Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Nr. 50. 13 december 1912
- Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
13 december 1912
TEKNISK UKEBLAD
647
pulverisert form, idet den da først er
tørret, kunstig eller naturlig.
Produktionen av saadan malm
foregaar for tiden væsentlig i Sverige, delvis
ogsaa i Spanien og andre steder. Her i
Norge har vi for tiden følgende anlæg:
A/S Sydvaranger med en for 1912
planlagt produktion for skibning av 200 000
ton briketter og 100 000 ton slig, og for
1913 er produktionen beregnet til 500 000
ton, hvorav halvparten slig.
Aktiebola-get Of otens Malmf alt, som i 1911 tilvirket
ca. 6 000 ton slig. A/S Rødsand Gruber
med en aarsproduktion av ca. 10 000 ton.
Salangen Bergverksaktieselskap, som i 1911
produserte ca. 22 000 ton briketter, men
ingen slig.
Opmerksomheten paa denne lasts
farlighet blev her i Norge først vakt ved
D/S »Bengal«s forsvinden paa reise fra
Kirkenæs til Rotterdam i oktober 1910.
Samme aar i december maatte D/S » Aquila«
av Kristiania gjøre vendereise med
forskjøvet last og 30 graders b.b.s slagside
efter 1 times gang i aapen sjø.
Efter disse tilfælders indtræden skrev
Sjøfartskontoret en forholdsordre til
vedkommende tilsynsmænd. Der har senere
været foretat endel undersøkelser av den
utskibede slig, og man er herunder
kommet til det resultat, at den egner sig
bedst for transport, naar den har en
fug-tighetsgehalt av mellem 5 og 6 °/0. Under
3 % fugtighetsgehalt har sligen en viss
likhet med flyvesand, medens den, naar
fugtighetsgehalten biir for stor (11—12 °/o),
danner en slemmet masse. Allerede ved
en fugtighetsgehalt av 9 å 10 °/0 har
sligen tendens til at utskille vand.
I henhold til de indvundne erfaringer
har s j øf artsdirektøren efter at ha
undersøkt forholdene paa stedet git tilsynet
en forholdsordre, som er datert 11. april
1912.
*
Efter den opfatning jeg har kunnet
danne mig om dette spørsmaal, tror jeg
det vilde være heldig at vor lovgivning
tages op til revision. Herunder bør
specielt haves for øie:
I. At disse sakers behandling samles
under en fælles administration,
muligens ved ansættelse av en kontrollør,
som kan danne det nødvendige
bindeled og være konsulent saavel for de
myndigheter, der har at føre tilsyn
med landtransporten, som de der
skal kontrollere sjøtransporten,
likesom vedkommende maatte faa i
opdrag at føre tilsyn med fabrikkerne
og tilvirkningen over hele landet.
IL At de eventuelle bestemmelser
kommer til at omfatte;
a. stoffenes prøvning og
klassifikation i henhold hertil;
b. stoffenes pakning og merkning;
c. stoffenes stuvning paa
hensigtsmæssig sted og maate;
(1 . fastsættelse av de maksimale
mængder, som kan føres i en
pakning i et rum eller en vogn,
og hvilke stoffer som ikke maa
stuves sammen;
e. den indredning og ventilation og
det utstyr som særlig findes
paakrævet for lagerrum eller fartøier,
hvor »farlig gods« findes;
f. Anmeldelse til stedlige
myndigheter om arten av gods, som
tilvirkes og forhandles, og om
ensartede fragtbrever med en let
kjendelig farve for saadanne
stoffer etc.
IH. At der søkes fundet en form for
samarbeide med de tilsvarende
myndigheter i de øvrige europæiske lande,
saaledes at vore bestemmelser altid
kan holdes à jour og i
overensstemmelse med de mulige internationale
transportbestemmelser.
Vi maa i det hele tat søke at
organisere kontrollen saaledes, at det biir
unødvendig først selv at høste bitre erfaringer
med derav følgende spredte
panikbestemmelser for hvert enkelt stofs vedkommende.
Og dette kan vel kun opnaaes ved at
administrationen faar den nødvendige
sakkyndige hjælp til at arbeide med disse
spørsmaal og ta dem op i hele sin bredde.
*
Diskussion:
Direktør Hauan: Bestemmelsernes antal er
legio, saa det er ikke godt at komme ind i dem.
Og dog findes der felter hvor der overhodet ikke
eksisterer nogen bestemmelser. Vi som maa
forsende saadant gods, er da temmelig hjælpeløse.
Og vi staar alene med ansvaret.
Der arbeides i utlandet paa forskjellig maate for
istandbringelse av internationale regler. Saaledes
er for tiden en international petroleumskomite i
arbeide. Norge har en repræsentant, men vi har —
i motsætning til de andre lande — ikke nogen
national sektion, hvilket er en stor mangel. Jeg
vil anbefale til overveielse at der nedsættes en
saadan.
I Schweiz har man ogsaa, som af
foredragsholderen anført, en international
jernbanetransportkommission. Hvorvidt Norge er tilsluttet denne,
vet jeg ikke; men faktum er at vi har langt
rigo-røsere bestemmelser for jernbanetransport ut av
landet end for transport ind til landet.
