Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 25. 18 juni 1915 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
18 juni 1915
TEKNISK UKEBLAD
327
nu saa yderst knepne fortjeneste, at en
cellulosefabrik fra at være en temmelig
middelmaadig forretning vil kunnne bli
lukrativ.
Dertil kommer ogsaa den store ulempe som
avfaldsluten nu foraarsaker ved forurensning
av vasdragene, hvorved flere fabrikker hos
os allerede har paadrat sig temmelig store
utgifter i form av skadeserstatninger. I
Tyskland har disse ulemper endog været av
saadan art, at enkelte cellulosefabrikker har
maattet nedlægge bedriften. Fra kemikernes
side ert der fremkommet forskjellige
forslag angaaende anvendelse av avfaldslutens
organiske stoffer. En række patenter er
uttat og flere av disse har ogsaa vist sig
fordelagtige; men forbruket av de
fremstillede stoffer har været saa begrænset,
at avsætningsforholdet har været
forsvindende i forhold til den lutmængde som
det her er tale om.
Sulfitavfaldslutens sammensætning
varierer noget efter kokemetoden, alt eftersom
man koker med direkte eller indirekte
damp.
Den indeholder gjennemsnitlig:
Sukker (bestemt som dextrose) 15 — 25
gram pr. liter.
Andre organiske stoffer 75—100 gram
pr. liter.
Anorganiske 9—14 gram pr. liter.
Av lutens faste stoffer er sukkeret —
ialfald for tiden — det mest værdifulde.
De andre organiske stoffer bestaar
væsentlig av lignin, dernæst i mindre mængder
av endel andre kulhydrater, harpiks, fett
og protein.
At utnytte lutens sukkerindhold har man
paa forskjellige maater forsøkt, dels ved
at utvinde det direkte og dels sammen
med andre av lutens bestanddeler som
foderstof. Disse fremgangsmaater har været
omstændelige og kostbare og har derfor
ikke ført til noget praktisk resultat.
En praktisk løsning for sukkerets
nyttig-gjørelse er fremstillingen av sprit.
Allerede i 1891 foretok Lindsey &
Tollens undersøkelser over lutens
sukkerarter. De paaviste foruten dextrose og
lævalose ogsaa mannose og galaktose samt av
uforgjærbare sukkerarter: xylose. Ved
foretagne gjæringsforsøk opnaadde de kun
0,58—0,67 vol. °/0 alkohol.
Senere er foretat diverse gjæringsforsøk
nten gunstige resultater, indtil den svenske
ingeniør Wallin utarbeidet en brukbar
metode, som senere praktisk forbedredes
av en anden svensk ingeniør, Ekström.
Disse to herrers metoder har nu i flere
aar været anvendt ved 2 av Stora
Koppar-bergs aktiebolags fabrikker samt ved
cellulosefabrikken Bergvik i Sverige. Det
opgives at ved disse fabrikker faaes et
utbytte av 0,7—0,95 vol. °/0 alkohol av
luten.
Efter indhentede oplysninger gir disse
spritfabrikker et utbytte som er lønsomt
for cellulosefabrikkerne.
Sulfitavfaldsluten er i den form den
kommer fra kokerne en høist uvenlig
jordbund for de alkohol-frembringende
gjærceller. I forhold til indhold av
næringsstoffer for gjærcellerne, indeholder luten
saa store mængder av ufordøielige stoffer
— likefrem giftstoffer — for gjærcellerne,
at gjæren vanskelig trives. Gjærens livlighet
forsvinder dersom den slippes ut i den
oprindelige lut; dens alkoholproducerende
evne formindskes i betragtelig grad. Skal
man derfor faa god gjæring d. v. s.
praktisk talt kunne faa forgjæret hele den
for-gjærbare sukkermængde, og det bør man
selvfølgelig for at kunne faa det bedst
mulig økonomiske utbytte, saa maa man
tillempe luten for gjæren.
Luten indeholder fri svovlsyrling, SO2.
Denne er som bekjendt en gift for alle
levende organismer. Skal gjærcellerne
kunne utvikles i luten, maa altsaa denne
først og fremst bortskaffes.
Den svenske metode (Wallin og Ekström):
Efter den svenske metode fjernes den
fri SO2 ved at neutralisere den fra kokerne
kommende varme lut med kulsur kalk i
form av kridt, avfald fra
sulfatcellulose-fabrikkerne, den saakaldte »Mesa«,
endvidere saturerings-kalk fra
sukkerfabrikkerne. Ved anvendelse av denne sidste
form for kulsur kalk indføres ogsaa litt
sukker, som er medrevet under
utfældnin-gen i de resp. væsker. Endelig tilsættes
tilslut læsket kalk for at neutralisere de
sidste rester av svovlsyrlingen. Paa denne
maate indføres store mængder kalk. Det
opgives at der medgaar 11 —13 kg. CaO
pr. m3 lut, altsaa langt mer end nødvendig
for at neutralisere den fri SO2. Hertil
skulle kun behøves 2—3 kg. CaO pr. m3.
Luten indeholder altsaa andre syrer,
væsentlig organiske, som binder store mængder CaO.
