Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 35. 30 august 1912 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30 august 1912
TEKNISK UKEBLAD
453
SuIfitavfaldslutens Anvendelse
i Garverierne.
(Grantræekstrakt).
Av ing. kemiker Hans Landmark.
Av alle de forslag som er fremkommet
til anvendelse av avfaldsluten fra
sulfit-cellulosefabrikkerne, er der kun to som
synes at ville faa nogen større betydning,
ialfald for masseanvendelse av luten.
Det er anvendelsen til fremstilling av
et for garveriindustrien egnet produkt og
til sprit. Av alle de andre fremkomne
forslag, er der ingen som kan gjøre
anvendelse av saa store mængder lut, at der
vil bli tale om utnyttelse av den
samlede lutmængde fra en middelsstor
cellulosefabrik.
Hvad der betinger sulfitlutens
anvendelse i garverierne, er dens store indhold
av saadanne organiske stoffer som huden
form aar at opta, og for en væsentlig del
paa samme maate som den optar de
almindelige vegetabilske garvestoffer.
Den almindelige vegetabilske garvning,
den saakaldte lohgarvning, beror paa at
huden efter at ha været underkastet
særskilt behandling formaar at opta endel
stoffer, de saakaldte garvestoffer, av det
vegetabilske garvematerial. De indgaar
med hudens fibre en saa fast forbindelse,
at de senere ikke lar sig utvaske.
Samtidig overgaar huden til lær, et produkt
som i første række adskiller sig fra den
oprindelige hud derved at det efter
tørring fremdeles er bøielig og smidig, mens
huden biir hornagtig og stiv.
Foruten de egentlige garvestoffer
indeholder de vegetabilske garvematerialer
ogsaa endel andre stoffer, som fælles
benævnes »ikke-garvestoffer«. Disse har
ogsaa en meget vigtig funktion under
garvningen.
For at huden skal kunne opta mest
mulig av garvestoffene, er det nødvendig
at der bydes dem størst mulig overflate.
Det opnaaes ved at man lar huden svelle
ut, hvorved dens porer aapnes. Denne
saakaldte svelningsproces er en
gjærings-proces, som foregaar samtidig med
garvningen og som omtrent udelukkende
skyldes »ikke-garvestoffene« der for en
overveiende del bestaar av forgjærbare
sukkerholdige stoffer.
Jo større indhold av »ikke-garvestoffer«
et garvemateriale indeholder, desto bedre
svelning. Derved formaar huden at opta
større mængder garvestof og samtidig
endel »ikke-garvestoffer«, hvorved
opnaaes et bedre lær og et større utbytte.
Sulfitavfaldsluten indeholder nu
foruten direkte av huden absorberbare stoffer
ogsaa store mængder av »ikke-garvestoffer«.
Den skulde saaledes ved første øiekast
synes at være et fortrinlig garvemateriale,
og en almindelig analyse skulde ogsaa
bekræfte dette. Imidlertid viser der sig
i praksis at være ulemper.
Avfaldsluten, saaledes som den
kommer fra cellulosekokerne, indeholder
saavel fri som bunden svovlsyrling.
Desuten store mængder kalksalte.
For at kunne anvende den som
garve-middel maa først og fremst den frie
svovlsyrling bortskaffes, da den
selvfølgelig vil forhindre en hvilkensomhelst
gjæring. Dernæst maa for en stor del
kalksaltene bortskaffes, da en for stor
mængde av disse gir et sprødt lær med
en sort eller mørkegrøn farve. Indeholder
luten jern, hvilket kan forekomme, maa
ethvert spor av dette bortskaffes, da det
vil bevirke et sortfarvet lær. En saadan
præparert lut inddampet til passende
konsistens gir en ekstrakt av utseende
som lysbrun sirup.
En rigtig behandlet sulfitgarveekstrakt
koncentrert til ca. 33° Bé vil ved
undersøkelse efter rystemetoden ha omtrent
følgende sammensætning:
Garvestof...................ca. 29 %
Ikke-garvestoffer ...» 33 »
Druesukkerartede stoffer » 12.5 »
Dette vil være det omtrentlige forhold
mellem de forskjellige grupper av stoffer
for en uforfalsket sulfitekstrakt. Der gaar
imidlertid sulfitekstrakter i handelen, hvor
forholdet mellem garvestof og
»ikke-garvestoffer« er det omvendte herav, idet
garvestofgehalten er høiere end
»ikke-garvestoffene«. Disse ekstrakter er som
regel ikke rene sulfitekstrakter, men
for-skaaret med en garvestofekstrakt med
lavt ikke-garvestofindhold. De utgives
ofte falskeligen for gran barkekstrakt.
Ifølge analysen skulde man altsaa nu
tro, at med denne ekstrakt skulde man
direkte kunne fremstille et brukbart lær.
Man vil imidlertid bli skuffet.
