Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Nr. 8. 19 februar 1915
- Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
19 februar 1915
TEKNISK UKEBLAD
113
niug vilde ha bibragt de herrer som
tillater en saadan bebyggelse en ganske
anden forstaaelse av den vold de øver
mot byen, end de coter og den situationsplan
som de ikke har kunnet bedømme. Dette
tilfælde er grelt, men illustrerer allikevel
hvad jeg mener om perspektivtegningens
opgave overfor terrængets utnyttelse.
Hr. Jacobsens betænkelighet om at
tilladelsen til at medsende perspektiver
skulde lede til at ingeniørerne holder sig
borte, tror jeg ikke holder stik; det skulde
i høiden lede til et samarbeide mellem
arkitekt og ingeniør, et resultat som bør
betegnes som heldig. Likeledes deler jeg
ikke hans opfatning at perspektivtegning
kun har den funktion at »bløffe«
dommerne. Jeg finder den ensidig, og
forøvrig viser hr. stadsarkitekt Pedersens
oplysninger fra Trondhjem og Haugesund
at denne frygt er helt ugrundet.
Det skal nævnes at et land som
Tyskland, som vel er det førende paa
byreguleringens omraade, selvfølgelig ikke
er gaat til noget forbud mot
perspektivtegningen.
Tilslut skal jeg faa lov at bemerke at
de talrike forbud som vore
konkurranse-betingelser indeholder snart mot
perspektivtegninger, snart mot farvelagte
tegninger og mot tegninger utover de
forlangte o. s. v., nu forekommer mig at
utarte.
I sidste Teknisk Ukeblad uttaler den
ærede redaktion sig til min store
forbauselse saaledes ogsaa for en ensartet
tegnemaate. Man skal snart ogsaa
forbydes at tegne godt, alle skal
formodentlig paabydes at tegne like slet og
schab-lonmæssig.
Det forekommer mig at man ved at
opgi denne forbudspolitik og ved at gi
de konkurrerende friere hænder, vil skaffe
sig et større antal dygtige og mere
interesserte deltagere i vore konkurranser
og derigjennem øke utsigterne for gode
resultater.
Ærbødigst
Arne Eide.
*
1 anledning av slutbemerkningen i
oven-staaende artikel skal redaktionen gjøre
opmerksom paa at hr. Eide vistnok
sammenblander uttalelser i hr. ingeniør Nils
Jacobsens artikel i T. U. nr. 6 med
redaktionens indlæg i »Røde
Kors-konkur-ransen«.
Det er hr. Jacobsen som kræver
»ensartet« tegnemaner eller for at citere ham
korrekt, at man skal »fastsætte bestemte
regler for tegningernes utstyr i likhet
med hvad der i utlandet er bestemt for
planer som forelægges offentligheten«.
Redaktionen har altsaa ikke forlangt
ensartet tegnemaate, men paatalte i
artiklen om »Røde Kors« den ujevne
tegnemaner ved vore konkurranser, som gir
altfor let adgang til »bluff«.«
Reguleringskonkurranser! for
Aarstad.
Det syn paa reguleringskonkurranser
— i særdeleshet paa
Aarstadkonkur-ransen — som arkitekt Arne Eide har
fremholdt i sin artikel i dette nr. deler
redaktionen helt.
Naar stadsarkitekt Sverre Pedersen
medgir at han »gjerne saa gjennemført
arkitekt Eides forslag om at forhøie
præmiesummen ved
Aarstadkonkurran-sen til det dobbelte«, — saa maa det
ha været andre hensyn d’hrr. jurymænd
har tat mere notis av end sine egne
ønsker og meninger.
De maa formodentlig ha glemt sin
stilling som jurymænd, o: de
konkurrerendes tillidsmænd i en saglig
bedømmelse — og har handlet som
kom-munemænd, — som økonomiske
kommunale funktionærer. Herpaa tyder
tilstrækkelig hr. Pedersens betragtning
av sig selv som den »anden part«, og
hans bemerkning om hensynet til at
skaffe tegninger til »konkurrerende
priser«.
Vi mener jurymændene som ofte
konciperer og altid godkj ender
programmets betingelser — de
konkurrerendes mening er der jo aldrig tale
om — pligter at gjøre
konkurranse-utstederen opmerksom paa et for lavt
stipulert præmiebeløp, naar de finder
det virkelig er for litet i forhold til
det arbeide som kræves, — og ikke
resignere, fordi man andetsteds muligens
har faat det like billig. Det maa være
klart.
