Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 19. 7 mai 1915 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7 mai 1915
TEKNISK UKEBLAD
255
Maal, Vegt, Justering.
F’oredrag holdt i Polyteknisk Forening den 26de januar 1915 av justerdirektør D. Isaachseh.
Et ordnet maal- og vegtvæsen,
nogenlunde svarende til nutidens fordringer er
en forholdsvis ny institution, ikke stort
mere end 100 aar gammel. De tre
egenskaper vi nu særlig fordrer av et
maal-og vegtsystem: enhet, nøiagtighet og
enkelhet skortet det overordentlig meget
paa før den tid. Som eksempel kan
nævnes at selv et saa sterkt centralisert
land som Frankrike i 1798 hadde syv
forskjellige pottemaal som varierte fra
47 til 84 kubiktommer og 5 markmaal
(arpent) varierende fra 341 til 510
kvadratfavner. Det kan i denne forbindelse ha
sin interesse at vite at Norge eller
rettere Danmark og Norge stod meget høit
i saa henseende, idet vi ialfald teoretisk
og officielt hadde ett system overalt i de
to riker. Denne fremskutte stillig skyldte
vi den berømte astronom Ole Rømer,
efter hvis tilskyndelse maal og vegt blev
fastslaat ved to resolutioner av 1683 og
1698.
Rømer forarbeidet med største omhu
normaler for maal- og vegtenheterne og
gjennemførte vistnok for første gang den
nu saa vel kjendte forbindelse mellem
grundenheterne ved hjælp av vand som
normalsubstans, idet han definerte
vegt-enheten ved at fastslaa at en kubikfot
vand veier 62 pund. Denne definition
fik praktisk betydning efter den store
brand i Kjøbenhavn i 1728, hvor Rømers
vegtnormaler ødelagdes. Man lot da
forfærdige et messingkar av en kubikfots
rumfang, og en staselig forsamling av
raadsherrer o. s. v. foretok den
høitide-lige operation at veie karret ut med vand.
For en utgift av et par hundrede
riksdaler hadde man sit vegtsystem paa
benene igjen.
Det andet krav, nøiagtighet, var
dengang ikke saa presserende som
videnskapens og teknikkens rivende fremskridt
senere har gjort det. Jeg behøver i
denne forsamling ikke at fremhæve at
videnskabelige maalinger ikke er
likegyldige for »the man in the street«, at
mangt et praktisk fremskridt avhænger
av præcise maalinger, De tiders
fordringer i den retning var mindre; men
endog disse beskednere fordringer blev
tarvelig opfyldt.
Enkelhet i maal og vegt er et rent
moderne paafund. Indtil metersystemets
opstaaen kan man nærmest si at
konkurransen gik ut paa at gjøre tingene
rigtig floket »damit es die Mühlenbauer
nicht verstehen«. Der maa være mange
tilstede her som i sin ungdom har
hen-git sig til den nyttige beskjæftigelse at
lære at 1 skippund er 20 lispund, 1
lis-pund 16 skaalpund, 1 skaalpund 32 lod,
1 bismerpund 12 skaalpund og mange
andre listige og fornøielige paafund.
Denne frodige fantasi hersker den dag
idag i det engelske system; og det kan
anbefales som god aandsgymnastik fra
tid til anden at løse praktiske smaa
regneopgaver i stil med følgende: 15 ton
6 cwts. 1 qr. 19 Ibs. X 2 Lstr. 15 s.
4^2 d. = 42 Lstr. 8 s. 5 d. Denne
bro
gede mangfoldighet hænger tildels sam
men med et eiendommelig psykologisk
fænomen som man undertiden kan
observere den dag idag. De enkelte
haand-verk eller forretningsbrancher sætter en
malplacert ærgjerrighet i at ha noget for
sig selv i retning av maal og vegt, noget
i stil med en professionel hemmelighet.
Derfra stammer f. eks. vore forskjellige
pund. Veiet man paa den store
skibsvegt, saa var pundet et skibpund
(skippund), brugtes den livlandske (livske)
vegt, var pundet et livskpund (lispund),
mens man naturligvis ikke kunde
anvende en bismer uten at ha et særlig
»pund« til det bruk. »Men Gud, vil De
ogsaa maale salt i hektoliter?« utbrød en
danske i rædsel under en diskussion om
indførelse av metersystemet.
Den store revolution i maal og vegt
er den franske revolutions verk. Ved en
lov av 1ste august 1793 indførtes det
metriske system i Frankrike. Det
væsentlige ved systemet, dets sterke kjerne
er den konsekvent gjennemførte
decimale deling som er forbundet med et
genialt enkelt princip for navngivning.
