Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 2. 8 januar 1915 - Teknisk intelligens, av W. Franz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
TEKNISK UKEBLAD
Nr. 2 1915
Min mening er at betydningen av
teknisk videnskap, teknisk arbeide og
teknisk intelligens for et folks
fremskridt, eksistens og magt og
isærdeles-het for styrelsen av det hele statssamfund
endnu ligger paa et andet omraade, som
vistnok i sin ydre form er mindre
synlig for den øvrige verden. Det er
nationens indre liv, som ved tusender av
ingeniørers intelligens faar en berikelse
som maa værdsættes endnu meget
høiere. Hvad vi her især maa lægge merke
til, er de intellektuel moralske faktorer
som kan være av meget større
betydning for et folks kraft end
næringsmidler og vaaben.
For at gjøre disses virkning
tydeligere maa man først tænke paa den
opdragende indbydelse som
beskjæf-tigelsen med naturvidenskaper og
teknik (den anvendte naturvidenskap)
utøver paa menneskene. Friedrich Dessauer
sier herom: »Det naturvidenskabelige
studiums og teknikkens opdragende
moment ligger i arbejdsresultatets ufrihet.
Naturforskeren og ingeniøren har ingen
frihet med hensyn til resultatet. I
virkelighet ikke. Hans resultat er
uav-hængig av hans ønsker, det eksisterer
før ham og efter ham. Hans
virksomhet tvinger ham under arbeidet til at se
bort fra sig selv, til at være uten ønsker
og til kun at leve for verket. Anderledes
er det i filosofien, i æstetikken, i
lovvidenskapen og paa andre omraader.
I tusender av tilfælder kan vi ikke
unddra os for det indtryk at
forfatteren — ikke alene i pressens og
partipolitikkens feider, men ogsaa paa alle
videnskapens og kunstens omraader,
vistnok som oftest uten hensigt, ja
endog uavvidende fører bevis for hvad
han ønsker skal være ret. Dette ligger
for en stor del i aandsdannelsen, som
ofte lægger større vegt paa det formelle
end paa det væsentlige, og som gjør os til
dygtige, øvede og færdige mennesker. I
naturvidenskapen som den bør være, i
den strenge teknik eksisterer ingen plads
for akkordering, fordi der ikke gives
nogen fordomme. Her kommer først
forsøket, saa bedømmelsen. Naturen
selv opdrager og tvinger dertil.«
Det kan vel ikke benegtes at en
saa-dan opdragelse av de enkelte
medlemmer maa være av en stor betydning for
den hele nations aandsretning, og at
den kunde bli av en endnu større
betydning dersom de som er den
underkastet, fik gjøre sig mer gjældende i
samfundslivet. En opdragelse i de
anvendte naturvidenskapers aand vilde
medføre at kampen om meninger,
striden om systemer, teorier og
forestillinger vilde bli sjeldnere.
Hver mand, hver statsborger som
tænker og arbeider som en ingeniør,
virker som en buffer hvorimot al
unødig tænkning preller av. Herav
vil det politiske liv, som i den
nærmeste tid formodentlig i et større
antal vil opta ingeniører, ha en
paa-tagelig fordel. Ti den statsborger som
er opdrat i naturvidenskabelig-teknisk
aand er vant til at sætte saken over
jeget. Han søker sandhet og kun denne.
Han er ogsaa lettere tilbøielig til uten
tanke paa sig selv at virke for det
hele. Ingeniøren lever stadig i
bevisstheten om at hans viden og kundskap
staar paa andres skuldre, som før ham
har søkt efter sandhet og erkjendelse;
og han vet at der ogsaa bakefter
kommer andre som kan gjøre fordring paa
arven efter ham. Ingeniøren er i denne
forstand et idealt medlem av
statssamfundet.
For statslivet gjælder devisen: Een
for alle, alle for een. Den indadtil
styrkende bevissthet om i nød at kunne
erholde andres hjælp, styrkes
overordentlig hos samfundets enkelte
medlemmer naar der ute i folket lever flest
mulig enkeltpersoner som er
uegennyttig opdrat. Og det er vore ingeniører.