Dr. Gram; For transport av ildsfarlige væsker
fra udlandet gjælder bestemmelser som er
overensstemmende med utlandets. Indenlands er
bestemmelserne muligens strengere, men det er klart at
der bør være ensartethet for det hele land. Og
kontrollen bør samles. Jernbanen har likeoverfor
Arbeidsdepartementet vakt motion om at der i
sakens anledning skulde nedsættes en komite, men
det har hittil ikke ført til noget.
Ekspeditionschef O y e n : Ildsfarlighetsloven av
1871 har været et ganske godt arbeide, om det end
maa erkjendes at utviklingen har gaat saa rask at
den nu er forældet.
Man kan ikke komme fra at loven har fyldt sin
opgave ganske godt. Den har været elastisk, og
det har hjulpet administrationen meget.
Men man har som antydet i Justisdepartementet,
hvorunder det væsentlige av disse spørsmaal
sorterer, nu en følelse av at loven er forældet. Man
har imidlertid endnu ikke dristet sig til at foreslaa
en fuldstændig revision.
For en revision vilde utkræves en sakkyndig
komite, og det har hittil av saavel budgetmæssige
som andre hensyn forbudt sig at æske den
nødvendige bevilgning. Ingen vil imidlertid glæde sig
mere end Justisdepartementet over en revision av
loven, og det vil ogsaa gi sin tilslutning til at
kontrollen samles i en centralmyndighet.
Det er klart at man bør søke at faa størst
mulig sakkyndighet knyttet til kontrollen. Denne
har hittil været av mere tilfældig art, og det er en
mangel at departementet ikke har hat en fast
sakkyndig institution.
Hvad angaar spørsmaalet om regler for
transporten, .saa er den sak ikke skrinlagt av
Justisdepartementet. Vi er opmerksom paa at regler som
kan utarbeides paa grundlag av loven, bør komme.
Og jeg mener at netop transportvæsenet er mest
nødlidende. Det har været departementets mening
at faa nedsat en alsidig komite til at utarbeide
regler for transport av farlig gods.
Det skyldes tildels Sjøfartskontoret at komiteen
endnu ikke er nedsat. Det har strandet paa
overenskomster med vore nabolande. Vi maa vente til
Sjøfartskontoret biir færdig med sine forhandlinger,
først i den skandinaviske konferanse og om
nødvendig ogsaa i en international konferanse, og da
vil komiteen meget snart komme.
Dirigenten, kemiker Simonsen: Det naturlige
er vel at denne diskussion kommer til at resultere
i nedsættelse av en komite. Foredragsholderen har
angit komiteens opgave. Det gjælder kun hvordan
saken bedst skal gripes an. Kemikergruppen
arbeider allerede med den, og det naturligste maatte
vel være at gruppen og P. F.s direktion sammen
nedsætter en komite, da der jo ogsaa vil trænges
juridisk assistanse og repræsentanter for assurandørerne
og politiet.
Fhv. sjøfartsdirektør Magnus Andersen:
Foredragsholderen meddelte at den skandinaviske
konferanse var kommet til det resultat at der skulde
nedsættes en ny komite. Jeg mener at kemien gaar
saa rask frem at man aldrig biir færdig med en
komite, som gaar saa grundig tilværks.
Jeg foreslog allerede i 1909 at der skulde
undersøkes, hvorledes de andre nationer vilde stille sig
til en international konferanse, men
Utenriksdepartementet fandt at dette vilde være for pretentiøst,
og foreslog derfor først en konferanse mellem Norge,
Sverige og Danmark. Og allerede sommeren 1909
indkom svar fra disse lande at de var villige.
Ved en international konferanse vilde man faa
samlet alle bestemmelser i de forskjellige lande, og
man vilde faa ensartethet i sjøtransporten, som er
hovedsaken. En saadan konferanse burde ogsaa bli
enig om nedsættelse av en permanent komite, som
igjen kunde støtte sig til sektioner inden hvert land
med repræsentanter for sjøtransporten,
landtransporten og fabrikanterne. En slik komite vilde være
istand til stadig at følge med i utviklingen. Jeg
tror dette er den eneste maate at faa spørsmaalet
løst paa.
Jeg har ment at dette var nødvendig, og det er
sørgelig at man nu i 1912 ikke er kommet længer,
end at der er foreslaat nedsat en ny skandinavisk
komite. Dette er uforsvarlig, og det er trist at
opinionen inden sjøtransporten ikke har kunnet
presse vore myndigheter til at handle raskere.
Ingeniør Bie Lorentzen: Sjøfartsdirektør
Andersen sa at sjøtransporten var hovedsaken;
men man maa ikke glemme de ulykker som hænder
paa landjorden. De gjældende bestemmelser tar for
litet hensyn til smaalagring av farlige stoffer. Et
karbidlager f. eks. paa et par tusen ton ved en
fabrik er ufarlig; ti der har man sakkyndighet.
Men ute i det smaa behandles disse stoffer paa en
meget usakkyndig maate. Og dette er kilden til
de fleste, om ikke netop de største, ulykker. Og
dette bør den komite som nedsættes, være
opmerksom paa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:59:19 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/tekuke/1912/0663.html
