Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 51. 20 december 1912 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
662
TEKNISK UKEBLAD
Nr. 51 1912
Maskintold og Sakkyndighet.
Hr. redaktør.
Hr. Jens Rude siger i Deres ærede blad
nr. 48, at stikflamme »har været iagttat
selv ved fyringer uten nogen som helst
blæst«. Hr. Rude mener altsaa at der
selv ved naturlig træk kan opstaa
stikflamme. Om denne slags uskyldige
stikflammer kan der i denne forbindelse
fornuftigvis ikke være tale. — Hvad det er
spørsmaal om, er stikflammer som
op-staar ved at sterk underblæst presses
gjennem et 250—275 mm. tykt — for
en stor del glødende — kullag, og
derved frembringer en intens ophetning paa
enkelte punkter av fyrgangen.
Hr. Rude anfører endvidere, at det
ingen forsk]el gjør om trykket er
frembragt ved dampstraaler eller ved
ventilator. Men dette er abstrakte visdomsord.
Ti det dampblæstapparat som
Meldrum-stokeren er utstyrt med, er ikke beregnet
paa at gi stort overtryk og kan heller
ikke gjøre det. Dette er noget som
enhver der er fortrolig med
Meldrumsto-kerens konstruktion, er bekjendt med.
Naar der ved underfeed stokers
anvendes vifte, saa er dette neppe av anden
grund end at det ved saa stor
trykanvendelse ikke vilde være økonomisk forsvarlig
at anvende dampblæst, ti man gaar neppe
til det langt kostbarere vifteanlæg uten
grund.
At der skal mere tryk til at presse luft
gjennem kullene, naar kullaget er 250
275 mm. tykt, end naar det kun er 100
—150 mm. er indlysende. Ved to
forskjellige anlæg, det ene utstyret med
un-derfeed-stoker (vandrørskjeler) det andet
(vort) med Meldrumstoker, og hvor
forholdene med hensyn ’til træk, kulkvalitet
og belastning er meget like, viser dette
sig at være forholdet hvad kullagets
tykkelse angaar.
Hr. Rude sier det vilde ha sin interesse
at vite med hvilket blæsttryk vi arbeider.
Det synes vi imidlertid er noget han
burde ha tænkt paa før han avgav sin
sakkyndige uttalelse til departementet.
Hvad kjelenes belastning,
brændmate-rialets kvalitet og trækkens størrelse har
med saken at gjøre i nærværende
forbindelse, er ikke ganske klart, ti disse
forhold er og biir de samme, enten vi
bruker den ene eller den anden stokertype.
Det er saaledes netop fyringens art som
blæsttrykket i nærværende tilfælde
av-hænger av. Imidlertid stod det jo hr.
Rude frit for at undersøke ogsaa disse
forhold ved vort fyranlæg, før han avgav
sin dom i saken.
Hr. Rudes eneste argument er et par
prøvningsresultater fra Tyskland, som
ikke staar i noget som helst forhold til
hinanden indbyrdes, da blandt andet de
benyttede brændmaterialer er vidt
forskjellige, og som har endnu mindre
anvendelse paa nærværende sak. Det er
aabenbariigen paa dette og lignende
grundlag at hr. Rude har gjort sig op sin mening.
Drammen den 14de december 1912.
Ærbødigst
Drammens Paper Mills A/S.
G. Svensen.
Bok- og Bladnyt.
Ny arkitektonisk Literatur.
1. Dansk Arkitektur gjennem 20 Aar. 1892—1912.
Samlet og utgit av »Architektens« redaktion
ved K. Varming med tekst av Vilhelm
Lorentzen.
Erslev & Hasselbaldes forlag, Kjobenhavn.
For en ikke-fagmand kan et verk som dette gi
et hoist misvisende billede av moderne dansk
arkitektur, ti teksten er saa kort at den av
mange vil bli overset, og den er desuten anbragt
som indledning med samtlige illustrationer en suit
efterpaa uten hvile for øie og hjerne.
Denne rent redaktionelle feil haaper vi imidlertid
ikke vil gjøre noget, for værket er forøvrig
førsterangs og av den største værdi for studiet av dansk
arkitektur.
Vilhelm Lorentzens tekst er i al sin kortfattethet
klart og konsist skrevet og gir ganske sikkert et
sandt, uttømmende billede av den utvikling danske
arkitekter og dansk arkitektur har undergaat siden
Bindesball d. æ. avsluttet klassisismen. Den gir
ogsaa et overmaate sympatisk billede av de
bestræbelser en række danske arkitekter har gjort for at
rotfæste den moderne bygningskunst paa dansk
grund, en opgave som de danske arkitekter maa
siges at ha løst.
Hvad de mange brilliant illustrerte arbeider av
danske arkitekter angaar, saa støtter de sig nøie til
teksten, de beviser den og fremhæver dens
reflek-tioner og slutninger. Det er i det hele tat en stor
glæde at studere dette verk over dansk arkitektur.
Menen utlænding — selv om hans stamme
er nærmeste nabo — savner noget i denne revy
over dansk arkitektur i de sidste 20 aar.
Hvor finder vi den yngste generation, hvor
kjæmpes der, hvor ser vi gjæringen ?
Verkets tekst gir os de ældres kamper, særlig de
ældste. Men de yngstes kamp og de yngstes maal
gir denne bok os ikke.
