Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 1. 1 januar 1915 - Utviklingen av landets elektricitetsforsyning og de opgaver den stiller staten og kommunerne, av Jacob Prebensen Nissen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 januar 1915
TEKNISK UKEBLAD
7
Og selv om det gjennemgaaende skulde
være tilfælde at kommunerne bygger
dyrere end de private selskaper,
saa^op-veies dette fuldt ut ved at kommunen
svarer mindre renter av sine laan end
det private seiskap maa betale eller dets
aktionærer gjør krav paa at faa. Og
renten av anlægskapitalen utgjør ved
ethvert elektricitetsverk drevet med
vandkraft omtrent halvparten av de aarlige
utgifter.
Av de nævnte grunde har overalt den
opfatning mere og mere arbeidet sig frem
at driften av et byelektricitetsverk — for
fuldt ut at kunne opfylde sin samfunds
mæssige opgave — maa drives av
kommunen.
Vi ser da ogsaa at det ene efter det
andet av de private byelektricitetsverker
overtages av kommunen, dels ved
koncessionstidens utløp dels allerede før,
idet man har fundet at dette er den
eneste praktiske løsning paa de
uoverensstemmelser som er opstaat mellem
kommunen og det private seiskaps interesser;
og efter mit skjøn vil det kun være et
tidsspørsmaal naar elektricitetsverkerne i
alle landets byer drives av kommunerne.
Paa landsbygden har anlægget av
private elektricitetsverker ikke været
av-hængig av nogen kommunal tilladelse;
ti her har det ikke været nødvendig
saa-ledes som i byerne at benytte grund der
eies eller disponeres av kommunen for
anlægget av elektricitetsverkets ledninger.
Mange steder paa landet kan man jo
hos os faa anlagt sogar ganske
betydelige ledningsnet uten at berøre offentlige
veier, og hvor man maa føre ledningerne
langs veiene eller over disse er det ikke
kommunen, men amtsveistyret under hvem
veiene sorterer, som gir tilladelse hertil.
For anlæg av høispændte elektriske
anlæg maa man altid baade i by og paa
land ha statens d. v. s. departementets
tilladelse, og før saadan tilladelse
meddeles skal departementet i henhold til
loven av 16de mai 1896 forelægge saken
for vedkommende kommunestyre.
Ved behandlingen av disse andragender
har der ofte fra kommunestyrernes side
været henstillet til departementet at gjøre
tilladelsen avhængig av betingelser i
likhet med de som av flere bykommuner
er opstillet i de før nævnte
koncessionskontrakter.
Loven av 16de mai 1896 er imidlertid
kun en lov om foranstaltninger til
betryggelse mot fare og ulemper ved
elektriske anlæg som ikke gir adgang til at
foreskrive andre betingelser end de som
maatte ansees fornødne til forebyggelse
av fare for menneskeliv, den offentlige
sikkerhet, forstyrrende indvirken paa
andre anlæg m. v., og en saadan
tilladelse skulde overhodet ikke kunne
negtes, naar blot de fornødne
sikkerhetsforanstaltninger lar sig foreskrive.
Landskommunerne har saaledes efter
vor nuværende lovgivning ingen adgang
til at motsætte sig eller foreskrive
betingelser for private elektricitetsverker
inden kommunens omraade, i alle fald
ikke saa længe der ikke utkræves
ekspropriationsret for anlægget.
For meddelelse av saadan
ekspropriationsret er der efter loven (23de juli 94)
en betingelse at almene interesser
befordres ved anlæggets utførelse, og denne
bestemmelse er ved en del anledninger i
den senere tid benyttet til at negte
tilladelser til anlægs utførelse eller gjøre
disse avhængig av betingelser i likhet
med dem som er omhandlet i ovennævnte
koncessionskontrakter for de private
byelektricitetsverker.
Der findes mange smaa private
elektricitetsverker paa landsbygden som kun
har til opgave at forsyne enkelte gaarder
eller en mindre grænd med elektrisk energi,
og for disse anlægs vedkommende skulde
det synes klart at nogen indgripen fra
det offentliges side utover den som loven
av 1896 hjemler adgang til for at sikre
anlæggene en i teknisk henseende
betryggende utførelse ikke er paakrævet.
Der findes imidlertid ogsaa en del, om
end ikke mange betydelig større private
elektricitetsverker paa landsbygden som
tar sigte paa at fordele og sælge
elektrisk energi inden et større omraade, og
for disse anlægs vedkommende vil det
før eller senere vise sig det samme som
jeg mener har vist sig i byerne, nemlig
at de for fuldt ut at kunne løse den
samfundsmæssige opgave som tilligger
dem, maa drives av kommunen.
