Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 46. 15 november 1912 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15 november 1912
TEKNISK UKEBLAD
601
fond eller dens beløp utdeles som utbytte, gaaes
der ved procentens fastsættelse ut fra den første
fremgangsmaate.«
Efter dette faar man jo et rentebærende fond
og derav skal der skattes efter Riksskattestyrets
mening.
Paa en forespørgsel fra ingeniør Y o u n g om
hvor meget der skulde avskrives paa patenter,
uttalte Throne Holst, at egne patenter ikke var
aktiva efter skattelovens bestemmelse.
L. R.
Jord.
I 1850 blev antallet av industrielle
arbeidere i Norge anslaat til ca. 12000, i 1870
til 33 200 og i 1909 til 104 700. Mens
befolkningen fra 1865 til 1910 tiltok med
41 °/0, er industriarbeiderne i samme tid
tiltat med 305 °/0!
Det er givet at en saa voldsom
forskyvning inden erhvervslivet ikke er gaat
for sig uten en tilsvarende relativ
nedgang eller stilstand inden andre
erhvervsgrener, som har maattet avgi
arbeidskraft til den sterke utvikling. Og man
behøver ikke at lete længe førend man
finder den. Det er først og fremst
jordbruket.
Aarsaken er heller ikke langt borte.
Vi ser at fra storindustriens begyndelse
omkring 1800 med soda,- svovlsyre- og
klorfabrikationen har det hele aarhundrede
været karakterisert av en række
betydningsfulde opdagelser og et herpaa basert
intenst videnskabelig forskningsarbeide.
Haand i haand hermed er saa gaat
utviklingen av de tekniske og kemiske
industrielle bedrifter til det standpunkt
vi idag alle kjender.
Ser vi derimot hen til jordbrnket, møter
vi et ganske andet billede.
Klods op til de rykende fabrikskorstener
ligger marker, og her driver jorddyrkeren
sit arbeide efter den ældgamle opskrift:
Gravning, vanding og gjødsling.
Indflydelsen av dampens og elektrcitetetens
aarhundrede ser man bare i de ploger han
bruker og de redskaper han har faat til
høstens behandling. Ellers er alt her som
det har været til alle tider.
Hvad er nu grunden til denne
merkelige stilstand? Det var disse spørsmaal
stipendiat Høie fra Bergen gjorde til
gjenstand for et foredrag i Den Polytekniske
Forening 27de februar 1912, som vi paa
grund av forskjellige omstændigheter ikke
tidligere har hat anledning til at referere.
Foredragsholderen gjennemgik de
væsentligste resultater av
jordbundsforskningen, saaledes som den er foregaat inden
de forskjellige videnskabelige dicipliner
som geologi, kemi og bakteriologi, og de
resultater som herav var opnaaadd for
det praktiske jordbruk.
Det viser sig ved en nærmere
undersøkelse at dette arbeide, hvis formaal har
været at gi en uttømmende forklaring
paa hvad jord er samtidig med at søke
skapt et videnskabelig brukbart grundlag
for jordbruket, har baaret noksaa tarvelige
frugter. Den store tillid til brukbarheten
av de nævnte undersøkelsesmetoder inden
jorbundsforskningen er nu veget for en
dyp mistillid; ti erfaringen har lært at
de ikke er istand til at gi tilfredsstillende
svar paa de spørsmaal jordbruket i alle
lande stiller til jordbundsforskningen. De
engang saa høit vurderte kemiske
undersøkelser formaar bare ved enkelte
yder-liggaaende tilfælder at oplyse om hvilke
gjødningsstoffer man skal bruke paa en
jord. Den allerstørste del av de ved
analyser paaviste forraad av plantenæring kan
nemlig ikke utnyttes av planter, da det
befinder sig i en for planten uoptagelig
form. En jords kvælstoftrang kan
omtrent slet ikke bestemmes analytisk o. s. v.
