes en sinkplate for ultrafiolet lys,
da utsender den elektroner. Flere andre
metaller, f. eks. platina, sølv, kobber og
aluminium, avgir elektroner, naar de
utsættes for kanalstraaler. Alt dette tør
ansees som spaltninger av almindelige
grundstoffer. Maaske er, som allerede før
nævnt, al materie ogsaa under
almindelige omstændigheter radioaktiv, d. v. s.
befinder sig i opløsningstilstand, uten at
det kan iagttages ved de metoder man
for tiden raader over; til at paavise
partiklerne kræves nemlig, at de optrær i en
viss mængde, og navnlig at de har en
viss hastighet.
Endvidere synes varme at kunne
fremkalde atomspaltning, ti flere metaller
begynder ved rødglødhete at utsende
elektroner; for varmens spaltende virkning
taler ogsaa den omstændighet, at man
ved spektralanalysen paa de varmeste
fiksstjerner kun finder de letteste
grundstoffer, nemlig vandstof og helium.
Enkelte fænomener (forøket ledningsevne av
luft, der er indesluttet i metalbeholdere)
er tydet derhen, at metallerne allerede
ved almindelig temperatur avgir
«-partikler.
Det er sandsynlig, at verdensrummet
er opfyldt av sværmer av elektrisk ladede
partikler, ß-partikler eller elektroner, som
stammer fra glødende stjerner inden vort
planetsystem nærmest fra solen. Disse
har for os faat en særegen interesse ved
de stort anlagte undersøkelser, som vore
landsmænd Birkeland og Størmer
nylig har offentliggjort. Vor jord kan,
som bekjendt, sammenlignes med en
kule-formet magnet med en nordpol og en
sydpol. Et av Birkelands smukkeste
eksperimenter bestaar i, at han anbringer
en kuleformet, med bariumplatincyanur
dækket magnet inde i katodestraalerne,
der, som ovenfor er sagt, bestaar av
elektroner eller »katodepartikler«. Det viser
sig nu, at disse, naar magneten er svakt
ladet, indsuges ved kulens ækvator og
her danner et lysende belte. Er
magneten sterkere ladet, da samles
katodepartiklerne i to ringer, der ligger henimot
begge kulens poler. Er kulen meget sterkt
magnetisert, da sees katodestraalerne i
disse belter at falde ned som lysende
baand av straaleformet struktur, lik
nordlysdraperier. Størmer kommer ved
sine beregninger ad rent matematisk vei
til det resultat, at de katodestraaler eller
elektroner, som kommer inden vor jords
rækkevidde, vil bli indsuget i to belter,
som ligger henimot polerne, altsaa
svarende til de soner, hvori nordlys og syd
lys optræder. Det ser altsaa ut til, at
radiumforskningen paa en uventet maate
skal bringe os den længe søkte forklaring
for nordlyset, en forklaring som lar dette
naturskuespil bli et radioaktivt fænomen
i kjæmpemæssig stil, et bud om ankomst
til vor jord av partikler fra andre
verdensdeler, et symptom av universets
stofveksel.
Vi skal atter vende tilbake til
radiums stamtavle (se side 428). Rækken
av dets efterkommere ender her med
radium F. Utviklingen kan dog ikke være
avsluttet hermed, ti radium F avgir
«-partikler og maa altsaa gaa over til noget
andet; men hvad dette andet er, vites
endnu ikke. Nogen formodninger om dets
natur kan dog opstilles. Det er for det
første nogenlunde sikkert, at dette sidste
led ikke længer er tydelig radioaktivt,
ikke avgir partikler eller straaler i
nævneværdig grad, ti dette vilde kunne
paavises. Det er altsaa sandsynligvis et
bestandig legeme, og herav følger videre,
at det i tidernes løp maa bli ophopet og
nu antagelig forekommer i betydelige
mængder paa vor jord, med andre ord, er et
av vore almindelige, godt kjendte
grundstoffer. Man har ogsaa et bestemt spor,
som leder til ganske interessante
slutninger.
For at forfølge dette spor er det
nødvendig, at vi betragter radiums
«-partikler noget nærmere. Disse er materielle,
maa altsaa bestaa av et eller andet stof,
og man har av flere aarsaker allerede i
nogen tid hat en formodning om, at de
er helium-atomer -|- elektrisk ladning.
Nylig er denne formodning blit til
visshet. Ved en overmaate sindrig
forsøks-anordning er det lykkes Rutherford
og R o y d s at samle a partikler i
fuldkommen ren tilstand og undersøke dem
spektroskopisk. I begyndelsen var der
intet at se, men efter 4 dage viste
heliums gule linje sig, og efter 6 dage var
det karakteristiske spektrum fuldt
utviklet. Herved er beviset ført for, at
a-par-tiklerne efter at ha tapt sin elektriske
ladning er = grundstoffet helium, den
sidste og meget betydningsfulde opdagelse
paa radiumforskningens omraade.
Anvendes dette paa den ovenanførte
stamtavle, da biir resultaterne følgende:
Heliums atomvegt er 4. Uran (atomvegt
238.5) og dets nærmeste efterkommer
taper, som det vil sees, tilsammen 3
a-partikler — 3 X 4 = 12, førend vi
kommer til radium. Dettss atomvegt
skulde altsaa være 238.5 -4- 12 = 226.5,
hvilket fuldkommen stemmer med den
av fru Curie ad eksperimentel vei
fundne vegt. Under de videre
forandringer gjennem emanationen, radium A o.
s. v., tapes yderligere endnu 5
«-partikler = 20, og det ukjendte
slutningsprodukt skulde altsaa ha en atomvegt av
ca. 206.5, d. v. s. vi kommer til bly, hvis
atomvegt er bestemt til 207. Efter dette
maa det ialfald ansees som en meget
plausibel formodning, at bly er det sidste
endeprodukt av urans og radiums spaltninger.
Det fortjener at tilføies, at bly i
virkeligheten altid er tilstede i uranmineraler.
Om utviklingen hermed er helt avsluttet,
vites endnu ikke. Der er adskillige
opgaver om, at ogsaa bly er svakt
radioaktivt, altsaa befinder sig i en fortsatt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
