Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 18. 30 april 1915 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30 april 1915
TEKNISK UKEBLAD
241
Efter f. eks. 10 aars forløp vilde
fondene utgjøre ca. 9 millioner kroner
— efter 25 aar ca. 43 millioner kroner
— og efter 70 aar i 1985, da de første
hittil givne koncessioner begyndte at
utløpe, vil fondene utgjøre ca. 700
millioner kroner, d. e. næsten 3/4
milliard.
Hvad totalsummen vil bli hvis den
nye proposition gaar igjen nem er ikke
godt at si. Men regner jeg med samme
utviklingskurve, saa biir ialfald
slutsummen adskillig høiere — eventuelt
noget saadant som 1,5 milliard kroner
med renteberegning.
Skattebeløp.
Det næste er de direkte skatter.
Ogsaa lier har jeg gaat ut fra tidligere
gjældende skatteregler, altsaa ikke de
iaar vedtagne nye bestemmelser. Denne
beregning kan naturligvis ikke gjøre
krav paa at være andet end en
gjen-nemsnitsberegning, idet jo beløpene
av-hænger av hver enkelt industris
indtægt.
Av underste kurve paa fig. 8 ser
man at de direkte skattebeløp vilde
vokse med ca. 100 000 kr. om aaret og
efter de 70 aar naa op til ca. 7 miil.
kr. aarlig.
Øverste kurve viser hvilke beløp
tilsammenlagt vandfaldene vilde ha betalt
i skat til enhver tid. Da skat jo
anvendes hvert aar til betaling av
utgifter, — altsaa ikke er tænkt oplagt til
fonds eller lignende, er der her ikke
regnet nogen rentes rente.
Efter 10 aars forløp vil dei- være
betalt ialt ca. 14 mili. kroner — efter
25 aar ca. 54 mili. kroner og efter 70
aar ialt ca. 270 mili. kroner.
Hvilke beløp man vilde komme til
efter de nye skatteregler, det har jeg
anset for overflødig at utregne, ti med
den beskatning tror jeg saa allike vel
ikke industrierne kan greie sig
fremover i tiden. Enorme tal vilde det
ialfald bli.
Alle disse kurver viser med
tydelighet — synes jeg — at
vandfaldsindustrien allerede med nu gjældende love
vilde bidra ganske overordentlig sterkt
til statshusholdningen i form av direkte
betalinger. Naar man saa lægger til de
uendelig mange andre omraader hvor
den ogsaa indirekte vil skaffe staten
og landet indtægter og fordele — saa
skulde man tro at den side av saken
var fuldt ut tilfredsstillende — og mer
end det.
VI. Hvorledes skal vi arbeide
fremover.
Som jeg tidligere har pekt paa ved
gjennemgaaelse av vandfaldsindustrien
hidindtil, har det gaat trægt og smaat
og resultaterne av en mængde planer
har vist sig at skuffe forhaabningerne.
Det spørsmaal stiller sig da: Hvordan
kan vi forbedre chancerne til at naa
frem, hvorledes bør arbeidet lægges an
fremover?
At der nemlig har klæbet en masse
mangler og feil ved arbeidet for vor
Fig. 8. Skatter til stat og kommune.
vandfaldsindustri, derom er jeg
personlig ikke i tvil. Vel har usikkerheten i
vor lovgivning og den manglende
for-staaelse hos det offentlige gjort saken
meget vanskelig for landets borgere.
Men der har ogsaa manglet den
rationelle aand inden de interesserte selv.
Der har ikke været arbeidet
udelukkende seriøst i vandfaldssaken.
Tvertimot.
Der er vel faa grener i vort
næringsliv som har været utsat for saa megen
vild spekulation — ja, rent jobberi og
ofte bluff.
Følgen er da blit at vandfaldssakerne
ikke nyder den tillid —- hverken hos
det store publikum eller hos vore banker
— som skal og maa være grundstenen i
en sund og rationel utvikling.
Helt siden vandfaldsutnyttelsen
begyndte at bli forstaat her i Norge, har
der været drevet en utstrakt
virksomhet fra en masse mennesker for at
kjøpe op eller ta paa haanden alle
mulige vandfald.
Værre og værre er det efterhaanden
blit, saa der findes vel neppe det
rindende vand i det sydlige Norge som
ikke har været gjenstand for
spekulation paa en eller anden maate.
De store tal fra de seneste
storindustrier har tydeligvis fuldstændig
forvirret folk og bragt spekulationsfeberen
til at rase. At sikre sig et vandfald —
ofte i dyre domme — det var likesom
veien til rigdom.
Og hvem er det som for den største
del har drevet denne virksomhet?
Jo, folk av alle kategorier: rike og
fattige, forretningsmænd, jurister,
agenter, tildels ingeniører etc. etc., folk
altsaa der enkeltvis ikke har sittet inde
med nogen betingelser for selv at bidra
til at faa istand industrier, endsi da
selv at ta op industri paa egen haand.
Folk som kun har tænkt paa at faa
solgt vandfaldene snarest mulig igjen
til andre for at faa en
mellemfortjeneste. Altsaa det reneste jobberi.
Som forholdene har ligget an her
hjemme var det da den eneste chance
at ty til utlandet for at finde en
kjøper. Hele Europa og tildels ogsaa
Amerika har da ogsaa været hjemsøkt
av norske agenter for vandfald. Viste
der sig en antydning til interesse for
norske vandfald et eller andet sted, saa
styrtet de sig over vedkommende med
tilbud.
Jeg kan ogsaa — efter eget syn —
forsikre at de projekter, overslag etc.
scin har ledsaget tilbudene, de har ikke
altid baaret noget seriøst præg. Det
er da ogsaa i de fleste tilfælder blit
gjennemskuet; og følgen har været at
vort renommé som alvorlige industrifolk
er blit overordentlig skadet i utlandet.
Paa dette punkt har koncessionsloven
efter min mening gjort noget godt, idet
den bremset noget denne foi” landet
saa uværdige trafik.
Som et ydre tegn paa denne
virksomhet staar enkelte av de andragender
om koncession som efterhaanden er
indsendt. Enkelte
koncessionsandragender kunde vist absolut helst været
spart.
Hvoi’ ofte hai’ man ikke set i
aviserne med store typer om nydannede
vandfaldsselskaper, eventuelt i
forbindelse med koncessionsandragender —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