Vistnok er enhver stolt av sit arbeide,
sit verk, og ingen vil la sig frata sin
berømmelse og det heldige resultat;
men denne stolthet er dog rotfæstet i
bevisstheten om at kunne yde nyttig
arbeide for det hele og for folket.
Og det er endnu et tilfælde hvor
ingeniøren virker som en bindende sten
og sikrer holdbarheten av rikets mur
— det er ved hans store ansvarsfølelse.
Ogsaa dette er en frugt og en følge av
hans opdragelse og hans kaldsarbeide.
Ingeniøren henvises fra begyndelsen
av til at søke de muligst største
sikker-heter, ikke gjennem følsomhet, men
under virkelighetens anerkjendende
kontrol. Dette er fortrinsvis tilfældet i
Tyskland. Med hvilken omhu overveies
ikke alle eventualiteter i den tekniske
undervisning, i lærebøkerne, i
tidsskriftlitteraturen og av de kontrollerende
autoriteter. Hvor omhyggelig har f. eks.
ikke Intze konstruert sine
reguleringsdammer ; hver enkelt del vidner om det
ansvar han har følt og om den
personlige omhu hvormed han satte ind sin
kundskap og hele sin personlighet for
konstruktionens sikkerhet.
En sterk ansvarsfølelse hos de
personligheter som staar i det skapende
liv styrker sammenhørighetsfølelsen i
den hele folkeorganisme, idet den
likesom uegennyttigheten befæster den enes
tillid til den andens bistand.
Ingeniørerne har i de sidste aartier i mange
tilfælder bevist at ansvarsfølelsen og
den derav opvoksende hjælpsomhet er
levende i dem. Da B o r s i g saa faren
for sine „folk i det bergverk som var
ham betrodd, var ansvarsfølelsen den
sterkeste i ham, den førte ham ogsaa
i døden.
Naar vi fremhæver ingeniørens
opdragelse til produktivt arbeide, hans
avsmag for ufrugtbare spekulationer,
hans virkelighetssans og hans
sand-færdighet, saa sker det ikke for at dra
i tvil at ogsaa andre stænder har de
samme egenskaper og den samme værdi
inden staten. Men man kan paastaa
at inden ethvert fællesvæsen, hvad
enten det er en forretning, en kommune
eller en stat — maa de værdifuldeste
medlemmer netop være de som er i
besiddelse av de egenskaper som findes hos
ingeniørerne, og som meget betydelig
overstiger det almindelige gjennemsnit.
En videre betragtning vil endnu
tydeligere vise værdien av de moralske
kræfter som sammen med
naturvidenskabelig-teknisk dannelse gjennem
ingeniørerne virker paa folkemængden.
Samtidig maa man ogsaa kaste et
blik paa teknikkens skyggesider, fordi
netop her en vigtig, maaske den
værdifuldeste del av ingeniørens virksomhet
foregaar.
Det mest betegnende træk for
teknikken i det nittende aarhundrede og
som i vore dage træder særlig skarpt
frem, er i sammenligning med fortiden
utvindingen av uhyre mængder
raa-energier, som koncentreres i stadig
tiltagende akkumuleringer. Disse
strømmer saa ut som mekanisk eller teknisk
energi, som gjennem utallige maskineri
forening med menneskehænder
fremstiller en ganske uanet mængde varer og
næringsmidler av de forskjelligste slags.
Ved disse foreteelser er i løpet av faa
aar menneskelivet blit revolutionert.
Alt er kommet i bevægelse, med
materien ogsaa aanden.
Menneskene strømmer hen til
maskinerne, enhver ny maskin tar nye
ar-beidskræfter i sin tjeneste og binder
dem til sig. Som følge herav er de
store kraft- og maskincentra stadig
vokset. Det tyndt befolkede land er
til trods for den store forøkelse av
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