Paa landet er det hovedsagelig den
omstændighet at det med den spredte
bebyggelse ikke blir regningssvarende at
føre de elektriske ledninger frem til alle
gaarder, som indsnevrer de private
elek-tricitetsverkers evne til at løse sin
samfundsmæssige opgave, nemlig at skaffe
alle og enhver elektrisk energi.
Den opfatning at ogsaa paa
landsbygden de elektricitetsverker som skal
omfatte mere end enkelte gaarder eller
en enkelt grænd bør utføres av kommunen,
har da ogsaa stadig arbeidet sig frem;
og i de sidste aar har vi set at den ene
landskommune efter den anden gaar til
bygning av elektricitetsverk for bygden.
Med et elektricitetsverk tænker jeg
her — saavel som i byerne -—• i første
række paa anlægget av ledningsnettet
for energiens fordeling til de forskjellige
konsumenter.
Om kommunen ogsaa skal utføre sit
eget kraftanlæg for selv at producere den
elektriske energi, eller om den skal leie
den fra et privat kraftanlæg f. eks. en
fabrik eller fra en anden kommune, eller
fremtidig muligens fra et statsanlæg, se
det er et spørsmaal som ikke vedrører
den samfundsmæssige opgave, men er et
rent økonomisk spørsmaal som maa
overveies i hvert enkelt tilfælde, idet
forholdene i saa henseende ligger helt
forskjellig tilrette i de forskjellige byer og
bygder.
Efter opgave fra vasdragvæsenet var
det i 1913 30 av landets kommunale
elektricitetsverker som hadde egne
vandkraftanlæg med tilsammen ca. 63 000 HK
eller temmelig nøiagtig halvparten av de
125 000 HK vandkraft som i 1913
benyttedes for elektricitetsforsyningen.
Den anden halvpart av den vandkraft
som benyttes for elektricitetsforsyningen,
er saaledes utbygget av private som
delvis selv fordeler energien gjennem
private elektricitets verker direkte til
konsumenterne. En ikke ubetydelig del
leveres imidlertid ogsaa fra de private
kraftanlæg til kommunale
elektricitetsverker for videre fordeling inden
kommunens omraade.
Som eksempel herpaa skal jeg faa
nævne:
Kykkelsrudanlægget leverer elektrisk energi
til Kristiania, Lillestrøm, Asker, Moss,
Askim m. fl. kommunale
elektricitetsverker.
Borregaard leverer elektrisk energi til
Sarpsborg kommunale
elektricitetsverk.
Skollenborganlægget leverer til de
kommunale elektricitetsverker i byerne
Tønsberg, Horten og Svelvik, og skal nu
ogsaa levere til en del
landskommuner i Jarlsberg.
Treschow-Fritzøe’ s anlæg leverer til Larvik,
Sandefjord og Sandeherred
kommunale elektricitetsverker.
A/S Børresen leverer til Lier kommunale
elektricitetsverk.
Norsk Elektrokemisk Aktieselskap leverer til
Kragerø kommunale elektricitetsverk.
Vi lever i en sammenslutningernes tid,
og det har da ogsaa gjort sig gjældende
paa dette omraade derved at flere
kommuner er gaat sammen om fælles anlæg
og derved har opnaadd store fordeler, dels av
den grund at herrederne er beliggende
saaledes i forhold til hinanden at det
falder mere økonomisk at utbygge et
fælles fordelingsnet end et selvstændig
ledningsnet for hver enkelt kommune,
dels fordi kommunerne derved har evnet
ved utbygning av egne kraftanlæg eller
ved leie at sikre sig større kraftmængder
til billigere priser end om de skulde
arbeidet hver for sig.
Av saadanne interkommunale selskaper
vil jeg nævne det av Porsgrund, Solum
og Gjerpen dannede Skiensfjordens
kommunale kraftselskap, som foruten
fordelingsnettet inden kommunerne utbygger
kraftoverføringsanlægget fra Aarlifos i
Tinelven.
Langesundsfjordens kommunale
kraftselskap, dannet av kommunerne Brevik,
Langesund, Eidanger, Bamle og Stathelle,
der sammen leier elektrisk energi fra
Skiensfjordens kommunale kraftselskap,
og fordeler den ved et fælles
fordelingsnet inden kommunerne.
Jæderens elektricitetsverk dannet av
de 3 kommuner Ogne, Varhaug og Nærbø
for sammen at utbygge et kraftanlæg og
fordele energien ved et fælles ledningsnet.
Hamar, Vang og Furnes kommunale
kraftselskap, der sammen leier kraft fra
Elverums kommunale elektricitetsverk.
Hadelands Elektricitetsverk dannet av
de 4 kommuner Lunner, Gran, Jevnaker
og Brandbu, som sammen vil utbygge et
vandfald og fordele kraften inden de 4
interesserte kommuner.
Paa mange kanter av vort land arbeides
der for tiden med dannelsen av lignende
interkommunale elektricitetsverker eller
kraftselskaper som de ogsaa kaldes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
