- Project Runeberg -  Teknisk Ukeblad / 33te Aargang. 1915 /
158

(1883-1931)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 11. 12 mars 1915 - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

158

TEKNISK UKEBLAD

Nr. 11 1915

uinteresserte mænd som kunde foreta en
befaring og inddele de forskjellige gaarder
i klasser efter den skade de har lidt og i
forskjellige soner efter deres beliggenhet til
Bisletbækken eller til undergrundsbanen.

Graden av beskadigelserne er naturligvis
for en stor del avhængig av gaardenes
oprindelige stabilitet; men sprækkedannelsens
optræden og hyppighet maatte vel kunne
paavises at staa i et bestemt forhold til
beliggenheten mot synkningens formodede
aarsak — i dette tilfælde
undergrundstunnelen. Selv om man kunde gaa med
paa at byggegrunden i de vestre bydele
(leret i dyprenderne og den underliggende
fjeldgrund) var vandførende saa tunnelen
kunde virke drænerende, vil jo enhver
fornuftig mand som har litt rede paa
dræne-ring kunne forstaa at dræneringen har sin
begrænsning mot siderne. Kjender man
lagenes mægtighet og grundens gjennem
-trængelighet, kan man med fuld matematisk
sikkerhet beregne hvor langt til siderne en
dræneringsgrøft vil kunne virke. Skematisk
er dette fremstillet i hosstaaende figur:

Inden den skrafferte del av profilet sker
ingen formindskelse i jordens vandindhold,
da vandtapet her erstattes ved tilsig fra
siderne. Kun i det over tunnelen liggende
triangel indtræder et vandtap eller en
dræ-nering. Derfor har ogsaa en enkelt
dræneringsgrøft særdeles liten indflydelse; den
sænker kun grundvandsstanden langs en
smalere eller bredere stripe efter grøften
alt efter jordartens
vandgjennemtrængelig-het. Skal grundvandsstanden sænkes over
en større flate, maa der avlægges et system
av grøfter og grøfteavstanden maa beregnes
efter jordens gjennemtrængelighet for vand.
Nærmere herom kan jeg henvise til dr. ing.
O. Smreker: Das Grundwasser, seine
Er-scheinungsformen, Bewegungsgesetze und
Mengenbestimmung. Leipzig 1914.

Er derfor vandtapningshypotesen rigtig
maa der kunne la sig paavise en temmelig
bestemt avgrænset sone langs
undergrundsbanen hvor husene viser synkning og
sprækkedannelse, mens der utenfor denne
sone ikke bør optræde nogen sprækkedannelse,
da undergrundstunnelen her ingen
indflydelse kan ha hat. Medgir man videre at
jordlagene i de vestre bydele ialfald ikke
er let gjennemtrængelige for vand, kan den
drænerte sone neppe ha en noget større
bredde. Man vil med lefhet matematisk
kunne bevise at den ikke kan strække sig
3 à 400 m. mot øst til Bisletbækken eller
4 à 500 m. mot vest til Slotsstaldene. Selv
praktiske folk maa kunne skjønne at saa
let er det ikke at utføre dræning av ler og
dyprender at man ved en enkelt tunnel kan
tørlægge omraader av henved en kilometers
bredde.

De av prof. Vogt optællede 100 hus
som viser sig i mere eller mindre grad
beskadiget, ligger spredt over en temmelig

bred sone som strækker sig like mot
Drammensveien og østover til Bisletbækkens
omgivelser, og dog er disse 100 ikke mere end
1/10 av de ca. 1000 gaarder som ifølge den
av A/S Holmenkolbanen besørgede
kart-lægning viser sprækker i Kristiania by.

I det hele er denne sak neppe saa enkel
som hr. »arkitekt« synes at ville gi det
utseende av, og har han som arkitekt noget
med bygninger at gjøre i Kristiania, vil jeg
anbefale ham at han ikke avfærdiger
spørs-maalet om byggegrunden bare »som en følge
av mindre vel overveiede dispositioner« eller
kaster skylden paa en tunnelstump i det
faste fjeld, men tar sig ad notam de
generelle aarsaker som nu er paavist at ha
indflydelse paa lerlagenes beskaffenhet og
bæreevne inden det bebyggede strøk i Kristiania.

K. O. Bj ørlykke.

Ingeniørtitler,

Baade direkte og gjennem andre har
jeg hørt at nogen mennesker gaar
omkring og tror at jeg staar bak artikelen
»Ingeniørtitler« i forrige nr. av T. U.

Det har naturligvis svært litet at si
om de tror det.

Men allikevel vil jeg herved fralægge
mig enhver andel i den artikel.

Det er efter min mening mindre heldig
at artiklen er kommet frem — i første
række fordi den kan lede til forkludring
av det store maal vi nu har stillet os:
beskyttelse av betegnelsen ingeniør.