Denne store tilførsel av kalk kunne
formodes at ville virke hemmende paa den senere
forgjæring, hvilket forsøksvis ogsaa synes
at bekræfte sig. Institut für
Gärungsge-werbe i Berlin for hvilket jeg for en tid
siden nævnte saken, uttalte ogsaa som sin
mening at større mængder kalksalte vil
være skadelig for gjæringen.
Den mængde kalksalte som saaledes
op-staar i luten har desuten en skadelig
indflydelse paa den utgjærede luts senere
anvendelse. Den likefrem umuliggjør lutens
anvendelse til andet vigtig øiemed som vi
senere skal se.
Den svenske metode kan ikke anvende
ølgjær. Der dyrkes en særlig gjærsort, idet
renkultur overføres i mæsk av malt. Derpaa
tilsættes sulfitmæsk, d. v. s. lut som er
neutralisert og gjort færdig til gjæringen.
Kvantumet av sulfitmæsk økes litt efter
litt. Efter døgns forløp angives den
»hærdede« gjær at være færdig, og den
kan nu overføres direkte til gjærkarene.
Gjæringen er tilendebragt efter 5—6 døgns
forløp. Den fremstillede gjær utskilles og
dyrkes paany i mæsk av malt. Denne
gjærtilvirkning fordyrer spriten betydelig.
Den norske metode (Landmarks).
Som ovenfor nævnt maa den fri SO2
først og fremst fjernes, skal sulfitluten
kunne forgjæres. At gjøre dette ved at
binde den til kalk, er efter hvad netop er
nævnt uheldig, først av den grund at
for-gjæringen vil hemmes paa grund av den
mængde kalksalte som derved dannes, og
dernæst fordi disse kalksalte vil lægge
hindringer iveien for en senere anvendelse
av luten.
Alle svovlsyrlige salte virker mer eller
mindre desinficerende og desto kraftigere i
jo større mængder de optrær. Endelig
kommer dertil at der under gjæringen
dannes syrer som kan spalte de let
dekom-ponerbare sulfiter, hvorved fri SO2 opstaar.
For at undgaa disse ulemper mest mulig
laa det derfor nær at gjøre forsøk med at
fordampe den fri SO2 istedenfor at
neutralisere den. Det viste sig da at lutens sure
karakter forandrede sig betydelig, idet
luten efter fordampningen hadde en langt
ringere aciditet end den skulde hat om
blot den fri SO2 var utdrevet. Den
neu-tralisertes derpaa med kulsur kalk og
for-, gjæredes uten nogen efterneutralisering
med læsket kalk, saaledes som efter den
svenske metode.
Til neutralisering medgik 2—3 gram
Ca CO3 svarende til 1—2 gram CaO pr.
liter lut, regnet efter det oprindelige
volum. Efter den svenske metode angives
11 — 13 gram CaO pr. liter. Ved denne
fordampning fjernes foraten den fri SO2
ogsaa litt SO2 fra let avspaltbare
svovl-syrlige salte. Samtidig fordamper ogsaa
organiske syrer og muligens omdannes
ogsaa surt reagerende salte til normale.
I den saaledes præparerte sulfitmæsk
formaaede ølgjær (bærme) at forgjære
sukkeret; men forgjæringen forløp variabelt.
Det viste sig saa, at hvis der blev tilsat smaa
mængder let forgjærbare sukkerarter,
forløp forgjæringen livligere og mere jevnt.
Som saadan tilsætning viste hydrolysert
melk eller valle sig godt egnet.
Melk indeholder melkesukker, der som
bekjendt ikke er direkte forgjæringsdygtig.
Hydrolyseres dette, dannes en blanding av
dextrose og galaktose. Disse to
sukkerarter er let forgjærbare og særlig i det
forhold de dannes ved melkesukkerets
hydrolyse.
Anvendelsen av melk har endvidere den
fordel at der gjennem denne tilføres luten
ogsaa andre for gjæren vigtige
næringsstoffer, nemlig kvælstofholdige stoffer om.
end i smaa mængder.
For processen biir det selvfølgelig det
samme enten der anvendes melk eller valle.
De lokale forhold blir de avgjørende for
valget. Det billigste kommer selvfølgelig til
anvendelse. I begge tilfælder vindes som
biprodukt et, kaseinpræparat. Tilsættes melk
til sulfitluten faaes en emulsion, som ved
tilsætning av en eller anden syre og
opvarmning til 40—50° C. gir et filtrerbart
bundfald. Dette bundfald er en
lignin-sulfonsyre-kasein-forbindelse: »lign okasein«
som indeholder ca. 65 °/0 kasein. I tør
tilstand er det et svakt gulagtig pulver som
er lettere opløselig i alkali end kasein.
Den alkaliske opløsning er svakt brungul.
Det egner sig udmerket til papirlim, idet
det med lerjordforbindelser utlimer
fuldstændig hvitt.
Melk gir et utbytte av 50—60 gram,
mens valle kun gir 10—15 gram lignokasein
pr. liter. Da lignokaseinet til papirlimning
omtrent har samme værdi som kasein, vil
dette biprodukt for en stor del dække
ut-gifterne til melken eller vallen.
Fremgangsmaaten er i store træk følgende:
Et kvantum melk blandes med omtrent
samme kvantum lut, tilsættes litt syre —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