Hvad perspektiverne angaar tillater
vi os at minde hr. stadsarkitekt
Pedersen om det faktum at der saavel til
reguleringskonkurransen i Trondhjem
som til konkurranserne for Frøen og
Tøien (Ullevaalskonkurransen fik vi
desværre ikke se) blev indlevert saavel
perspektiver som modeller, og utført
av saavel vindende som tapende
konkurrenter, nordmænd som utlændinger.
Det er ogsaa sikkert at utenlandske
specialister paa dette omraade ofrer
overordentlig meget arbeide — saavel
paa perspektiver som paa modeller, og
da av den grund at en situationsphm
alene — selv paa den øvede fagmand —
ikke kan gi perspektivets eller
modellens billede av den projekterte
regulering, terrængutnyttelse og fremtidige
bebyggelse.
Hr. stadsarkitekt Pedersen skal ikke
opfatte hr. Eides og redaktionens
artikler som »angrep«, men som saglige
indlæg i en saglig diskussion,
frem
kommet av interesse for en heldig
regulering av Bergens nye byterritorium ;
en interesse som skyldes et ganske
ind-gaaende kj endskap til det terræng det
her gjælder.
Dr. H. Reusch’s Bemerkning
angaaende Undergrundsbanen.
Av prof. dr. K. O. B j ø r 1 y k k e.
I nærværende tidsskrift nr. 6 for 5te
februar d. a. har dr. H. Reusch en
bemerkning i anledning av striden om
undergrundsbanen. Bemerkningen gaar nærmest
ut paa at paapeke at det materiale som
foreligger til støtte for prof. Vogts
standpunkt er litet og utilstrækkelig, og han
foreslaar derfor »at man borer eller graver
ned i det faste fjeld under lersuppen og
tilsætter denne med en passende kemisk
substans, kanske helst simpelthen koksalt.
Kommer vandet i tunnelen fra leren vil
dette efter al sandsynlighet kunne
eftervises ved en forøkelse av saltgehalten.«
Han tror at denne undersøkelse vil koste
nogen tusen, men han finder dog at den
bør ske. Det spørsmaal som derved vilde
avgjøres er om fjeldet paa vedkommende
sted var gjennemtrængelig for vand. Dette
spørsmaal anser jeg allerede avgjort ved
mine undersøkelser. Naar leret i de dypere
lag i dyprenderne er saa vandrikt som det
faktisk efter mine undersøkelser viser sig
at være — og det endog likeover (f. eks.
under Homanns slot, Bogstadveien 33)
eller i nærheten av tunnelen — maa
fjeldet i sin almindelighet være praktisk talt
ugjennemtrængelig for vand. Det samme
vil vistnok enhver uhildet iagttager faa
indtryk av ved et besøk i
undergrundsbanens tunnel. Væggene er her
forholdsvis tørre, og det er som bekjendt kun
enkelte opknuste zoner som er vandførende.
Disse har den hele tid vist en nogenlunde
konstant vandføring, og dette antyder at
de staar i forbindelse med fjernere
vandreservoirer. Skjønt jeg altsaa paa forhaand
kan forutsi at det av dr. Reusch
fore-slaaede eksperiment vil faa et negativt
resultat, skulde jeg dog ønske at det blev
foretat, og jeg skal gjerne være med paa
at anbefale at A/S Holmenkolbanen bærer
halvdelen av utgifterne. Nogen tusen
behøver det vel heller ikke at koste; graver
man en sjakt gjennem den øvre fastere
lerplate biir leret i de dypere lag saa bløtt
at man visst med lethet vilde kunne faa
sænket nogen sækker koksalt ned paa
bunden av dyprenderne ved hjælp av lange
stænger. Men forsøket burde utføres paa
mindst 10 forskjellige steder for at man
kunde opnaa nogen almengyldighet.
Fremdeles mener dr. Reusch at min
bestemmelse (som jeg gjentog to ganger for
kontrollens skyld) av lerets
volumformind-skelse ved tørring bør gjøres om igjen.
Ogsaa hertil kan jeg yde min fulde
tilslutning. Det er i det hele tat litet rimelig
at man kommer med uttalelser og trækker
vidtgaaende slutninger som vedrører lerets
egenskaper uten at man ved egne eller
andres undersøkelser har sat sig nærmere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:59:54 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/tekuke/1915/0125.html
