Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 46. 15 november 1912 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15 november 1912
TEKNISK UKEBLAD
591
dokument — været sammenblandet paa
en rent forvirrende maate. Argumenterne
er kastet som lodder paa vegtskaalen
uanset om de lot sig forene eller om de
ophævet hinanden.
Snart skulde Akershus være en ruin,
snart skulde det restaureres. Snart skulde
det tjene til noget. Det skulde gi plads
for visse kommunale myndigheter. Eller
det skulde bygges op som et høitidslokale,
et slags bedehus, hvori vore
nationalhistoriske lægprædikanter skulde holde sine
opbyggelser. Snart skulde det ikke tjene
til nogen verdens ting. Det skulde bare
ligge som et gammelt historisk minde,
eller som en aktuel skjønhet for byen,
eller endog blot som en umistelig del av
de enkelte nulevendes kjære
barndomserindringer.
Diskussionen minder mig om den som
i sin tid blev ført om Vigelands fontæne.
Den skulde ogsaa tjene til alt mulig, fra
fontæne til national storhet, fra bengalsk
belysningsgjenstand til
Eidsvoldsmindes-merke. Den var den mest ydmyge og
indsmigrende tjenerinde. Den var
villig til alt, bare den kom op og de
drivende ærgjerrigheter kunde bli
tilfredsstillet, som stod bak.
Den samme mangel paa
overensstemmelse er der i de argumenter der føres i
marken for Akershus. De er ogsaa
likegyldige i sit indhold. De er bare
anglerne paa en line. Det gjør ingen ting
om den ene krok vender hit og den
anden dit, bare der kommer fisk paa dem
alle. Det gjør ingen ting om
forespei-lingerne om Akershus er selvmotsigende,
bare hver av dem fanger nogen sind, og
man faar sin vilje frem og sin
ærgjerrighet tilfredsstillet.
Et spørsmaal som det om Akershus er
naturligvis sammensatt. Og den eneste
maate man kan faa oversigt og klarhet
paa, er at behandle det med fast
konsekvens, ut fra hvert av de synspunkter
hvorfra det bør sees. Det er
begyndelsen til en slik behandling »T. U.« har
gjort ved sin artikel om Akershus som
værdigjenstand.
Et andet synspunkt der er like saa
enkelt og like saa vigtig, er det rent
kunstneriske om Akershus’ betydning som
skjønhet for byen. Og her er der naturligvis
ikke tale om et enkelt skjønhetsbegrep,
der for en stor del bestaar av respekt for
ærværdige traditioner eller vedhængen
ved personlige minder. Her kan kun
være tale om dets aktuelle skjønhet, om
hvorvidt Akershus klcer byen, slik som
den nu er og slik som den i fremtiden
vil bli.
Og det gjør Akershus ikke.
Det er vanskelig at si om en ting er
styg eller vakker. Det indtryk den gir,
avhænger i altfor høi grad av
omgivelserne, av hvad den staar sammen med.
To forskjellige ting kan tat enkeltvis godt
være stygge, men gi en skjøn helhet naar
de sættes ved siden av hinanden. To i
og for sig vakre ting kan meget godt
tilsammen danne et urimelig, d. v. s. uskjønt
hele.
En panserbaat har sin egen mørke
storladne skjønhet. En nys utsprungen
rose eier ogsaa en skjønhet, som ikke er
mindre værd end den anden. Men en
dreadnought med en rose i knaphullet
er en meningsløs sammenstilling, der
kun kan fremkalde et komisk indtryk,
som ikke har noget med skjønhet at gjøre.
Ved enhver ting der er skabt av
mennesker for bestemte øiemed, falder
skjønhet og hensigtsmæssighet sammen.
Delene maa føies sammen til et hele, alt
efter den rolle de spiller i det heles
funktion. Form og forhold biir vakre naar
de gir det klareste og enkleste uttryk for
den hensigt der ligger til grund for dem.
