Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 33. 16 august 1912 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
430
TEKNISK UKEBLAD
Nr. 33 1912
opløsningstilstand, som vil føre til nye
led, men herom vites endnu intet
sikkert.
Vi føres ved disse undersøkelser like
paa temaet om grundstoffenes overgang i
hverandre. Det er ofte sagt, at alkemiens
tider vendet tilbake, og man har opkastet
spørsmaalet om det ikke skulde kunne
lykkes at fremstille guld. Svaret Jyder,
at muligheten ikke længer kan benegtes,
men at guldet i saa fald kun vilde bli
et uvæsentlig biprodukt i sammenligning
med de langt større værdier, som vilde
vindes. Dette vil fremgaa av følgende
ræsonnement av fysikeren Bloch:
Hvis atomerne har den her omtalte
meget sammensatte bygning, saa maa der
til samlingen av disse komplekser av
tusen lynsnart kredsende legemer være
medgaat umaadelige energimængder; disse
maa nu ligge opmagasinert, latente i
atomet og ved dets sprængning bli fri.
Denne forutsætning har faat den
fuldkomneste bekræftelse. Enhver radioaktiv
proces ledsages av frigjørelse av energi,
og der optrær ved radiums spaltning bl.
a. en varmeutvikling, som millioner
ganger overgaar den, som iagttages selv ved
de heftigste av de almindelige kemiske
processer. 1 gram kul gir ved sin
forbrænding 7 varmeenheter og er dermed
opbrukt; 1 gram radium utvikler i 1 time
mere end 100 varmeenheter og er ikke
opbrukt, men vedblir i hundreder og
tusener av aar at avgi varme. I sit hele
liv utvikler 1 gr. radium efter Soddy’s
beregning 1 milliard kalorier, d. v. s.
likesaa meget varme som ca. 150 ton
stenkul. Denne langsomme
varmeutvikling lar sig dog ikke nyttiggjøre for
praktiske formaal, ganske bortset fra, at større
mængder radium sandsynligvis aldrig vil
findes paa vor jord. Vi maa imidlertid
gaa ut fra, at ogsaa de andre
grundstoffers atomer er av samme
beskaffenhet som radiums. Kunde man finde
metoder til vilkaarlig at fremkalde deres
radioaktive spaltning, da vilde man raade
over energimængder, om hvilke vi
vanskelig kan gjøre os nogen forestilling.
Man vilde i nogen kilo av et av de
almindelige metaller, f. eks. jern eller bly,
ha en varmekilde, som vilde opveie hele
kulgruber. Det vil da let forstaaes, at
et utbytte av noget guld (dette maatte
dog fremstilles av et grundstof, der var
tungere end guld) ved siden herav vilde
være av underordnet betydning.
Om saadant nogensinde vil lykkes, lar
sig jo ikke si. Tanken om disse nye
varmekilder kan dog ikke avvises som
kun ørkesløse fantasier, ti begyndelsen
til radioaktive spaltninger av almindelige
grundstoffer har vi, som før omtalt,
allerede i røntgenrøret, i det ultrafiolette lys,
og i varmens indvirkning paa metaller.
Denne begyndelse er meget beskeden,
men det maa erindres, at det kun er litt
over 10 aar siden radium blev opdaget,
og at vort kjendskap til radioaktiviteten
maaske nu befinder sig paa samme
ufuldkomne standpunkt som kjendskapet til
elektriciteten for 100 aar siden. Det var
i 1789, at G al van i ophængte et
fro-skelaar med utpræparert nerve i en kob-
bertraad paa et jernstakit og derved fik
se en rykning i musklerne. Den, som
da hadde spaadd, at her var en
naturkraft, hvormed man faa slegtled senere
vilde frembringe de høieste kjendte
varmegrader, oplyse byer, drive skibe,
sporvogner og jernbanetog og sætte
verdensdelene i lynsnar forbindelse med
hverandre, vilde være blit utledd som en daare.
Nu er alt dette skedd og forekommer os
som saare selvfølgelige ting. Saadanne
erfaringer maa lære os at være forsigtige
med at benegte muligheter paa
naturvidenskapernes omraade.
Til praktiske formaal lar altsaa de
radioaktive spaltningers varme sig for
tiden ikke benytte, men det er dog mulig,
at de kan yde menneskeheten tjenester,
der er endnu langt større end om vi
kunde faa nye og uuttømmelige
energikilder til vore maskiner. Vor jord har
engang været meget varm og er
efter-haanden blit avkjølet. Ad forskjellige
veier er fysikerne kommet til slutninger
angaaende den tid, som er forløpet fra at
jorden var glødende og indtil den har
sin nuværende temperatur, og
beregningerne fører med god overensstemmelse
til det resultat, at hertil kan ikke være
medgaat mere end omtrent 15—20
millioner aar. De samme beregninger maa
videre føre til det resultat, at jorden
fremdeles maa avkjøles paa sin bane
gjennem det kolde verdensrum, og at der
inden (relativt talt) ikke ret længe vil
komme en tid, da alt organisk liv
utslukkes, da planter, dyr og mennesker
vil føre en haabløs kamp mot kulden og
tilsidst utdø, en tanke, der ikke er
tiltalende. Ved disse beregninger kommer
imidlertid fysikken i skarp strid med
geologien, som forlanger meget større
længde. Saaledes vil alene for et
forholdsvis kortvarig avsnit av den nyeste
geologiske periode ifølge L y e 11,
Darwin og andre 300 millioner aar ikke
strække til.
Det ser nu ut til, at striden kan løses paa
bedste maate. Der vilde i jordskorpen
kun tiltrænges en ringe mængde av uran,
radium og andre radioaktive grundstoffer
for at frembringe en varmemængde stor
nok til at dække det aarlige varmetap,
som jorden nu lider. De overmaade
mange steder foretagne undersøkelser
synes at vise, at den tilstrækkelige mængde
er tilstede. Dette berører paa det
intimeste menneskeslegtens skjæbne, ti
derved biir jorden ikke en klode, som
mot-standsløst avkjøles, men en klode som
varmer sig selv. Det er klart, at herved
forlænges jordens liv tilbake til
uoverskuelige tidsrum og tillike forlænges dens
liv fremad. Den frygtede kuldedød biir
ikke længer at frygte, og hermed
bortfalder den alvorligste for os nu synlige
hindring for, at menneskeslegten skal
vedbli at leve til tider av uberegnelig
fjernhet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
