Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 37. 13 september 1912 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TEKNISK UKEBLAD
Nr. 37 1912
472
Dets realisering vil faa eh stor baade
praktisk og national betydning og vil ikke
mindst i teknisk henseende bli av megen
interesse.
Vor Bygningslovgivning.
Referat av stadskonduktør Tønnesens foredrag ved
Landsmøtet for eiendomsinteresser og
boligspørs-maal i Bergen.
Indtil henimot slutningen av det
forløpne aarhundrede var vor
bygningslovning meget mangelfuld. Utviklingen var
gaat raskt fremover, og lovgivningen hadde
ikke paa langt nær holdt skridt med
denne. Da saa de nye love kom med
sine bestemmelser, som var mere
avpassede efter tidens krav, føltes disse nye
bestemmelser meget trykkende, netop fordi
de hadde latt vente saa længe paa sig.
Det var derfor naturlig at der under den
stagnation i byggevirksomheten som
ind-traadte ved aarhundredeskiftet, blev gjort
forsøk paa at faa løst noget igjen paa de
nye, stramme bestemmelser. Krav om
saadanne lempninger blev snart stillet fra
forskjellig hold ; og for vore større byers
vedkommende kan det godt siges at
spørsmaalet om vore bygningsloves
revision har været oppe saa længe lovene
har eksistert. Især i de sidste aar er der
kommet fart i bevægelsen; og saken er for
tiden som bekjendt sterkt fremme til
diskussion, ikke blot blandt bygnings- og
eien-domsinteresserte, men ogsaa blandt socialt
interesserte folk, som med bekymring har
set at byggevirksomheten ikke holder
skridt med det stigende folketal, og at
det med hvert aar som gaar, biir
vanskeligere for de i økonomisk henseende
mindst velstillede at skaffe husrum for
sig og sine.
Den opfatning gjør sig noksaa
almindelig gjældende, at det er vor
bygningslovgivnings unødig strenge bestemmelser
som hemmer byggevirksomheten.
Mis-nøien med bygningslovene og troen paa
at de indeholder en række overflødige
bestemmelser som maa kunne sløifes, og
bestemmelser som uten skade maatte
kunne rettes paa, synes at være utbredt
i alle kredser. Folk som iøvrig staar
byggevirksomheten fjernt, men som en
gang har bygget sig et hus, eller —
kanske i endnu høiere grad — huseiere som
har skullet foreta ændringer med sine
bygninger, mener ofte at ha personlig
erfaring for hvor unødig streng
bygningsloven er, og hvilke urimelige baand den
lægger paa borgernes frie adgang til at
indrette sig som de Ander praktisk og
ønskelig.
Imidlertid er vistnok de forestillinger
man har gjort sig om den økonomiske
betydning av de lempninger, der vil kunne
foretages med hensyn til bestemmelserne
i vore bygningslove, noget overdrevne, og
specielt er det neppe rigtig at gi
bygningslovgivningen hele skylden for
byggevirksomhetens stagnation. Jeg skal ikke
her komme ind paa de mange andre
aar-saker som har bidrat til denne
stagna
tion, men vil kun peke paa det resultat
revisionsforsøkene hittil har bragt.
Der er jo i de forskjellige byer foretat
meget indgaaende undersøkelser av
kyndige folk, som sikkert har hat den bedste
vilje til at finde frem de bestemmelser
av økonomisk betydning, som der kunde
bli spørsmaal om at sløife eller lempe
paa. Og de lempninger som er bragt i
forslag — sløifning av baktrappen i visse
tilfælder og paa visse vilkaar, samt
reduktion av murtykkelsen med adgang for
naboen til at bygge fælles gavl — har i
og for sig stor økonomisk betydning.
Men for alle dem som følte sig
overbevist om bygningslovgivningens
urimelige strenghet, har det vistnok virket
overraskende at loven er kommet saa
forholdsvis intakt ut av skjærsilden. Og
om forsvarligheten av de foreslaatte
lempninger har der jo ogsaa tildels været
meget skarp dissens.