Ved de mekaniske analyser har det vist
sig at den nødvendige forbindelse mellem
de kemiske og mekaniske bestanddeler
ikke er tilstede i jorden. Med hensyn
til jordbakteriologien er man nu blit klar
over at man ikke kan grunde nogen
jord-værdimaaling paa den talmæssige eller
artsmæssige bestemmelse av de
mikroorganismer som lever i jorden, og som
er istand til at vokse paa de stofte man
anvender for deres dyrkning i
laboratoriet. Det nyttige bakterieliv i jorden
lar sig for tiden ikke beherske paa
anden maate end ved den gamle kjendte
praktiske jordbehandling. Og resultatet er
ikke bedre naar vi vender os til det rent
videnskabenlige jordundersøkelser. Det
viser sig ved nærmere granskning at
videnskapen aldeles ikke har nogen
fuldstændig kundskap om hvad jord er, og
efter hvilke kemiske og biologiske love
jorddannelsen er er foregaat. Den i vore
lærebøker givne definition av jord er
derfor nærmest en række grove,
mekanisk-kemisk-geologiske betegnelseruten
tilfredsstillende oplysninger om jordens indre
væsen. Til de forskjellige tider har man
desuten været uenig om mange av de
mest elementære og fundamentale
foreteelser, og er det den dag i dag.
»Jordbundsforskeren og kemikeren
Lem-berg betragter jordbundsforskningen som
en del av den kemiske geologi og tar
ikke hensyn til andet end de kemiske
processer. Jord er for ham silikaternes
krystallinske forvitringsprodukter, og
zeo-litherne d. v. s. feldspathydraterne er den
vigtigste og mest karakteristiske
bestanddel i jord; absorbtionsforteeiser er efter
hans opfatning rent kemiske processer, som
faar sin fulde forklaring ved kemiske
formler.
Jordbundsforskeren Bem melen ser
derimot i forvitringen en overgang av
jordsubstansen fra den krystallinske til
den kolloidale — ikke krystallinske —
form. For ham er forvitringsprocessen
blottet for enhver lovmæssighet og
absorbtionsprocesserne et klassisk bevis paa det
umulige i at anvende den almindelige
kemis love paa kolloiderne. Istedenfor
jordzeoliterne kom nu et »kolloidalt
kompleks av humat og silikat«. De
ensidige punkter i Liebigs mineralteori viste
sig uforenelig med de naturlige forhold i
jorden. Før var humusen blit erklæret
for værdiløs, nu blev den paany anerkjendt,
mens zeoliterne »de kemiske geologers
kemisk-geologiske fabeldyr«, som Cornu
kalder dem, blev sat utenfor. Før ansaa
man den del av jorden som var mest
forvitret, for den frugtbareste, nu betragter
man den paastand med den største
mistro« (Jarilof).
Intet viser bedre end dette sidste i
hvilken grad der i vore dage vendes op
og ned paa forholdene inden
jordbundsforskningen.
Saaledes er stillingen. Vi vet ikke
rigtig hvad jord er. De videnskabelige
metoder har vist sig utilstrækkelige til
at forklare det store mysterium som
betinger alt liv. Og hvorfor? . Fordi det
hører med til videnskapens væsen at
fortape sig i en enkelt liten undersøkelse
paa et bitte litet felt. Man har studeret
jorden ikke samlet, men som skarpt
adskilte repræsentanter for de bestaaende
forskningsgrener, hver med fast tro paa
netop sin metodes ; paalitelighet: som
geologer der studerer jordlagene og deres
dannelse i det store ved virkningerne av
is, vand og luft; som kemikere der trækker
jorden ut med sterke syrer og veier hvad
de saa finder; som fysikere, for hvem
jorden er en mekanisk blanding av stoffer
og som sigter igjennem sold "og veier de
forskjellige kornstørrelser; som
bakteriologer der tar prøver av jorden og saar
ut kunstige væsker og iagttar hvad
utvikling han faar i opløsninger, som ingen
likhet har med de i jorden cirkulerende.
Denne metodik som er ufeilbar og
den eneste som duer, naar7 det gjælder
fænomener som er isolerte og som lar
sig undersøke enkeltvis, f. eks. de irene
kemiske, fysiske eller biologiske
foreteelser, slaar klik her, fordi omraadet er
saa kolossalt og de indgripende kræfter
mangfoldige og indviklede. De viser os
maaske i laboratoriet et isolert fænomen,
som i jorden ingen betydning har, men
ikke jordens samlede liv og heller ikke
dens væsen.
Her har vi vistnok aarsaken til
viden-skapsmændenes mange motstridende
fortolkninger av, resultaterne i laboratorierne
under jevnføringen av disse med
processerne’i naturen.
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