Enhver menneskelig ide, der er under
utarbeidelse — f. eks. flyvemaskinen —
blir vakrere jo mere tjenlig den biir for
sit formaal. Ethvert fremskridt der gjør
den mere teknisk fuldkommen, befrir den
ogsaa fra en hæslighet der klæbet ved
begyndelsesstadiet. Og man kan si om
en slik maskin, at fuldt færdig er den
først den dag den er heltut vakker.
Dette gjælder for alle ting. Det
gjælder for en stol, for et hus og for en by.
Den organisk rigtige opbygning er
betingelsen for skjønhet. Og en del der er
overflødig eller som motarbeider det heles
hensigt, vil virke styg, selv om den under
andre forhold kunde virke vakker.
Akershus har naturligvis engang været
skjønt d. v. s. det har klædt Kristiania.
For det har naturligvis engang været
hensigtsmæssig, været en vital del av en
by, slik som en by dengang maatte være.
Som det vigtigste led i dens organisme
samlet det hele byen og gav den form
og fasthet og den nødvendighetens
harmoni som er skjønhetens betingelse.
Men den by eksisterer ikke længer.
Den er ganske forsvundet og kommer
aldrig mer tilbake. Istedenfor er der
kommet en ganske anden by, der har andre
maal og andre nødvendigheter. Den og
Akershus har ingenting med hinanden at
gjøre. Akershus har ingen funktion i
dens organisme.
Det ligger der somen efterglemtting midt
i byen uten at leve dens liv med. Det
er likesom byens blindtarm, en levning
fra forhistoriske tider da den gjorde sin
nytte, men som nu blot tjener til at bli
syk i. Og at der allerede har sat sig
sygdom i denne blindtarm, det viser
bedst »T. U.«s artikel, hvor man klarlig
ser den deprimerende indflydelse dette
døde organ har paa byens liv.
Selvfølgelig kan en ruin være vakker.
Naar den ligger i omgivelser, der passer
til den, saa at den samler og fremhæver
stedets eiendommelige stemning.
Og det kan saa være at for den ældste
generation staar Akershus endnu i et
skjær av skjønhet. Men det kommer av
at i den tid hvorfra de har sine minder,
da hørte Akershus ikke til byen. Det
laa ganske for sig selv, hensunket i sin
egen stemning, der ikke blev forstyrret
av et nyt liv som var denne stemning
fremmed.
Nu trænger byen sig ind paa Akershus
fra alle kanter, med brygger, jernbaner,
kornsiloer, lossemaskiner og svære, travle
dampskibe — alle disse en moderne
storbys organer, der vokser og trænger
paa med selve nødvendighetens magt, og
som med sin sterke livskraftige opsang
overdøver, eller om man vil, tier ihjel den
spinkle stemme hvormed ruinerne paa
Akershus endnu hvisker til os.
Der er intet iveien for at ældgamle
bygninger kan ligge godt midt i en
moderne storby. Men det er bygninger,
der repræsenterer en bevaret funktion, og
deres sammenhæng med byen er derfor
bare blit sterkere med tiden.
Akershus derimot var det gamle
Kri-stianias Akropolis, der dominerte og
beskyttet byen ved dets fot. Nu har det
forlængst mistet den rolle, og dets plads
er ikke det mindste dominerende. Alle
forhold er brustet, og de betingelser der
engang fordret at Akershus skulde
bygges netop slik, er forsvundne.
Nu ligger det bare og hindrer — ikke
blot byens forretningsliv. Det ser vi her
bort fra. Men det hindrer utfoldelsen
av byens karakter som moderne storby,
med den eiendommelige stemning og
skjønhet, som den kan ha og som den
altid faar, hvor forholdene faar utvikle
sig frit og naturlig uten kunstige
hindringer.
Promenaden rundt Akershus er igjen
blit populær. Men folket gaar der ikke
forat se fæstningsmurene eller de gamle
bygninger ovenfor dem. De gaar der
for at se livet paa havnen. Og nye
generationer vil her hente indttryk, der i al
sin forskjellighet er like sterke og
værdi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