Saken er den, at vor
bygningslovgivning forsaavidt er bedre end sit rygte,
som de generelle krav der stilles — og
specielt de krav som har størst
økonomisk betydning — ikke kan røres saa
særdeles meget ved, naar loven skal
opfylde sin hensigt at forebygge en med
hensyn til stabilitet og ildsikkerhet samt
i sanitær henseende utilfredsstillende
be-byggelse. Jeg nævner med vilje ikke de
æstetiske hensyn, ti paa dette punkt er
de præventive bestemmelser vore love har,
langtfra tilstrækkelige.
De foretagne revisionsforsøk synes at
godtgjøre, at vore bygningslove, naar
saadanne lempninger er indført som for
Kristiania foreslaat, neppe indeholder saa
mange bestemmelser, som vil kunne
rettes paa med den følge at der direkte
opnaaes væsentlige besparelse for de
byggende. Jeg mener imidlertid at den
almindelige misnøie med loven dog er
berettiget, og at det ikke er tilstrækkelig
at rette paa enkelte paragraffer, men at
en gjennemgripende revision av den hele
lovgivning er paakrævet. En saadan
revision maatte ogsaa — om den gaar i
den retning jeg har tænkt mig —
medføre nogen forandring i vor lovgivning
paa andre omraader, hvor
bygningstekniske spørsmaal berøres. Jeg tænker da
nærmest paa brandloven.
Uten at komme ind paa de enkelte
lovbestemmelser angaaende bygningers
konstruktion og indredning, som maatte kunne
sløifes eller som bør ændres, og uten at
nævne de nye krav som efter min
mening bør optages i en ny bygningslov
— at komme ind herpaa vilde føre
altfor vidt — vil jeg faa lov at peke paa
mangler av mere princippiel natur, som
klæber ved lovgivningen, og som skulde
nødvendiggjøre en revision.
Vi har nu som bekjendt en lov for
landets byer med undtagelse av Kristiania,
Bergen og Trondhjem, og saa særskilte
love for hver av de 3 nævnte byer.
Dernæst har vi murtvangsloven av 1904,
som har ført med sig en hel række
almindelige dispensationsbestemmelser for
de forskjellige byer.
Det er klart at dette i og for sig ikke
er nogen heldig ydre form for
lovgivnin
gen. Hver av de 4 love har sine
bestemmelser om træbygninger, saa kommer
murtvangsloven som forbyr al
træbebyggelse, og saa har vi
dispensationsbestemmelser, som igjen tillater den i visse
strøk og paa visse vilkaar.
At byggeforskrifterne er forskjellige for
de forskjellige byer er naturlig og
paakrævet. Man kan ikke ha de samme
regler for de større og de mindre byer,
og forskjel i klima, levesæt og
pladsforhold betinger ogsaa forskjel i
bygningslovens bestemmelser. Imidlertid er
forholdet det, at de avvikelser som vore 4
bygningslove indbyrdes viser, ofte er av
ren tilfældig natur. Lovene er bygget
paa hinanden, og de fleste bestemmelser
er efter sit indhold ens, men indbyrdes
avvikende redigert. Og hvor der er en
reel forskjel tilstede, er det ikke altid at
det kan siges at forskjellen beror paa
de særhensyn, som har været at iagtta i
det enkelte tilfælde. Den omstændighet
at redaktionen av de tilsvarende
paragraffer med samme indhold ofte er
forskjellig i hver av de 4 love, medfører
at man maa være meget varsom med
at overføre en fortolkning av en
bestemmelse i den ene lov til den
tilsvarende i en anden.
Den naturlige ordning synes at maatte
være at der utarbeides en bygningslov
for det hele land, hvori optages alle
fundamentale bestemmelser, alle de
byggeregler som er egnede til at gjælde for
samtlige landets byer. Som supplement
hertil maatte da skaffes særlove for de
enkelte byer eller for grupper av byer,
idet der sørges for at disse særlove biir
enslydende redigert hvor bestemmelserne
er de samme. I landsloven maatte kun
optages bestemmelser, som antages at
ville bli gjældende utover en længere
fremtid; men de mere specielle
bestemmelser for de enkelte byer bør uten for
mange omstændigheter kunne ændres
efter hvert som utviklingen kræver det.
Tekniske fremskridt og ændrede sociale
forhold medfører i vore dage en hurtig
veksling av bygningstyperne; og det er
av stor vigtighet at bygningslovene, som
jo er avfattet med de sin tid gjældende
bygningstyper for øie, er saa elastiske
at de ikke hemmer en fri utvikling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
