Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Nr. 44. 1 november 1912
- Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 november 1912
TEKNISK UKEBLAD
559
kr. 135—140 pr. ton billets og ca. kr.
160 for stangjernet. Utvalsningen til
billets koster ca. 25 kr. pr. ton og til
stangjern tilsvarende mere.«
Hardangerverket, som blev startet under
henvisning til disse tal, regner med en
salgspris paa billets av kr. 140 cif. og i
indbydelsen (side 4) meddeles:
»Angaaende markedsforholdene
henvises til, at av verdens totale
rujernsproduktion — ca. 60 mili. ton — gaar
som nævnt 4/5 til staal- og
smijern-fabrikation (Sveriges aarlige produktion
alene beløper sig for tiden til ca. 600,000
tons fint rujern og staal), og at det
hittil paa kontinentet med en forholdsvis
høi produktionsafgift fremstillede
elektriske staal i stor utstrækning har været
anvendt til mere paakjendt
skinnemateriel.«
Til sammenligning kan meddeles at
jernbaneskinner levert ved brygge i
Kristiania kostet: i 1909 kr. 102,50, 1910
kr. 102,00, juli 1911 kr. 102,00, oktober
1911 kr. 101,30 og 1912 kr. 102,10
pr. ton.
Forretningsmæssig set er der utvilsomt
en viss risiko ved at ha trukket disse
slutninger — paa nævnte tidspunkt og
paa saadan basis for processens økonomi.
Avsætningen av halvfint specialstaal i
billets er nemlig meget vanskelig og kan
slet ikke sammenlignes med
avsætnings-muligheten for den ovenfor nævnte
verdensproduktion, som overveiende er
almindelig markedsvare.
Tilslut skal vi paapeke en motsætning
mellem komitéens uttalelse (side 40) i
den foreløbige indberetning av 1909 om
svovlgehalten i rujernet fra elektrisk
masovn:
»I den elektriske ovn kan der med
lethet fremstilles et jern med en
sammensætning, der gjør det særdeles godt
egnet for en efterfølgende staalproces.
Kulkisel- og svovlindholdet kan gjøres
lavt, hvorved tærsknings- og
raffina-tionsarbeidet forenkles. Herved
nedsættes utgifterne, og staalprocessens
opgave biir i det væsentlige en
slut-raffination, og den at la badet »staa
av« i ovnen for færdiggjøring, gas- og
slaggutsondring. I denne henseende har
den elektriske ovn et betydelig fortrin
fremfor den almindelige masovn, og
dette maa utnyttes i konkurrensen med
denne«
og de svenske eksperters uttalelse (side 95)
i ovennævnte rapport om Jernkontorets
forsøk 1912:
»Under lika förhàllanden far man
högre svafvelhalt i järnet från denna
ugn än i järnet från vanlig masugn.
Järn och slagg äro kallare i den forrå
än i den senare.«
*
Under hensyn til de store interesser
det her dreier sig om, maa det ansees
ønskelig at der biir anstillet en nærmere
undersøkelse av de forannævnte forhold,
saa almenheten kan faa korrekt og
fornøden oplysning. Specielt vil det være av
interesse at faa konstatert hvorledes det
forholder sig med koks som reduktionsmiddel.
Statsraad Konows indlæg i forrige nr.
av vort blad er et overmaade interessant
dokument. Tilsyneladende er det baade
indgaaende og grundig. Men gaar man
det noget nøiere efter i sammenføiningerne,
rakner det straks op, og efterlater sig
alene et slaaende bevis paa hvor
vanskelig en statsraad er stillet, naar han i rent
faglige spørsmaal vil late sit subjektive
skjøn raade over hvad den paa omraadet
og for øiemedet opnævnte sagkyndighet
har uttalt. Det vil i saa henseende være
baade interessant og fristende at gaa
hr. statsraaden nøie efter i sømmene.