Det forgjængelige ved det var dets
pretension paa at være et »naturmaal«,
idet meteren definertes ved hjælp av
meridiankvadranten, en definition som
nu forlængst er opgit. Man gjør
imidlertid ofte for meget ut av denne lille
oprindelige mangel og glemmer at al
verdens sjømænd bruker og altid
kommer til at bruke netop det samme
naturmaal, kun under et andet navn (sjømil)
og indklædt i en snirklet definition, som
gjør tingen »haard at begripe« for dem
som navigerer paa landjorden.
Forbindelsen mellem maal og vegt
gjennem-føres i metersystemet ganske anderledes
enkelt end hos Rømer ved definitionen
av kilogrammet. Dette maalsystem var
tiltænkt den hele menneskehet. Den
franske revolutions mænd var jo besjælet
av en vældig kjærlighet til
menneskeheden, om end ikke altid til menneskene.
Alle nationer blev indbudt til at sende
delegerte til Paris for at delta i
raad-slagningerne om det nye system. Men
forholdene var for spændte — desværre.
Kun faa fulgte indbydelsen. England
holdt sig naturligvis borte, og endog de
Forenede Stater som dog skulde være
venligsindet mot Frankrike. Dette var saa
meget beklageligere som jordbunden der
var godt forberedt. Den bekjendte
Jeffer-son hadde som formand i en komite
opstillet som et alternativ at maal og vegt
skulde deles decimalt likesaavel som
mynten.
I Frankrike drev man kraftig paa.
En række av landets og tidens berømteste
mænd og mest fremragende
instrument-makere arbeidet ufortrødent i den
hekse-kjel som Paris dengang var. For
terminen 1798—99 bevilgedes 1 miil. francs
til disse arbeider, og den 8de november
1799 fremlagdes de nye normaler i
nationalforsamlingen og fastsloges ved
lov som urnormaler, »prototyper« for det
nye system. Det var et mønstergyldig
arbeide som her var præstert, værdig de
høie tanker og det vide syn som hadde
skapt systemet. Men neppe er
bygningen færdig før den begynder at vakle,
og snart falder den helt overende.
Allerede i 1800 opgives delvis de nye navne,
og de gamle kommer ind igjen. I 1801
gjøres endnu en anstrengelse, idet
justervæsenet ordnes. Men i 1812
gjenind-føres de gamle navne i flok og følge og
den decimale inddeling mister sin eneret.
Endelig ophæves i 1816 decimalsystemet
fuldstændig og de gamle maal paabydes
i handel og vandel. Resultatet var en
stadig økende forvirring, saa man tilslut
ikke vidste hverken ut eller ind.
Metersystemets klare logik bragte det til seier
igjen ved en lov av 1837, og siden den
tid har det hersket i Frankrike og erobret
halve verden.
Denne lange formørkelsesperiode var
fordærvelig ogsaa utenfor Frankrikes
grænser, idet menneskeheten derved atter
gik glip av en udmerket chance for
international unifikation av maal og vegt.
I de Forenede Stater var man trods
gjentagne forslag ikke naadd til at gjøre
maal og vegt fællesstatlig. Man lot hver
enkelt stat greie de saker saa godt de
kunde og gad, og følgerne uteblev ikke.
Nu var imidlertid mynt- og toldvæsen
fællesstatlig, og særlig ved mynten maatte
man dog ubetinget vite ganske nøiagtig
hvad et pund egentlig er. Ogsaa ved
toldopkrævningen i de forskjellige stater
var mangelen paa enhet og centralbureau
for justering følelig. Der var oppe en
ganske sterk stemning for at raade bod
paa disse ulemper ved at anta enten det
engelske eller det metriske system ved
unionel lov, og i 20-aarene av forrige
aarhundrede var man paa nippet til at
naa frem. Men i Frankrike var jo
dengang maal og vegt »faldt i fisk«, og i
England var tilstanden ikke bedre. Saa
blev der intet av det hele. Man seilte
videre saa godt man kunde.
Mynt-mesteren utnævnte et av sine pundlod
til normal, og paa samme enkle maate
fik man sig en normalfot som folk kunde
respektere hvis det behaget dem. (Man
maa den dag idag være opmerksom paa
at det amerikanske system ikke er
identisk med det engelske, samme navn
betegner ikke altid samme ting i de to
systemer). Metersystemet blev fakultativt
(legalt tillatt) i England 1864 og i de
Forenede Stater 1866. Disse to store
samfund befinder sig for tiden i den
høist eiendommelige situation at
grundlaget for deres maal og vegt er det
metriske. De metriske prototyper som
disse stater er i besiddelse av, er nemlig
i alle henseender deres egne prototyper
uhyre overlegne. Det er derfor i sidste
instans de metriske prototyper man
holder sig til. De nationale maal er
definert ved sine metriske værdier. I
Amerika er dette eiendommelige forhold
fastslaat ved lov. Hvorvidt dette ogsaa
er tilfælde i England tør jeg ikke si.
Men faktisk er forholdet det samme, idet
fotens længde i metrisk maal er officielt
fastsat ogsaa der.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