Behandles et stykke avhaaret og for
garveprocessen præparert hud med
sulfitekstrakt i saa lang tid som almindelig
vilde anvendes for utgarvning, vil den
utgarvede hud rigtignok se ut omtrent
som om den skulle være garvet. Efter
utvaskning og tørring er utseendet
derimot alt andet end lærets. Det ser ut
som tørket hud, er stivt og uelastisk.
Det er dog litt tykkere end almindelig
tørket hud. Ved utbløtning i vand har
det heller ikke lærets egenskaper. Man
erholder altsaa intet brukbart lær.
Undersøkes det, viser det sig dog at det er
blit tyngre end det oprindelige hudstykke,
og at det har optat stoffer som ikke lar
sig utvaske.
Sulfitekstraktens garvestof optages
altsaa og indgaar forbindelse med hudens
fibre ganske som et almindelig garvestof,
men det formaar ikke at omdanne huden
til lær. Det har altsaa ikke indenfor den
normale garvetid garvestoffets garvende
egenskaper. Det er kun
garvestoflig-nende.
Utstrækkes derimot garvetiden til et
uforholdsmæssig langt tidsrum, litt over
et aar, har professor, dr. Paessler ved
»Deutsche Versuchsanstalt für
Lederindu-strie« ved et forsøk vist, at man ogsaa
med sulfitekstrakter kan erholde et
produkt med læragtig beskaffenhet, hvis
rendement og gjennem garvningstal
endog er betydelig høiere end de man
erholder under de samme
garvningsforhold med almindelig sulfiteret
quebracho-ekstrakt.
Sulfitekstrakten kan saaledes i hvert
fald ikke alene anvendes til fremstilling
av et brukbart lær. Anderledes forholder
den sig i blanding med andre ekstrakter.
Utgarves et stykke hud i en blanding
av quebrachoekstrakt og sulfitekstrakt,
vil man erholde et fuldt ut brukbart lær
med en farve, som nærmer sig mere eller
mindre til rent quebrachogarvet lær,
eftersom man bruker mere eller mindre
sulfitekstrakt. Utbyttet av lær som man i
dette tilfælde faar, er større end det
utbytte man faar ved utgarvning med
quebrachoekstrakt alene.
Øker man nu mængden av sulfitekstrakt
og samtidig minker quebrachoekstrakten
saa lavt, at mængden av
quebrachogarve-stof ikke er tilstrækkelig til utgarvning
av den anvendte hudmængde, skulde man
i henhold til det tidligere nævnte om
sulfitekstraktens ikke-garvende egenskaper
tro, at man ikke vilde erholde et helt
utgarvet lær. Merkelig nok er imidlertid
det ikke tilfældet. Man erholder efter
utgarvning et helt gjennemgarvet lær, og
utbyttet er endog større end hvor man
anvendte overskud av
quebrachogarve-stof.
Det viser sig altsaa, at sulfitekstraktens
garvestof iblandinger med quebrach
ogarve-stof formaar at erstatte endel av dette.
Samtidig opnaar man et høiere lærutbytte
end hvor utgarvningen er foregaat med
quebrachoekstrakt alene.
Det er ikke blot i blanding med
quebrachoekstrakt dette gjælder men ogsaa
i blanding med andre garvestoffer. Paa
den tyske sektion av den internationale
garverikemikerforenings sidste møte i
Frankfurt a/M. i juni iaar fremvistes
saaledes fuldt brukbare lærprøver, som var
utgarvet med mangroveekstrakt og
sulfitekstrakt i forholdet 2:1. Disse prøver
viste ikke mangrovegarvningens
egenartede snit, trods overskud av
mangrove-garvestof. Herav maa man slutte, at
sul-fitgarvestoffet har hat garvende
egenskaper.
Anvendelsen av sulfitekstrakt i
blanding med andre garvematerialer er ikke
blot fordelagtig derved, at den erstatter
endel av de andre materialers garvestof
samtidig som den gir et bedre rendement,
men den virker ogsaa besparende paa en
anden maate.
Garvematerialerue indeholder som
be-kjendt endel tungt opløselige garvestoffer.
Under fremstillingen av ekstrakter
ekstraheres med varmt vand, hvorved disse
tungt opløselige garvestoffer opløses. De
utfældes imidlertid atter naar ekstrakten
biir kold, hvorved de selvfølgelig ikke
kan optages av huden, og man lider et
garvestoftap. Det er imidlertid ikke nok
hermed, men disse saaledes utfældte
garvestoffer avsætter sig ofte som et mere
eller mindre tyndt lag paa hudernes
overflate under garvningen. Derved hindres
garvebryen fra at trænge ind i det indre
av huden. Det biir kun det yttre av
den som biir garvet. I det indre vil der
være en raa rand. Huden biir ikke
gjennemgarvet.
Dette er særlig tilfældet med
sukkerfattige garvematerialer som f. eks.
quebrachoekstrakt. Sukkeret har den evne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