Og det er for nedskriveren av disse linjer et
savn. Den danske arkitektur er i bedste forstand
fornem, gedigen. Den er baaret av et brilliant
haandverk, den er ikke pretentios, den er naturlig
og aapen som Danmark selv.
Men paa dette grundlag burde den sidste
generation storme paa, og paa fantasiens vinger seile
utover landet, bringe uro i linjerne, tvinge de lange,
stille silhuetter til at kneise som i fordums dage
de store arkitekter under Frederik den 2den og
Kristian den 4de, bringe brudd i skyggerne, kraft i
detaljering, farve i murpudsens hvite flate.
Det rike billedstof dette verk gir, vilde da bli
den lysende bakgrund for de skarer som nu samler
sig om de ældres lærestol.
Men kanske meningen er at dette som her er
nævnt skal komme senere.
I saa fald skal bokens forfattere Varming og
Lorentzen ha tak for det som her er git.
Der kunde være grund til at fremhæve enkelte
navn blandt de mange som er nævnt i denne
arkitekturoversigt, men vi anser det unødvendig og
urigtig. De største av dem er kjendt, de andre bør
man lære at kjende. Derfor, anskaf verket, nyd det
i ro og se at finde traaden i de danske arkitekters
arbeide. Man vil da sikkert ha meget igjen.
C. B.
II. Gamla Svenska Allmogehem. Samling 1 og 2.
Utgit av Gustaf Carlsson under medvriken av
arkitekterne Ivar Tengbom og John Åkerlund.
En svensk kulturinteressert mand, Gustaf Carlsson,
utgav i filantropisk øiemed og med ikke litet
økonomisk offer en rikt utstyrt bok »Svenska
Allmogehem« som vistnok er ganske kjendt ogsaa i Norge.
Utgiverens mening var gjennem denne bok at
slaa til lyd for de værdier som ligger i de gamle,
smaa hjem — bygget av tiden og forholdene —
som ligger spredt rundt om i Sverige — enkle og
vakre i forholdene og overmaate karakteristiske for
de forskjellige bygdelag.
Paa dette saaledes nedarvede grundlag mener
utgiveren der maa bygges videre i vor tid, saa de
hjem som nu gror op rundt om, kan vise den samme
smak i stil og gruppering og i forhold til naturen
som de gamle, men dog være avpasset for vor tid
i konstruktion, indredning, økonomi og
hensigts-mæssighet.
Bokens indhold er derfor nøie overveiet og
omfatter artikler om Sverige, om gammel svensk
bygningsskik, om jordbruk, redskapslære og meget
andet, samt endelig 15 utkast av kjendte svenske
arkitekter til større og mindre bruk, hvert utkast
nøie avpasset for en bestemt landsdel og til et
bestemt bruk. De arkitekter der har levert bidrag, er
kommet godt fra sit vanskelige arbeide, og
tegningerne er klare og let forstaaelige. Meget
indsmigrende virker det farvetrykte bilag — en perspektiv
i korrekt landskap — som følger hvert utkast, det
anslaar straks bokens karakter og hensigt.
For at kunne utarbeide dette verk krævedes
lokalstudier, og utgiveren fik derfor arkitekt John
Åkerlund til med kamera i haand at reise rundt
om i det store Sverige og fotografere hvad der
maatte findes av »godt«.
Det er et vel redigert utvalg av disse snapshots
som Gustaf Carlsson iaar har utgit i 2 serier, den
første omfattende Sveriges søndre halvdel fra Skåne
til Dalarne, den sidste det nordre Sverige fra
Dalarne helt nord til Lapland.
Det gode ved disse 2 verk er at de ikke bare
gir fotografier, smaa husplaner og situationer er
puttet indimellem og gir derved straks det hele et
fagmæssig præg.
Et overblik som dette over svensk træarkitektur
er for os norske av den største interesse, det viser
hvad vi har til fælles med Sverige og hvad vi har
for os selv.
De svenske hjem har enkle fine forhold, virker
ved sin umiddelbare hygge og smaakoselighet.
Den variation i stilpræg som vi ser i vore bygder,
findes øiensynlig ikke i Sverige, endnu mindre den
rike ornamentik og den kolorit vi har.
Men til gjengjæld er det noget fast og stolt i
linjerne, som er Sverige eget.
Særlig kommer dette frem i Dalarnes svære loft,
de er praktfulde, hverken mer eller mindre. Hvad
bygningernes placering angaar — situering om man
vil — saa sees ikke efter det foreliggende materiale
den typiske tundannelse, som er saa karakteristisk
i Norge, særlig i Gudbrandsdalen, Østerdalen og
Valders. Her ser vi jo to tun, mens de svenske
anlæg nærmest kun har et, Paa et par steder sees
dog »fägàrden« side om side med »mangärden«.
Det vil føre for langt i en kort anmeldelse at
gjen-nemgaa dette smukke arbeide i detalj. Det skal
muligens bli gjort senere og av en anden pen.
Men allerede nu maa det siges, at utgiveren og
redaktørerne av disse to smaahefter har leveri et
stort og godt bidrag til Sveriges bygningshistorie,
et bidrag som aander av patriotisme og sterk
for-staaelse av den gamle bygningsskiks levedygtighet i
ny tid. C. B.
Mindre Meddelelser.
Et Rhintaarn ved Düsseldorf. Efter
»Der Eisenbau« tillater vi os at hitsætte:
I byen Düsseldorfs utstilling er der utstillet et
bemerkelsesværdlg projekt om bygning av et traad-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