Men desværre vil pladsen ikke tillate
det. Vi skal derfor indskrænke os til
nogen væsentlige punkter, som vi antar
maa være nok til at stille statsraadens
merkelige ræsonnement og handlemaate i
sin rette belysning.
Det som for statsraaden synes at være
det bestemmende er »at det vilde være
altfor haardt at forlange at en fabrik
som ikke ellers nyder nogen
statsunderstøttelse, skulde kjøpe maskiner eller
mekaniske apparater indenlands, uten at
den hadde garanti for at vedkommende
maskin i soliditet og arbeidsnytte stod paa
høide med utenlandske maskiner« 4
Man maa uvilkaarlig studse noget naar
statsraaden her taler om »at forlange at
en fabrik skulde kjøpe«. Der er jo ikke
tale om noget forlangende om kjøp,
hvilket ogsaa statsraaden synes at ha hat en
viss følelse av, idet han umiddelbart
ovenfor uttaler: »Skulde den (fabrikken) da
tvinges til at erlægge told« L Men saa føier
han rigtignok til: »fordi den ikke vovet
at anskaffe et norsk apparat, som man
ikke her i Norge hadde erfaring for
arbeidet tilfredsstillende, selv om der fra
sagkyndig hold kom uttalelser om at saa
var tilfældet i utlandet under samme
forhold«.
Dette er en ganske uklar
sammenblanding av kjøp, anskaffelse og told.
Saken gjælder imidlertid ikke om
fabrikken vil kjøpe eller anskaffe et norsk
1 Fremhævet her.
Skulde det da vise sig at der er
ind-løpet urigtige eller misvisende oplysninger
i det officielle arbeide, som den
elekto-metallurgiske komité har utgit, eller at
senere forsøk har ledet til andre
resultater, saa bør dette snarest bli berigtiget.
Almenheten har krav paa det.
Maskintold og Sagkyndighet.
fabrikat. Men bare om den i medhold av
maskinanmerkningen skal slippe at
erlægge told for det fabrikat som den har
kjøpt utenlands — med andre ord om det
er godtgjort at maskinen ikke er
gjenstand for indenlandsk fabrikation i
toldlovens mening.
Med hensyn til jevnstillingen mellem
indenlandsk og utenlandsk fabrikation
kræver statsraaden at der maa haves
garanti for at den norske maskin i
»soliditet og arbeidsnytte« staar paa høide
med de utenlandske maskiner.
En saadan garanti har statsraaden i
dette tilfælde faat i den sagkyndige
Maskinkomités og den specialkyndige
varmeteknikers uttalelse. Vel nok har
man ikke erfaring her i Norge for
hvordan den omstridte stoker arbeider i den
specielle type av kjeler som det her dreier
sig om. Men i utlandet er den levert og
brukt i talrike saadanne tilfælder. Og
statsraaden indrømmer selv at det er godtgjort
at den der under samme forhold arbeider
tilfredsstillende. Al rimelighet og erfaring
taler da for at den vil arbeide like godt
i Norge. Men hertil indvender statsraaden
at det ikke hjælper noget at maskinen
erfaringsmæssig arbeider godt under
samme forhold utenlands, »naar
vedkommende kjøper ikke vil ha det
indenlandske fabrikata for nogen pris og anfører
vegtige grunde for at den ikke vil
installere det norske fyringsapparat, som man
dertil ingen erfaring har for virker
tilfredsstillende under paralelle forhold«L
Vi maa, som hr. statsraaden, appellere
til »ethvert sundt tænkende menneske«
og spørre: Er der mening i dette?
Og indser ikke statsraaden at denne
hans holdning, rent sprænger
forutsæt-ningen for hele maskinanmerkningen —
at den vil lede til at toldfrihet maa
indrømmes saa at si som regel, naar bare
vedkommende kjøper paastaar at han
ikke vil installere den norske tilsvarende
maskin — eller med andre ord, naar
vedkommende industrielle bedrift paastaar
at det for den er av »særlig vigtighet at
1 Fremhævet her.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:59:19 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/tekuke/1912/0575.html