Mot det maal maa der arbeides i greie
og klare linjer. Og man bør vogte sig
vel for at trække ind nogen efter mit
skjøn helt underordnede og tildels ganske
likegyldige titelspørsmaal.

Det er da virkelig noget meget mer
end titler der nu skal arbeides for.

Kristiania 8de mårs 1915.

L. Rasmussen.

*



Redaktionen skal i anledning av
oven-staaende inserat bekræfte at ingeniør
L. Rasmussen intetsomhelst kjendskap
har hat til artikelen i forrige nr. før den
stod i bladet.

At de omhandlede forskjellige
titelspørsmaal ikke har nogen organisk eller
nødvendig sammenhæng med det
paa-gaaende arbeide for at opnaa en
beskyttelse av ingeniør-betegnelsen, det er vi
enig med ingeniør Rasmussen i. Vi
mener dog at dette ogsaa fremgaar av
artikelen.

Likesaa kan vi være enig i at de av
os ved denne leilighet omhandlede saker
er av helt underordnet betydning i
sammenligning med den store sak :
Ingeniørbetegnelsens retslige beskyttelse.
For-saavidt er der heller ingen
uoverensstemmelse tilstede.

Men naar man erindrer at den enkle,
lille sak som var foranledningen til vor
artikel — nemlig forandringen fra
»ingeniørassistent« til »assistentingeniør« —
har det tat henved 6 — seks — aar at
faa gjennemført, idet amtsingeniør
Saxe-gaards forslag herom fremkom allerede i

februar 19091, saa er dette et typisk
eksempel paa hvilken tid det tar at faa
ordnet selv de mindste og ubetydeligste
av saadanne saker. Ut fra denne
erfaring fandt vi det rimelig at man nu
paabegyndte drøftelsen av beslegtede
spørsmaal, som visselig ogsaa vil kræve
aar inden man ser noget resultat.

Hvis en saadan drøftelse av djsse mere
underordnede spørsmaal for tiden skulde
medføre nogen »forkludring« av saken :
»Beskyttelse av betegnelsen ingeniør«,
vilde selvfølgelig vi ogsaa meget beklage
dette. Vi tror imidlertid ikke at saa er
tilfældet. Men hvis man finder at denne
sidstnævnte sak bør og maa løses helt
uavhængig av enhver anden, — vel, saa
lar man alle andre spørsmaal hvile,
indtil tiden er inde til at ta dem op.

Red.

Vandkomfyrens Lønsomhet
endnu engang.

»Et saglig, videnskabelig og konsist
grundlag for sammenligning av vandkom
-fyr og kokskomfyr, hvor nødvendigvis
vegt, maal og termometer benyttes«, maa
jeg desværre gi avkald paa at bygge paa,
da jeg mangler de nødvendige teoretiske
kundskaper; men jeg mener at fra praktisk
hold og fra husmors side bør ikke fru
Clare Mjøens sammenlignende regnskap
staa uimotsagt2.

Jeg er ganske enig med fru Mjøen i
»at i sammenligning maa man her gaa ut
fra ensartet standard of life« — derfor
ogsaa min bemerkning i min første artikkel:
„Vore ægtemænd med tilsvarende
husholdninger« o. s. v. Kan der paa et budget
paa kr. 12000 pr. aar indspares kr. 600,
maa man jo gaa ut fra at der kan spares
kr. 300 paa et budget paa kr. 6 000 —
saapas logiske bør vi jo være, selv om
dette er »kvindelige beregninger«. Jeg er
ogsaa fuldstændig enig med fruen i „at
en families forbruk av kjøkkenbrændsel
ikke er avhængig av dens matkonsumption,
men av dens vandforbruk«. I en større
familie — 8—10 medlemmer — trænges
der sikkerlig fyring paa komfyren fra tidlig
om morgenen, og om vinteren hele dagen,
baade for kokning av maten og for
varm-ning av vand til opvask, rengjøring og
bad, men da er jo som regel stekeovnen
ogsaa saa varm at den kan benyttes til
stekning av brød og kake, og man har
ogsaa foruden de 70—80 liter varmt vand
der tiltrænges til det daglige renhold og
som efterhaanden kan varmes oppe paa
komfyren, badevand paa beholderen — dette
skaffer vistnok ikke vandkomfyren.

Om virkelig den elektriske vandkomfyr
kan godskrives »en hel pike med løn kr.
240 pr. aar plus kost kr. 0,90 pr. dag samt
opvarmning av pikeværelse, vask,
trikkekort, presenter etc.«, skal jeg ikke indlate
mig paa at kritisere, det overlader jeg til
de husmødre som har saa rikelig med
pikehjælp »i disse kritiske tider«. Men
det vet jeg av egen personlig erfaring, at

1 Se T. U. nr. 8, 1909 side 77.

2 Se artiklerne i Teknisk Ukeblad no. 4, 6 og 8.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 22:59:54 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tekuke/1915/0170.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free